S2.7: Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse: Hvordan hjælper vi bedst børn i ventesorg?

S3.1.2 Del 2. Annie og Pelle: Pelle skal ikke lide mere

I afsnit 2 af Annie og Pelles fortælling, sætter Annie ord på, hvor svært det er at se sit eget barn lide. Hun fortæller om, hvor kaotisk og håbløst det hele føles i takt med at Pelle hurtigt bliver mere syg og får det dårligt. Annie deler sine aller sårbareste momenter, hvor hun ikke ønsker at Pelle skal lide mere. Hvordan tanker omkring at stoppe Pelles smerter og tage hans liv og sig selv med i faldet, fylder. Hvordan det at skrive bliver hendes vej igennem ventesorgen og hvordan Pelles sidste fest bliver fyldt med farver, nærvær og kærlighed, lige som Pelle var 🌈

S3.1 Del 1. Annie og Pelle: Pelle skal dø

Da Annie og hendes mand får beskeden om at deres lille søn Pelle på bare 1 år har den sjældne og dødelige Krabbes sygdom, kollapser deres verden. Kun 38 børn i Danmark har i de seneste 50 år haft denne sygdom, og de fleste bliver ikke mere end 2 år. I dette afsnit 1 ud af 2, fortæller Annie om hvordan det påvirker hende, hendes mand og hele familien pludseligt at gå fra at have en livsglad søn til at opdage, at han er dødeligt syg. Hun fortæller modigt om, hvordan ventesorgen ramte hende og hvordan hun alligevel vil give alt, for at være den bedste version for Pelle.

S2.9: Anja: Min mand har demens

I sæsonafslutningen skal du møde Anja, der med hendes smukke fortælling om, hvordan det er at have en syg ægtefælle med demens, rammer os lige i hjertet.  Med stor styrke fortæller hun om, hvordan det er at se sin livspartner langsomt forsvinde med sygdommen Lewy body demens. Det har taget hende helt ned på bunden, hvor de triste tanker fik lov at dominere, men hun fandt styrken på trods af sorgen og tog en beslutning om at se på lyset i stedet for mørket. Før sygdommen for alvor tog over, tog Anja og Frank flere dybe og alvorlige samtaler om fremtiden. De planlagde bl.a. hvordan Franks sygdom skulle håndteres i fremtiden, og under de mange snakke, besluttede Frank at sætte hende fri. Anja skulle være den bedste mor for deres 2 døtre, og det kunne hun bedst som Franks ægtefælle, men uden at være forpligtet til de krav et ægteskab normalt stiller. Derfor bor Anja i dag med en ny kæreste, men besøger Frank flere gange om ugen - fordi kærligheden stadig er der, selvom den er forandret med sygdommen.  Under mottoet “fra livsflimmer til livsglimmer” holder Anja nu foredrag, underviser og er forfatter til selvhjælpsbogen med samme titel som hendes motto.

S2.8: Patricia: Sorggruppen blev en genvej til mine følelser

I dette afsnit, taler vi med Patricia på 25 år. Da vi snakkede med hende i februar, sad hun i ventesorgen på 7. år. Kun en måneds tid efter vores snak, gik hendes far desværre bort. I episoden fortæller Patricia om hvordan hendes far, som havde læukemi, allerede helt fra starten, på grund af de mange risici og følgesydomme ved den eneste mulige behandling, har valgt at takke nej til den. Med den viden har det været en tid fyldt med uvished og frygt for, hvornår sygdommen vil slå til. Men Patricia fortæller også om, hvordan litteratur og sorggrupper har hjulpet hende med at forstå og være i ventesorgen.

S2.7: Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse: Hvordan hjælper vi bedst børn i ventesorg?

Per Bøge er børne- og ungechef i Kræftens Bekæmpelse, og har beskæftiget sig med børn i sorg i over 50 år. Mange forældre og andre, der møder et barn i sorg ved ikke, hvad de skal sige, eller hvordan de kan hjælpe barnet. Nogle lader helt være med at sige noget af frygt for at gøre barnet ked af det. Per fortæller, at ingen børn kan tåle at være alene med hverken sorg eller ventesorg, og det er et voksenansvar at komme børnene i møde og hjælpe dem med at sætte ord på og forsøge at finde handlemuligheder for ventesorgen. Vi taler derfor med Per om, hvordan man bedst hjælper børn og unge i sorg og ventesorg, og om hvilke særlige behov de har. Fordi hvordan taler man med børn eller unge om, at nogen tæt på skal dø? Hvor meget skal man egentlig dele, hvordan hjælper man dem til ikke at føle sig alene og anderledes i det og hvordan har institutionerne et ansvar?