Bagom 'Lille spejl på væggen der'


Annemette Voss Fridthjof vandt i 2013 ‘Den store bagedyst’. Hun har haft et liv med fest, farver og succes. Hun var den dygtige pige i skolen; pæn, smilende og gjorde altid det rigtige. Men bag facaden gemte der sig en anden historie. Om en familie hvor man holdt følelser for sig selv, og hvor bulimi, selvmordstanker og grov mobning var en del af hverdagen. En historie som Annemette altid har forsøgt at holde på afstand. Indtil nu.

Læs interviewet med Annemette om hvorfor hun har lavet podcasten herunder.

1) Hvad håber du, at andre får ud af at lytte til din podcast? Jeg håber at man får et mere nuanceret billede af, hvad ensomhed egentlig kan gøre ved at menneske. Hvor langt ud man kan komme, hvis ingen er der til at ‘gribe en’, hvis det går helt galt. Jeg håber, at særligt pårørende vil få indblik i, hvilke tanker og følelser, der knytter sig til selvmordstanker og spiseforstyrrelser, og at folk, der selv er ramt af sygdommen, vil finde håb i min historie, der jo trods alt ender lykkeligt.

2) Hvordan har det været at involvere din egen familie og venner i projektet? Det har været svært at snakke med min familie og venner om denne tid. Mange af episoderne og minderne fra dengang, hvor jeg havde det værst, har jeg ikke villet forholde mig til i næsten 20 år. Men det har givet mig ro og tryghed at erfare, at jeg ikke har stået alene med mine oplevelser. Faktisk har dem omkring mig kunne bekræfte nogle ting, som har givet mig ro i sindet.

3) Er der noget, som har overrasket dig eller lært dig noget nyt i processen med at lave podcasten? Det har overrasket mig, at historien nærmest er værre end jeg selv lige kunne huske. Det har overrasket mig hvor mange ting, jeg har blokeret i alle disse år. Og det har været endnu mere overraskende hvor rart det faktisk har været at se på det igen og løsne op for den knude jeg gik med i maven. 

4) Har dit spejlbillede forandret sig i forløbet med at lave 'Lille spejl på væggen der'? Jeg forstår bedre end nogensinde, hvorfor jeg nogle gange fornemmer en trist ‘skygge’ der farer henover mit blik, eller hvorfor mit smil til tider trækker lidt nervøst i mundvigen. Jeg forstår min egen dybde bedre end før, og jeg føler mig mere hel. Spejlbilledet står mere skarpt nu og er ikke længere sløret af min frygt for at se fortiden i øjnene.

Hvis du ikke er Premium-medlem, kan du lytte til den første episode gratis.

Cover art for: Lille spejl på væggen der

Lille spejl på væggen der

Annemette Voss Fridthjof


0h 19m

83%

LYT NU "" class="exclusive"> Exclusive