Vores nye investor
Podimo er en 100% dansk registreret virksomhed med en majoritet af danske ejere. Vi er stiftet af fem danskere. Både virksomhedens drifts- og moderselskab er placeret i Danmark. Og som dansk registreret virksomhed betaler vi selvfølgelig fuld skat i Danmark. At vi får tilført kapital fra både danske og udenlandske investorer, ændrer selvfølgelig ikke ved dette forhold. Til gengæld giver det det os rygstøtte til at vokse og ansætte endnu flere kollegaer, og jo mere vi vokser, og jo flere vi ansætter, jo mere skat bliver der betalt på vores danske hjemmebane.
Vi er også en dansk virksomhed med store ambitioner – både her i Danmark og internationalt. Derfor har vi brug for investeringer fra både danske og udenlandske investorer, for ellers forbliver drømmen blot en drøm. Men det er vigtigt at understrege, at når vi får tilført kapital fra en dansk eller udenlandsk investor, så handler det på ingen måde om skatteoptimering. Det gælder uanset hvor i verden, investoren måtte komme fra. Det handler heller ikke om at tjene penge gennem et hurtigt salg. De penge, vi indtil videre har fået og fremover håber at få tilført, skal udelukkende bruges til konstant at udvikle Podimo, så vi i fællesskab kan skabe et bæredygtigt økosystem for podcastere i Danmark og i udlandet. Den rejse har vi indledt, og den rejse ser vi frem til at fortsætte i mange år endnu.
Vores seneste kapitalindsprøjtning kom fra bl.a. 83North, som er en stor og respekteret investor, der har hjulpet mange anerkendte danske og udenlandske virksomheder på vej. Og som alle vores øvrige investorer lever de op til gældende lovgivning i både Danmark og EU - ellers var de ikke blandt vores investorer. Vi er med på, at det kan være med til at dele vandene, når en dansk virksomhed får tilført kapital fra en udenlandsk investor. Men vi er, som stort set alle andre startup-virksomheder, nødt til at samarbejde med både danske og udenlandske investorer, hvis vi skal nå vores drømme og ambitioner.
Vi startede Podimo i Danmark for knapt et år siden. Vi har indtil videre skabt over 30 danske arbejdspladser, og det antal forventer vi at fordoble over det næste år. Vi har i år også åbnet for Podimo i både Tyskland og Spanien, og i disse lande betaler vi naturligvis lokal skat i tråd med den lokale lovgivning. Og netop fordi vi er en 100% dansk registreret virksomhed, så vil et eventuelt overskud fra vores aktiviteter i de to lande blive trukket tilbage til vores danske moderselskab og beskattet i Danmark efter dansk lovgivning. På den måde vil vores internationale eventyr også komme det danske samfund til gode gennem skatter.
Har du spørgsmål eller input er du altid velkommen til at skrive til os: https://podimo.dk/contact
Mange gode hilsner fra Morten, Nikolaj, Eva, Andreas og Sverre.