
Ny dokumentar-podcast kaster lys over hemmeligt dansk fightclub-miljø
Hvad driver mænd til at træde ind i et bur, hvor kampene foregår med de bare næver og helt uden regler? Det spørgsmål stiller den nye dokumentar-podcast ‘Undergrunden: Den danske fightclub’ fra Podimo, der giver lytterne et sjældent indblik i et skjult fællesskab i Danmark.
I forladte bygninger rundt omkring i landet samles en gruppe mænd til brutale opgør. Midtpunktet er et bur, hvor kroppe kolliderer i rå nævekamp uden dommere, uden sikkerhedsudstyr og uden faste regler. Her sættes krop og liv på spil i jagten på mening, tilhørsforhold og anerkendelse, som mange af deltagerne ikke oplever andre steder i samfundet.
Tre års research bag lukkede døre
Journalisterne Kristian Toft og Christian Anker har fulgt miljøet tæt gennem tre år og opnået adgang til et fællesskab, som ellers er helt lukket for offentligheden. De har været til stede ved kampe, talt med både arrangører og kæmpere og dokumenteret, hvordan “undergrunden” er vokset i styrke og tilslutning. Resultatet er en podcast-serie, der ikke blot skildrer det ekstreme, men også stiller spørgsmålet: Hvorfor søger nogle mænd netop dette fællesskab? “Podcasten er et vindue ind til en gruppe af mænd, der føler sig udenfor det etablerede samfund. Det er et bidrag til at vi alle kan forstå mere omkring, hvor maskulinitet og fællesskaber, der relaterer sig til maskulinitet, står i dag,” siger journalist Kristian Toft.
Mere end vold
Selvom volden er den synlige ramme, handler podcasten om meget mere. Serien kaster lys over mænd, der føler sig marginaliserede og skubbet ud på kanten af samfundets normer. Nogle kæmper for at bevise deres styrke, andre for at ære familie eller finde en identitet, de kan spejle sig i. Podcasten nuancerer billedet af miljøet og åbner en debat om maskulinitet, fællesskab og mistrivsel - emner, som ofte overses i den offentlige samtale, hvor fokus oftere ligger på kvinders psykiske udfordringer. “Vores mål er ikke at chokere, men at forstå. Når vi går tæt på mændene, ser vi ikke monstre - vi ser mennesker, der søger mening, fællesskab og anerkendelse.” fortæller journalist Christian Anker.
Med reportage-greb, som man sjældent hører i podcastmediet, åbner serien dørene ind til et miljø, hvor du mærker stemningerne, hører stemmerne og kommer tæt på de mennesker, der lever et meget anderledes og grænsesøgende liv.
“Undergrunden: Den danske fightclub” består af seks episoder og har premiere d. 22. september, 2025 - kun på Podimo. Podcasten er skabt med støtte fra Public Service Puljen. Find podcasten her.