112 For Venskaber
Vi har taget en bunke af jeres venskabsdilemmaer med i studiet og dykker ned i konkurrence i moderskab, ejerskab over babynavne, den omvendte kærestekedelighed og en romantisering af hverdagen. I dagens afsnit taler vi om, hvordan Maria aktivt romantiserer hverdagen ved at tænke sanseligt i sin planlægning. Vi taler om Maria som overmor og Ida som undermålermor, og hvordan den dynamik mellem førstegangsmor og andengangsmor udspiller sig i venskaber. Vi taler om, hvem der må have mest ondt af sig selv i venskabet, hvem der har ret til hvilke babynavne, og hvad man gør, når ens veninder trækker sig, fordi man har fået en kæreste og er et andet sted i livet end dem. Værter: Maria Jencel og Ida-Sophia Produktion og klip: Freja Kjær Schmidt Lyddesign: Peter Sejersbøl
149 episoder
Comments
6Alt er nemlig perspektiv 🙏 Jeg mistede min mor som 13 årig, og sad et år efter og trøstede min veninde, da hun mistede sin hund. Først var det hult, men jeg talte med min psykolog om det, og lærte at rumme folks udgangspunkt. Hun har stadig aldrig prøvet at miste familiemedlemmer, så den hund er fortsat hendes største tab og dermed “reference” ❤️❤️
❤️
Åh den har jeg hørt SÅ tit fra en bekendt, jeg er alene med min datter, min bekendte har tre børn, men hun har også en mand. Hendes kommentar var SÅ tit, “så skulle du prøve at have tre børn” Til sidst måtte jeg sige til hende, “men det her er min virkelighed“ Siden da har hun ikke sagt det.
Så vigtigt afsnit ❤️❤️ tak for at sætte fokus på det her emne. Man skal kunne sætte sig i den andens sted, påtrods af ens egne traumer og svære ting. Som I siger, kan man sagtens føle det indeni - men være bevidst om, ikke at gøre sig selv til den der har det sværest. Uanset hvor “små” man synes ens vens problemer, traumer fx er. Bevidsthed all the way, så kommer man langt ❤️🙏🏼🙏🏼🙏🏼
Ja tak til “alt med perspektiv” POV💛 fra en førstegangsmor kan jeg desværre ikke holde tilbage hvis jeg oplever noget uretfærdighed både på egen krop og hos andre😭
Jeg tænker “overmor” har manglet nogen, der anerkendte hende, da hun var 1.gangsmor…og måske følte sig alene. Nu hvor hun har en veninde, der også har fået baby, så bliver hun mindet om, hvad hun selv manglede og har svært ved at anerkende. Jeg ville simpelthen spørge hende ind til, hvorfor hun har brug for at minimere min oplevelse som 1.gangsmor.
Alt er nemlig perspektiv 🙏 Jeg mistede min mor som 13 årig, og sad et år efter og trøstede min veninde, da hun mistede sin hund. Først var det hult, men jeg talte med min psykolog om det, og lærte at rumme folks udgangspunkt. Hun har stadig aldrig prøvet at miste familiemedlemmer, så den hund er fortsat hendes største tab og dermed “reference” ❤️❤️
Åh den har jeg hørt SÅ tit fra en bekendt, jeg er alene med min datter, min bekendte har tre børn, men hun har også en mand. Hendes kommentar var SÅ tit, “så skulle du prøve at have tre børn” Til sidst måtte jeg sige til hende, “men det her er min virkelighed“ Siden da har hun ikke sagt det.