Kaffe & Ledelse

Min gæst er Omar Marzouk, komiker og debattør, viser med sin humor, hvordan vores default-positioner fungerer i praksis. Han illustrerer, at den historie, vi har hørt flest gange, ikke nødvendigvis er den eneste sandhed. Omar bryder med denne enkeltfortælling ved at give os andre perspektiver. Og gerne tilføjet humor. Men så blev humoren alvorlig og måske anelse bidsk? Bias – vores ubevidste fordomme – påvirker ikke kun lokale beslutninger, men styrer også, hvordan vi møder og opfatter mennesker fra andre kontinenter og kulturer. Disse bias opstår typisk, når vores viden kun stammer fra én type historie eller ét narrativ, hvilket fører til stereotype antagelser og en "default-position" i vores måde at møde det fremmede på. Vi har tendens til at generalisere ud fra de historier, vi kender bedst. Når historierne om en region, som fx Mellemøsten, konstant handler om konflikt, krig eller radikalisering, bliver dette nemt vores eneste referenceramme. Tilsvarende kan historierne om Afrika ofte handle om fattigdom, nød eller sygdomme, hvilket risikerer at blive vores eneste forståelsesramme for et helt kontinent, der er rig på innovation, kultur og dynamiske samfund. På samme måde kan fortællingerne om Asien reduceres til økonomisk konkurrence, autoritære styreformer eller eksotiske kulturelle praksisser, hvilket overser kontinentets enorme diversitet og kulturelle nuancer. Denne enkeltstående fortælling former en ubevidst default-position, som vi automatisk indtager, når vi møder mennesker fra disse regioner. Uden at opdage det, begrænser vi os selv og marginaliserer andre perspektiver. I en TED talk beskriver Chimamanda Ngozi Adichie, at enkeltstående historier skaber skadelige stereotyper, ikke fordi de er usande, men fordi de er ufuldstændige. Hun argumenterer for, at flere historier skaber en mere komplet og nuanceret forståelse af mennesker og kulturer. (kilde: https://www.youtube.com/watch?v=D9Ihs241zeg [https://www.youtube.com/watch?v=D9Ihs241zeg])

Min gæst er Isam Bachiri, sanger/sangskriver, som brænder for identitet & synlighed, danne bro & en ildsjæl. Han er pragmatisk anlagt. Multitasker & gudsbevidst. Bias – vores ubevidste fordomme – spiller en afgørende rolle i, hvordan vi træffer beslutninger, ikke mindst i ledelse. Ofte formes disse fordomme af vores kulturelle baggrund, erfaringer og det miljø, vi befinder os i. Når ledere ikke er bevidste om deres bias, kan det føre til ensidige beslutninger, ekskluderende arbejdskulturer og manglende forståelse for diversitetens værdi. Dette andet afsnit sætter fokus på, hvordan vores forudgående holdninger påvirker arbejdslivet – og hvad det betyder for ledelse. Vi oplever en stigende forventning om at finde mening i arbejdet, kunne dele egne perspektiver uden frygt for repressalier og arbejde i en organisation, hvor værdierne danner et solidt fundament for fællesskabet. Vi søger fællesskab, fordi det ligger i vores natur at ville høre til, spejle os i andre og finde tryghed. Men paradoksalt nok kan jagten på fællesskab også skabe afkobling – især når vi ubevidst definerer det på en måde, der skubber nogle ud. Her kan en kunstner som Isam B være en interessant case. Gennem sin musik og fortællinger har han i årtier udfordret samfundets opfattelse af identitet, religion og kulturelle tilhørsforhold. Hans tekster belyser, hvordan vi ser på “den anden” – og hvordan de narrativer, vi omgiver os med, kan enten nedbryde eller forstærke bias. Han har givet stemme til en generation, der er vokset op i Danmark med rødder i en anden kultur – en generation, der har mærket, hvordan det at være en del af et fællesskab ikke altid betyder, at man bliver set eller forstået. Hans musik kredser om spændingen mellem verdener, om at finde sit ståsted i et samfund, der både inkluderer og ekskluderer på samme tid. Men Isam B har ikke alene været en brobygger – han er også en provokatør. Han skubber til de ømme punkter i samfundet, hvor identitet, religion og integration ofte er blevet/bliver belyst med et negativt fortegn. Når han synger om tro, tilhørsforhold eller splittelsen mellem kulturer, bringer han ikke kun sin egen historie på banen – han udfordrer også de dominerende narrativer, der i årtier har præget debatten. For nogle repræsenterer han en mangfoldig danskhed, der rummer flere nuancer, mens han for andre har været en stemme, der bryder med den gængse forestilling om, hvem der kan tage del i fællesskabet. Og netop kunstneriske form for provokation er værdifuld, for den konfronterer vores bias – også dem, vi ikke altid erkender, at vi bærer på.

Min gæst er Brian Mørk, Komiker, har været chef for et utal af underholdningsprogrammer på TV2. Redaktionschef, Hovedforfatter og producer er også nogle af de discipliner Brian har mestret, og i dag ved at genopfinde sig selv som standup komiker på det 24. år. Dagens tema er første afsnit i samtaler om bias. I dag handler det om et perspektiv på vores samfunds blinde vinkler – særligt når vi taler om humor. Hvilken betydning har det på ledelse er mit spørgsmål ind i dagens afsnit? Bias – vores ubevidste fordomme – påvirker ikke kun, hvordan vi træffer beslutninger, men også hvordan vi reagerer på dem, der udfordrer vores verdensbillede. I en tid, hvor den offentlige debat ofte polariseres, og cancelkultur spiller en større rolle, bliver det tydeligt, hvordan visse stemmer enten løftes eller marginaliseres afhængigt af tidens dominerende normer. Komikeren Brian Mørk er et eksempel på, hvordan en skarp tunge kan bringe både succes og modstand. Han har i årevis brugt satiren til at udfordre samfundets normer, men netop denne evne til at skubbe grænser har også gjort ham til en kontroversiel figur. Når humor og samfundsdebat krydser hinanden, bliver spørgsmålet ofte: Hvad er legitim provokation, og hvornår træder man over en grænse? Vi søger fællesskab, fordi det ligger i vores natur at ville høre til og finde tryghed. Men netop fællesskabets rammer kan også skabe eksklusion, særligt hvis vi ikke tillader modstridende stemmer at tage del i debatten. Brian Mørks historie illustrerer denne dynamik. Med sine holdninger og jokes har han udfordret etablerede narrativer, men samtidig har han oplevet, hvordan visse udtalelser har ført til professionelle konsekvenser. I stedet for at blive en samtale om balance mellem satire og ansvar, er debatten ofte blevet reduceret til en kamp mellem to poler: dem, der mener, han bliver uretfærdigt ramt af cancelkultur, og dem, der mener, at han selv må tage konsekvensen af sine ytringer. Men hvad sker der, når vi straffer mennesker for at sige det forkerte, frem for at engagere os i dialog og refleksion?

Min gæst er Marie Storkholm, Leder af afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospital Horsens. Med en ph.d i ledelse i hånden har Marie i 7 år arbejdet med at løsne hierarkierne og skabe en tillidsbaseret kultur. En ph.D, der er lidt et utraditionelt valg af en lægeuddannet. Hvordan skaber man en organisation, hvor alle – fra den nyuddannede jordemoder til den erfarne overlæge – føler sig hørt og har mulighed for at handle? Hvordan kan en leder balancere mellem at give frihed og samtidig sikre retning? Disse spørgsmål førte min gæst til en ph.d. i forandringsledelse. Efter fire års fordybelse i udviklingskultur og 300 timers observation af ledelsesmøder følte hun sig klar. Hvis man tror på, at de bedste løsninger kommer fra medarbejderne, fordi de står tættest på patienterne, er det ikke altid dét, man oplever på ledelsesgangene i andre organisationer. Beslutninger træffes ofte på ledelsesniveau uden altid at inddrage medarbejdernes input. Et spørgsmål, jeg stiller mig selv, er, om dette faktisk kunne være den organisatoriske nøgle til at løse komplekse problemer – det, som nogle kalder "vilde problemer". Sundhedssektoren er en kompleks organisation med mange variabler, fordi den handler om menneskers sundhed og ikke om at producere produkter. Den kontinuerlige læringsproces er en uendelig kilde til innovation, og man skal som leder starte med at slippe kontrollen – det mener min gæst i hvert fald. Men hvor går grænsen?

Min gæst er Lisbeth Knudsen, Strategidirektør i Altinget, Mandag Morgen og Tænketanken Mandag Morgen. Siden 1975, hvor Lisbeth var Journalist og senere ans. chefredaktør i forskellige aviser, har hun arbejdet med at dække højaktuelle temaer, som velfærd, demokrati og den grønne omstilling blot for at nævne få. Lisbeth er en arbejdsom person der værner om den personlige integritet og ordentligheden overfor andre mennesker. Tillid er ikke bare en værdi – det er det, bærende fundament for et velfungerende samfund. Alligevel er vi vidne til en bekymrende udvikling: Tilliden til politikere er historisk lav, og de offentlige institutioner, som skal sikre velfærd og retssikkerhed, oplever en lignende svækkelse. Når borgere ikke længere tror på de systemer, der er sat i verden for at beskytte dem, spirer mistilliden, polariseringen øges, og handlingslammelse bliver en reel risiko. Men hvad sker der, når mistilliden ikke kun er borgernes, men også politikernes? Når de, der skal lede, selv mister troen på systemet, fordi de konstant udsættes for offentlig kritik, mistro og eksponering? Hvordan sikrer vi, at de rette mennesker stadig har lyst til at tage ansvar – og at de ikke bliver skubbet ud af en politisk virkelighed, hvor kortsigtet overlevelse vejer tungere end langsigtede løsninger? For ledere i både den offentlige og private sektor er det en påmindelse om, at tillid ikke kan genoprettes med symbolpolitik eller kommunikationskampagner. For at fremhæve særligt det offentlige, er vi i en tid, hvor skandaler og fejlslagne reformer præger den offentlige debat, er spørgsmålet ikke blot, hvordan vi genskaber tilliden – men om vi overhovedet er villige til at gøre det nødvendige for at bygge den op igen? Hvem bærer ansvaret? Borgerne? Politikerne? Systemet? Eller er det selve den måde, vi har indrettet vores samfund på, der skaber denne systematiske dekobling?