Filosofikum

Siden dets udgivelse i 1988 er den indiske filosof Gayatri Spivaks essay, “Can the subaltern speak?”, blevet en uomgængelig reference inden for postkoloniale, marxistiske og feministiske studier. Samtidig er Spivaks essay blevet berygtet for at være notorisk svært at forstå. Men, som vores gæst i denne udsendelse, Marie Louise Krogh, PhD studerende i filosofi ved Kingston University, minder os om: når man begynder at læse Spivak, er det vigtigt at skelne mellem det uforståelige og det sværtforståelige. Lyt med, når vi forsøger at forstå det sværtforståelige i Spivaks essay. Vi taler blandt andet om Spivaks analyse af repræsentationens faldgruber, hendes brug af dekonstruktion og kritik af velmenende vestlige feminister og kritiske filosoffer, som lader den subalterne tale for sig selv. Med Spivak kommer vi også vidt omkring i den vesteuropæiske filosofiske kanon og vender blandt andet Deleuze, Foucault, Marx, Gramsci og Derrida. Sidst men ikke mindst forsøger vi at forstå hendes radikale konklusion: “Nej, den subalterne kan ikke tale”.

Mange kender nok Emmanuel Levinas’ filosofi som en etik, som en religiøs filosofi om næstekærlighed, medmenneskelighed og evig fred. Ida Djursaa, PhD studerende ved Centre for Research in Modern European Philosophy, argumenterer imidlertid for, at man, ved at fokusere på Levinas begreb om transcendens fremfor hans begreb om etik, kan åbne op en forståelse af hans filosofi som en filosofi om modstand, nemlig som en allergi overfor enhver form for rigiditet, struktur eller totalisering, der konstant tvinger os til at tænke nyt og stille kritiske spørgsmål. I selskab med Ida Djursaa taler vi i dette afsnit af Filosofikum om vigtigheden af begrebet om transcendens i Levinas’ filosofi, og om hvordan transcendensens plastiske karakter kan danne et særligt kritisk perspektiv til at beskrive nogle af de fænomener, som karakteriserer vores samtid, såsom klimaforandringer, global kapitalisme og kunstig intelligens.

Det har i lang tid været alment kendt, at den tyske filosof Martin Heidegger var nazistisk universitetsrektor fra 1933-34, og at han desuden aldrig meldte sig ud af nazistpartiet eller tog offentligt afstand fra jødeudryddelserne. Imidlertid har det i ligeså lang tid været almindeligt at opfatte Heideggers nazisme som en simpel karrierefremmende beslutning og en rent personlig fejltagelse, der med selvfølgelighed kan adskilles fra kernen i hans tænkning. Efter udgivelsen af de såkaldte sorte hæfter, hvori Heidegger etablerer en intim forbindelse mellem sin værensfilosofi og nazismen og antisemitismen, er denne bagatelisering imidlertid blevet lidt mere vanskelig. De demonstrerer nemlig entydigt, at Heidegger selv så antisemitismen som en integreret del af sit filosofiske projekt. Spørgsmålet er nu, om vi andre, Heidegger-læserne, er nødt til gøre det samme. Hvilke konsekvenser har de sorte hæfter for en tradition, der har hyldet Martin Heidegger som en af de største tænkere i det 20. århundrede? Til at diskutere dette har vi haft besøg af Søren Gosvig Olesen, lektor i filosofi ved Københavns Universitet og oversætter af Jean-Luc Nancys essay “Heideggers banalitet”, som netop er udkommet på Forlaget Wunderbuch.

Der er en lang tradition i filosofien for at læse Platons klassiske værk Staten som elitært og demokratifjendsk. I modsætning hertil argumenterer lektor Anne-Marie Eggert Olsen for, at Staten kan læses som “et tankevækkende fyrstespejl for demokratiet”, som et klassisk oplysningsprojekt, som fordrer, at det hverken er styrke, adel, slægt eller rigdom, men derimod fornuft, der skal regere i den ideelle stat. Men hvordan kan et værk, der argumenterer for at de få, som har fornuftens anlæg i sig, skal herske over den døve og distræte masse, egentlig læses demokratisk? Ville filosofferne overhovedet kunne komme til magten på demokratisk vis eller skal der mere radikale midler til for at realisere filosofstaten? I selskab med Anne-Marie Eggert Olsen diskuterer vi fornuft, uddannelse og demokrati — og hvad politik egentlig betyder hos Platon.

Der er noget på spil i verden, som vi ikke kan kontrollere. I teksten “Situeret viden”, der oprindeligt udkom i 1988 og netop er udkommet i dansk oversættelse, fremfører den amerikanske filosof og biolog Donna Haraway en anderledes, og ifølge hende mere robust, feministisk verdensopfattelse, hvor agens, objektivitet og viden får helt nye betydninger. I dette afsnit diskuterer vi i selskab med lektor emeritus Lis Højgaard, der har begået forordet til den nye oversættelse af “Situeret viden”, Haraways videnskabskritik og alle de finurlige figurer — prærieulven og cyborgen f.eks. — hun bruger til at nærme sig en ny forståelse af verden og alle dens kompleksiteter.