Udsyn

På bare ti dage har oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham indtaget Damaskus og jaget Assad i eksil. Bevægelsens 42-årige leder, Al-Jolani, har været i krig hele sit voksne liv. Først i Irak, hvor han tilsluttede sig Al-Qaeda, og senere som leder af Al-Nusra Fronten, en salafistisk og jihadistisk bevægelse, der kæmpede for befrielsen af Syrien fra Assad. Billeder fra dengang viser ham med turban, langt skæg, en riffel og et henført, drømmende religiøst blik - en klassisk jihadist. Men i dag fremstår han helt anderledes. Skægget er stadig langt, men velholdt, som en hipsters. Han bærer ikke længere turban, men en mørkegrøn skjorte og en kasket med høj kant, der leder tankerne hen på Che Guevara og Fidel Castro. I et interview med CNN for nylig talte han om, at han har forandret sig siden sine unge år; at han er mindre idealistisk og mere pragmatisk. Han taler om opbygningen af nødvendige samfundsinstitutioner, og han siger, at minoriteter i Syrien intet har at frygte. I Udsyn spørger vi postdoc og forsker i islamistiske oprørsbevægelser, Dino Krause fra DIIS, om Al-Jolani er en helt ny slags islamistisk leder, som kan vinde popularitet i Vesten? Og hvordan en pragmatisk jihadist navigerer i Syriens kludetæppe af politiske, religiøse og sekteriske interesser? Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Den grønne trepart er netop fremkommet med en aftale, som parterne ikke tøver med at kalde historisk. Omkring ti procent af produktionsjordene - eller 250.000 hektar, svarende til Lolland, Falster og Bornholm - skal omdannes til skov med en milliard nye træer. Nye naturnationalparker og mere beskyttet natur skal etableres, og for første gang nogensinde i verden indføres der en CO2-afgift på udledninger fra husdyr, som kan reguleres op med tiden. En del af finansieringen skal komme fra en arealfond på omkring 40 milliarder. Med regeringens egne ord vil aftalen "vise(r) vejen til at gøre Danmark til et moderne landbrugsland og leverer konkrete svar på landbrugets klima- og naturudfordringer". Alligevel har der været kritik af aftalen for at være for dyr, uambitiøs og svær at realisere i virkeligheden. For CO2-reduktionerne baserer sig på frivillige ordninger, på endnu ikke gennemførte aftaler med Tyskland og Sverige og vil ikke engang have nogen reel effekt på udledningerne før 2030, lyder det. Samtidig vil aftalen føre til jordprisstigninger, som kan gøre det hele væsentligt dyrere. I denne udgave af Udsyn ser vi med lektor og magteliteforsker på CBS, Christoph Ellersgaard, nærmere på, hvordan den grønne trepartsaftale er skruet sammen, om det overhovedet er en trepartsaftale, og hvordan den skal fungere ude i den virkelige virkelighed. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Der er netop blevet afholdt COP29 i Baku, Aserbajdsjan. Mødet blev dømt som en skuffelse, allerede inden det begyndte. Hvert år danner COP'en rammen om politiske forhandlinger og aftaler, der skal reducere verdens udledninger af drivhusgasser. Men på trods af, at verden nu har mødtes 29 gange, ser 2024 ud til at blive det år i verdenshistorien med de højeste CO¶-udledninger. Vi taler og taler, men der sker hverken nok eller hurtigt nok. Faktisk kan man få den tanke, at klimakrisen ikke kun forandrer landskaber, smelter is og udrydder arter, men også udhuler vores sprog. For hvordan kalder man til handling anden, tredje og fjerde gang, når ordene og løfterne ikke omsættes til konkrete handlinger? I dagens Udsyn har vi besøg af tidligere klimaminister og EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, som for nylig var medunderskriver på en kritik af COP-systemet. Vi spørger hende, hvad der egentlig er galt med systemet, og hvad et alternativ kunne være. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Eliteskolerne er i modvind. Senest er Nikolaj Hübbe stoppet som balletmester på Det Kongelige Teaters Balletskole efter hård kritik af skolens håndtering af eleverne. Men det virker, som om kritikken af eliteskolerne rammer ekstra hårdt i disse år. Vi har vel alle vidst, at balletskolen var et elitemiljø med nådesløse krav. Vi har alle kendt til smerterne og skaderne og bekræftet hinanden i, at det var nødvendige lidelser for at opnå det sublime. Måske har vi endda idealiseret denne opofrelse? Udsyn taler med professor i pædagogisk antropologi Eva Gulløv om, hvordan vi er begyndt at prioritere trivsel over resultater - selv i jagten på det sublime. Vært: Kaspar Colling Nielsen.

Det er ikke, fordi vi ikke har talt om det før: Medierne er spækket med lidelse og død. De film, vi ser, er fyldt med vold, og de bedst sælgende bøger handler om mord og tortur, ofte beskrevet i minutiøse detaljer. Vores sociale medier viser optagelser af hverdagsvold og dødsulykker, som man ærligt talt kan undre sig over, at det er lovligt at offentliggøre. Vores samlede mediebillede har aldrig været mere brutalt og blodigt, og selvom tendensen ikke er ny - for "If it bleeds, it leads," som man siger - er det alligevel bemærkelsesværdigt. Spørgsmålene, som trænger sig på, er: Hvad er det egentlig for et sært behov, vi har for at se andre lide? Hvad gør det ved os, når vi ser billeder af blødende børn i udbombede murbrokker, mens vi laver mad til vores egne børn i vores trygge tilværelser? Får det os til at handle, eller bliver vi kyniske? Hver gang der er krig et sted i verden, ser vi utænkelige handlinger udspille sig: brutale nedslagtninger af civile, bestialske voldtægter, mord på børn. Krig synes at åbne op til et mørke, vi ikke kan benægte er en del af os - en del af det at være menneske. Udsyn ser ind i det menneskelige mørke sammen med Johannes Lang, der er seniorforsker ved DIIS, hvor han studerer psykologien bag politisk vold. Vært: Kaspar Colling Nielsen.