En anden tid: Ny podcast med Hella, Abdel og Zelma
Vi lever i en tid, hvor generationerne har forskellige værdier, og hvor samtaler på tværs af alder kan føles som minefelter – men kan vi finde en fælles forståelse og skabe en “regelbog” for at navigere forskellene? Den nye Podimo-podcast “En anden tid” sætter fokus på at bygge bro mellem generationer, hvor tre unikke personligheder mødes for at udfordre hinanden og skabe dialog om vores forskelligheder. Hella Joof, Abdel Aziz Mahmoud og Zelma Feldman Lewerissa inviterer lytterne med ind i en åben og ærlig samtale, hvor generationskløfter og kulturforskelle ikke bare italesættes, men også bliver grundigt udforsket – og måske endda løst.
Hella Joof, i 60'erne og “fra den gamle ordning,” er kendt for sin varme humor og sit skarpe blik på menneskelige relationer. Hun er træt af, at samtaler ofte forbliver inden for faste grupper og savner fælles forståelse: “Jeg vil række hånden ud og skabe en lille bro mellem generationerne. Vi har brug for at lytte til hinanden og mødes på tværs,” siger Hella. Med sit legende og nysgerrige sind bringer hun både humor og åbenhed ind i de dybe, ofte sårbare samtaler, der udfolder sig i podcasten.
Abdel Aziz Mahmoud, i 40'erne og erfaren i både minoritetskultur og mainstream samfund, ser podcasten som en platform til at bygge bro mellem generationer og baggrunde. “Jeg har fuld plade i minoritetsbanko – muslim, flygtning, homoseksuel og astmatiker – og jeg må indrømme, at rummelighed kan være en udfordring. Især når man jonglerer mellem generationer og kulturer,” siger han. Abdel har et ønske om at skabe et rum, hvor vi kan møde hinanden med nysgerrighed og forståelse frem for fordømmelse.
Zelma Feldman Lewerissa, som repræsenterer Gen Z og er i 20’erne, bringer et kritisk og ungt blik på samtalen og sætter fokus på de emner, hun mener, virkelig betyder noget for hendes generation. “Jeg er færdig med snakken om krænkelsesparathed og ramaskrig pronomen-runder – jeg vil tale om tryghed, inklusion og revolution,” siger Zelma. Hendes perspektiv på køn, identitet og digital kultur giver podcasten et friskt pust og sætter tonen for en ny måde at tænke og tale om verden på.
En podcast, der tør tale om det svære – og det sjove
“En anden tid” griber fat i de emner, der ofte bliver fejet til side i høflighedens navn. Racisme, seksualitet og frygten for at sige noget, der bliver misforstået, er blot nogle af de emner, Hella, Abdel og Zelma tager under kærlig behandling. Trioen inviterer lytterne med på en spadseretur gennem ærlige, ofte sjove, og til tider sårbare samtaler, som udfordrer deres egen og hinandens opfattelser – alt sammen i håbet om at inspirere til at bringe samtalerne videre til egne familiemiddage og venskaber. Som Hella siger: “Verden forandrer sig så hurtigt, at det handler om at holde på hat og briller – og måske også hinanden”.
Podcasten udkommer hver torsdag eksklusivt på Podimo.
Find podcasten her.