Listen to all episodes on Podimo. Start your free trial now.

206 REJSE: Swinger i Durban

Groete van Durban! Velkommen til den næste del af min fantastiske roadtrip gennem Sydafrika. I denne episode finder du mig stadig i den livlige kystby, Durban – og på toppen af ​​et af byens mest berømte vartegn, Moses Mabhida Soccer Stadium. Hvad laver jeg præcist 80 meter over jorden? Jeg er på vej til at hoppe ... Årsagen til, at jeg skal til at hoppe ned fra denne stadionbue er hverken fordi jeg er blevet skør, eller fordi denne globale pandemi er blevet for meget for denne danske vagabond, men snarere fordi jeg er ved at tage The Big Rush Big Swing [https://www.mmstadium.com/attractions/big-swing/]: et spændende spring, hvor man gynger ud i en kæmpe 220 m bue ud over hele stadion. I mak 2011 blev det officielt udnævnt til verdens højeste swing af Guinness Rekordbog. Okay, jeg er måske alligevel lidt skør! Men først lad os hoppe en times tid tilbage i tiden. HVOR JEG FORLOD DIG I DEN SENESTE EPISODE Efter en god snak med Nkonzo alias Dat Boy Mreppa på toppen af stadionbuen (lyt til den forrige episode her [https://www.radiovagabond.dk/205-rejse-sydafrika-roadtrip-fra-pe-til-durban/]), vendte vi sikkert tilbage på jorden. Jeg gik ind på turistkontoret på Moses Mabhida Stadium for at se, om nogen af ​​de andre attraktioner ville vække min interesse. Og så hørte jeg mere om The Big Rush Big Swing – og mit hjerte begyndte at hamre. Jeg kunne pludselig høre to stemmer. En engel på den ene skulder og lille djævel på den anden. Der prøvede at overbevise mig om fordele og ulemper ved at prøve denne skøre gyngetur: A: ”Hvorfor udsætte dig selv for det? Du ved, at du vil hade det.” D: “Nej, tværtimod! Du ved, at du vil fortryde, hvis du ikke gør det!” A: ”Kom nu. Du behøver ikke det her. Bare spring i en Uber og få noget frokost.” D: "Hvis du gør det, vil du ha’ det godt med dig selv!" A: "Ha’ det godt??" D: “Ja! Det store rush ... det store adrenalin-rush! ” A: ”Nej, ved du, hvad der ville føles godt? En dejlig kold øl og en stor cheeseburger!” D: ”Husker du hva’ du sagde for bare for et par dage siden, da du var på det der bungy jump-sted? Sagde du ikke lige, at du fortrød, at du ikke gjorde det?” A: "Jo ... men du har allerede taget verdens højeste bungy jump." D: "Ja, det er rigtigt ... men ved du, hvad du ikke har gjort endnu?" A: "Nej ... hvad?" D: "Verdens højeste gyngetur..." Ja, de havde en livlig samtale. Og jeg kæmpede med at tage en beslutning. Men jeg mønstrede nok mandsmod og tog beslutningen om at få et skud adrenalin over Durbans skyline. MIN VAGABOND REGEL Da jeg var på kontoret en time tidligere, kunne medarbejderne se, at jeg så bange ud, da jeg sagde til dem, at jeg havde brug for lidt tid til at overveje. Jeg tænker, at det må være noget, der sker dagligt, og jeg var sikker på, at de var i gang med at sætte penge på om de ville se mig igen eller ej. Lad mig fortælle dig lidt om min Vagabond-regel. I starten af min nomadetilværelse tilbage i juli 2016 lavede jeg denne regel til mig selv. Den siger, 'hvis du er i tvivl, så gør det'. Denne regel har givet mig en masse ’serendipity-øjeblikke’ –fantastiske oplevelser, jeg ellers ikke ville have fået. Jeg har siden bestræbt mig på at leve efter denne regel lige siden, og dette skulle ikke være den dag, jeg ville bryde min mest værdsatte regel. Så jeg købte en billet og begyndte at forberede mig på, hvad der var i vente. Har jeg nævnt, at jeg er ikke er vild med højder? SWINGER I DURBAN "Vil du betale ekstra for video og fotos af din swing-oplevelse?" spørger de mig på kontoret. ”Det ka’ du da bide dig selv i øreflippen på, at jeg vil!” Jeg var her jo helt alene, og jeg havde bestemt brug for et bevis på, at virkelig havde gjort det her. Og desuden: hvem har ikke lyst til at se mit stakkels, forfærdelige ansigt skrige mens jeg styrter ned mod jorden? Det er jo derfor du er her, ikk’? Big Rush Big Swing er ikke en gennemsnitlig gyngetur. Det er spring fra en lille bro mellem dele af stadionenets ikoniske bue, omkring 80 meter over tilskuerpladserne, og så svinge du ud i en kæmpe 220 meters bue, ned over grønsværen. Dette er ikke et bungy spring. Der er ingen stor tyk elastik denne gang. Kun et reb. Den ene ende blev spændt fast til min talje og den anden bundet til det højeste punkt i buen. Inden jeg skulle springe, blev jeg også præsenteret for nogle juridiske papirer med en masse små bogstaver, hvilket ville tage mig timer at læse. Efter teksten var der en stiplet linje, hvor min rystende signatur skulle stå. Når jeg er nervøs, har jeg en tendens til at fyre vittigheder af, så jeg spurgte dem, om jeg i virkeligheden skrev under på at det ikke var deres skyld, hvis jeg døde af det her. Efter at jeg tappert underskrev papirerne, begyndte de at spænde seletøj på mig. Det blev pludselig meget virkeligt. Seletøjet er både til selve rebet under gyngeturen, men også til når du går op ad de 352 trin i selve buen. Denne lange trappe er på ydersiden af buen og der er en risiko for at falde – enten hele vejen ned eller ud over kanten. Så denne oplevelse er en blanding af ​​spænding og angst, og begynder, mens du stadig er på jorden. Så allerede inden kom på toppen, sveder jeg koldsved, og bli’r nervøst ved med at fyre mine dårlige vittigheder af, om at dø. De er ikke rart at lytte til. Ikke kun er jeg helt opmærksom på, at de overhovedet ikke er sjove, men jeg gør også de to andre springere nervøse. Jeg skulle derop sammen med Ugeetha og Luis, et ungt par fra Cape Town. Og sammen begyndte vi at gå op ad trappen i nervøs forventning. Samtidig minder de 352 trin – 25 etager mig også om min dårlige form. Og hvis tanken om at hoppe ud af et vindue fra 25. sal ikke gør munden tør, vil gåturen derop bestemt gøre det. Da vi endeligt kom på til toppen, insisterede Ugeetha og jeg på, at Luis skulle være den første lemming, der skulle tage springet. Ugeetha og jeg kunne se angten malet i hans ansigt, da han skulle til at tage sit sidste skridt ud til kanten. Han sprang, og det så fantastisk ud, for at være ærlig. Kort efter at de hejste ham tilbage, sprang Ugeetha med samme ansigtsudtryk og et højt skrig. Og så var det min tur ... DET STORE RUSH Først skal du klatre ned 4-5 meter på en lodret stige fra udsigtsplatformen til selve springplatformen. Selvom jeg vidste, at jeg var sikkert sikret i min sele, var mit hjerte helt oppe i halsen, da jeg kiggede ned og kunne se, hvor høje oppe, vi var. Efter at jeg forsigtigt havde klatret ned på den meget smalle bro, hvor vi skulle springe fra, indså jeg, at der ikke var noget vej tilbage. ”Er du klar til at hoppe?”, spurgte de mig. ”Jeg har ikke noget valg, har jeg?” Jeg troede. Jeg gav min telefon til en pige, der filmede og tog billeder. Og jeg forlod min mikrofon deroppe. De bad mig sige et par ord til kameraet. Dybest set sagde jeg det samme, som jeg havde sagt i en times tid: ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Jeg føler, at dette er en stor fejltagelse og bla-bla-bla." Derefter begyndte jeg at klatre ned ad trappen (mens de filmede hvert nervøst trin) og halvvejs ned sagde de: ”Hej se op og smil!”. Det lykkedes mig, men indeni var jeg skrækslagen! 1-2-3-JUMP …! Med museskridt arbejdede jeg mig langsomt ud til midten af ​​den meget smalle bro. Den er mindre end en meter bred, og selvom der er et rækværk på den ene side, og jeg var sikkert spændt fast, følte jeg stadig, at jeg kunne falde ned og dø hvert sekund. Ups ... Jeg brugte D-ordet igen. Og så var det min tur. 3-2-1 ... JUMP! Hvis du vil have den fulde oplevelse, så husk at se videoen af ​​min store gyngetur. Jeg lover, at du ikke bliver skuffet! Husk at hør næste episode, om hvad der skete dagen efter. Fordi det skulle blive en dag der udviklede sig meget anderledes en planlagt. Indtil da, pas på dig selv. E-MAIL FRA EN LYTTER I denne episode har jeg bestemt mig for at opfylde et ønske, jeg har fået et par gange fra lyttere. Denne er fra Andrea fra Brisbane, Australien. “Hej Palle, Jeg har hørt dig spille lidt af en sang, hvor de synger noget i retning af "Living the good life". Kan jeg lokke dig til at spille hele sangen på et tidspunkt? Jeg kan virkelig godt lide den, og den får mig altid til at smile. Tak, Palle! Fortsæt det gode arbejde, Andrea” Tak for din email, Andrea! Jeg er glad for, at du også kan lide sangen. Den hedder (som du gættede på) 'Living the Good Life' og er med en singer-songwriter, der hedder Steve Collom. Jeg vil også meget gerne høre fra dig! Hvor er du, og hvad laver du, når du lytter til denne episode? Du kan enten sende mig en e-mail på lytter@radiovagabond.dk [lytter@radiovagabond.dk] eller udfylde formularen under kontakt på Radiovagabond.dk [https://www.radiovagabond.dk/kontakt/]. Eller ved du, hvad der ville være sjovt? Send mig en talebesked på WhatsApp, og jeg kan spille den i næste afsnit. Mit WhatsApp-nummer er +4540105105. Uanset hvad vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er rart at vide, hvem der er i den anden ende af dette... SPONSOR En særlig tak til min sponsor, Hotels25.dk [http://hotels25.dk/], som altid giver mig den bedste pris på et sted at bo, uanset hvor i verden jeg er.