
Premiere: Styr på historien med Adam Holm
Adam Holm indleder nyt kapitel hos Podimo med podcasten ‘Styr på historien’
Når verden vakler, er historien vores kompas. Podimo udvider sit univers af originale podcasts og lancerer ‘Styr på historien’ med historiker og journalist Adam Holm, som dermed vender tilbage til samme format, han lavede for fem år siden i Podimo-regi. Programmet bliver det første i en række af nye formater, som Adam Holm står bag i sin nye rolle hos Podimo som vært og redaktør - og allerede senere på efteråret følger flere.
Historien banker stadig på vores dør
Verden vakler, og mange spørger, hvordan vi er endt her. I ‘Styr på historien’ undersøger Adam Holm, hvordan konflikter, personer og begivenheder fra fortiden fortsat former vores samtid. Sammen med kyndige gæster trækker han linjer mellem aktuelle debatter og historiske nedslag og viser, hvordan historien igen og igen rimer på nutiden.
”Historie er ikke bare noget, der ligger bag os - den er flydende og former stadig vores nutid. Vi står på usikker grund i en tid, hvor verden er vendt på hovedet, og netop derfor er det vigtigt at forstå, hvordan fortidens begivenheder lever videre i dag” siger Adam Holm.
De første episoder tager afsæt i 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig, som markeres i år, og ser nærmere på, hvordan krigens fortællinger stadig spiller en central rolle i Europa og resten af verden i dag.
En markant ny stemme hos Podimo
Adam Holm tiltrådte sin nye stilling 1. september 2025 og vil i de kommende måneder præsentere flere originale formater udviklet eksklusivt til Podimo. “Adam er ubestridt en af landets bedste formidlere. Med ham på holdet får Podimo en stemme, der kan gøre de mest komplekse historiske begivenheder levende og vedkommende. Vi glæder os til at præsentere ‘Styr på historien,’ og de kommende formater, han udvikler sammen med os,” siger Nikolaj Koppel, medstifter og indholdsdirektør hos Podimo.
Lyt med her.