278 KENYA (4:4): Besøger en Masai landsby i Masai Mara

Listen to all episodes on Podimo. Start your free trial now.

14 days free trial with access to all Podimo content, after that 4.99 kr./month Cancel any time. The offer only applies to new users, who has never had a trial before.

278 KENYA (4:4): Besøger en Masai landsby i Masai Mara

Velkommen til den fjerde og sidste episode i min miniserie om Kenya og Masai Mara. Klik her for at se og lytte til del 1 [https://www.radiovagabond.dk/275-kenya/], del 2 [https://www.radiovagabond.dk/276-kenya/] og del 3 [https://www.radiovagabond.dk/277-kenya/]. Efter vores spændende luftballontur tog jeg til Masai-landsbyen i Mara. Dette var min sidste dag i Mara. Jeg havde tilbragt to nætter i Lenchada Tourist Camp [https://lenchadatouristcamp.com/] i Masai Mara vildtreservatet i Kenya. Og da vi blev spurgt, om vi ville på besøg i en rigtig Masai-landsby, var jeg faktisk den eneste i gruppen, der sagde ja tak. Så jeg fik en privat rundvisning i et par timer. VELKOMMEN TIL MASAI Jeg blev budt velkommen af ​​en ung dreng fra landsbyen, og efter en kort gåtur lige uden for hegnet, der omgiver deres lille landsby, møder jeg Sammy, som ville være min guide til turen. En gruppe på otte høje slanke unge Masai-mænd står i en halvcirkel foran mig og synger, danser og hopper. De bærer alle den smukke farverige Masai shuka – et afrikansk tæppe, de traditionelt bærer som sarong. Det er tykt nok til at blive brugt som et let tæppe på kølige morgener og eftermiddage. Hver Masai bærer ikke altid præcis de samme farver, men de fleste af dem er røde, fordi den symboliserer deres kultur, og fordi de mener, at den skræmmer vilde dyr væk. HOP ALT HVA’ DU KA’ De hopper lodret højt op i luften. Senere finder jeg ud af, at jo højere de kan hoppe, jo mindre medgift skal de betale de til en kvindes familie før et ægteskab. De unge Masai-mænd inviterede mig så til at deltage i dansen. Først draperede de også mig i en rød shuka – og fik sig et godt et grin, da de kunne observere denne blege midaldrende let overvægtige skandinaviske fyr forsøge at hoppe højt. Mens jeg var i situationen, følte jeg faktisk, at jeg gjorde det ganske godt, men når jeg ser på billederne, kan jeg godt se, at jeg knap nok lettede fra jorden. Så med andre ord: det ville være dyrt for mig at blive gift i denne kultur. ÉN STOR FAMILIE I denne landsby bor 20 familier med i alt 200 mennesker fra samme bedstefar. De gifter sig derfor ikke med folk fra deres landsby. Som nævnt er de en stamme, der delvist lever som nomader. De bliver på det samme sted i omkring ni år, og flytter videre når der går termitter i husene. De er polygame – hvilket betyder, at mændene kan gifte sig med lige så mange kvinder, som han har lyst til (eller har råd til). Mere om det senere. SEKS FAKTA OM MAASAI-FOLKET Her er nogle hårde fakta om Masai-folket. 1. Den mest berømte afrikanske stamme Masaierne er en etnisk gruppe, der bor i det nordlige, centrale og sydlige Kenya og i det nordlige Tanzania. De er blandt de bedst kendte lokale befolkninger i verden, fordi de bor i eller i nærheden af ​​de mange safariparker ved de store afrikanske søer. Og så er de kendt for deres karakteristiske udeende, påklædning og smukke smykker. Mændene er desuden letgenkendelige for at være høje og slanke. 2. Befolkning Der er omkring 2 millioner Masai-folk. 1,2 millioner er i Kenya og omkring 800.000 i Tanzania. 3. Sprog Masaierne taler Masai-sproget Maa – men bortset fra nogle ældre i landdistrikterne, taler de fleste Masai-folk også de officielle sprog i Kenya og Tanzania, som er swahili og engelsk. 4. Kropsudsmykning Piercing og strækning af øreflipper er almindeligt blandt masaierne som hos andre stammer, og både mænd og kvinder bærer metalbøjler på deres strakte øreflipper. 5. Høje mennesker De betragtes som et af ​​de højeste folk i verden. Ifølge nogle rapporter er deres gennemsnitshøjde 190 cm. 6. Når en Masai dør De begraver typisk ikke folk i jorden, når de dør – da de mener, at det ødelægger jorden. I stedet dækker de den døde slægtning med okseblod eller kvægfedt, og efterlader dem i en busk, så de vilde dyr kan finde dem … og spise dem. Den afdøde betragtes som et godt menneske, hvis de bliver spist allerede den første nat. ET KIG I HISTORIEBOGEN Masaifolket har ikke haft et let liv. Ifølge den selv opstod stammen i det nordvestlige Kenya, lige nord for Turkana-søen. Som semi-nomader lever de af ​​jorden og efter et par år på ét sted flytter de til det næste område for at overleve. Før de europæiske bosættere ankom, ejede masaifolket næsten alle de mest frugtbare områder i Kenya. Men deres spyd som våben kunne ikke måle sig med de bevæbnede britiske tropper, så Masai-stammen tabte kampen om deres bedste jord i 1904 og underskrev deres første aftale med europæerne. Selvom denne jord var noget af den bedste i Kenya, var europæerne ikke tilfredse og ville have mere. Så i 1911 underskrev narrede de en lille gruppe masaier en anden aftale, hvor de afgav endnu mere jord. Selvom de ikke helt forstod hvad det handlede om, blev disse masai narret til at fraskrive sig endnu mere værdifuld jord. I alt gik omkring to tredjedele af deres jord tabt, hvilket havde store konsekvenser for masai-folket. POLYGAMIE OG LØVEDRAB Tilbage i Masai-landsbyen fortalte Sammy mig mere om det med at være polygame. Sammy har fire børn, og kun én kone, men hans far har otte koner. Og dermed også otte svigermødre! Det er her, vi møder en gruppe andre unge mænd fra landsbyen, hvor de dansede for mig. Deres traditionelle dans er noget, de for det meste bruger ved festligheder – som f.eks. når en gruppe unge går fra barn til voksne. Det er her, de fejrer, at drengene er gamle nok til omskæring og derefter går i skoven i et par år – og ifølge Sammy slutter de med at dræbe en løve. Jeg har ellers læst på Wikipedia, at det er en almindelig misforståelse, at alle unge masai-mænd skal dræbe en løve, før de kan kalde sig voksne. Her står der, at løvejagt er en aktivitet fra fortiden, og at det ikke sker mere, efter det er blevet forbudt i Østafrika, og at løver kun jages, når de truer masaiernes køer. Men ifølge Sammy sker det stadig. Så med andre ord, når drengene er omkring 15, bliver de omskåret og går sammen med en gruppe på 30-50 drenge og to ældre fra landsbyen ud i skoven hvor de bliver et par år. Her lærer de, hvordan man er en masai-kriger, hvordan man jager, hopper, synger, laver ild, om urtemedicin, og ifølge Sammy slutter de deres ophold med at dræbe en løve. En anden ung mand, den 24-årige Augustus, fremhæver, at det ikke er noget, de gør bare for sjov. At det er en tradition. Sammy påstår, at han rent faktisk selv har dræbt en løve, og at nogle gange er det løben der vinder. Løven kan dræbe dig, eller du kan dræbe den. Efter de har dræbt en løve, kan de vende tilbage til landsbyen og blive fejret. OMSKÆRING Både Sammy og Augustus nævnte omskæring. Dette er noget, der sker for både piger og drenge for at indvie dem i voksenlivet. Dette ritual udføres typisk af de ældste, som bruger en slebet kniv og nødtørftige bandager lavet af kvægskind. I den mandlige ceremoni forventes drengen at gå igennem operationen i absolut stilhed. Selv ansigtsudtryk der afslører, at han mærker smerte vil "bringe vanære over ham". Desuden kan den mindste uventede bevægelse få den gamle masai med den skarpe kniv til at begå en fejl i den delikate proces. Dette kan resultere i alvorlig livslang ar, dysfunktion og naturligvis stor smerte. Så med andre ord: Lad være med at lave en lyd, bevæg dig ikke, og skær ikke engang ansigt, når en gammel fyr fra din stamme hugger spidsen af din diller af uden nogen form for bedøvelse. Av! Hvis det ikke beviser, at du er en mand, så ved jeg ikke hvad der gør. Men for masaierne er omskæring en vigtig del af den offentlige fejring af manddommen. DE MISTEDE 400 KØER Sangen og dansen foregik lige uden for det hegn, de har opført for at beskytte deres kvæg om natten mod vilde dyr. Mens vi går indenfor i landsbyen, fortæller Sammy mig noget, der knuste mit hjerte. I landsbyen havde de indtil fornylig 500 køer, men på grund af tørken har de mistet 400 køer. Lad mig lige sætte lidt flere ord på, så du er med på, hvor tragisk dette er. Masai-folket tror, ​​at kvæg er gudernes gave til dem. De er semi-nomadiske og bevæger sig med deres dyr hen over Kenyas sletter og det nordlige Tanzania og slår sig ned, hvor de finder de bedste græsningssteder. Deres kvæg er landsbyens rigdom, valutaenheder, de giver dem mælk til at leve og ved særlige lejligheder, kød og blod. Hele deres livsstil koncentrerer sig om deres kvæg, som udgør den primære fødekilde. Blandt masaierne kan man desuden måle en mands rigdom ud fra hvor mange børn og kvæg, han har. Så jo flere, jo bedre. Under tørken var der ikke nok græs til køerne og dermed ingen mad til masaierne, da de ikke dyrker afgrøder de kan spise. Mens vi fortsatte ind i landsbyen, pegede Sammy på en mark ved siden af, hvor jeg kunne se, at der lå en død ko. Det var et trist syn. Masaierne lader kvæget græsse i parken om natten, hvilket kan være en risikabel affære. Under vores aften game drives kunne vi se dem drive deres flokke af køer til nationalparken. Krigerne ville føre køerne til grønnere græsgange. Men som du måske husker, så fik vi en del regn den første dag vi var her, hvilket kan være et godt tegn på, at der snart kan komme lidt græs igen. LAVER ILD Masaierne lærer mig herefter, hvordan man laver ild på den gode gamle traditionelle måde. De har et stykke fladt træ (som han kaldte sandpapirtræ) og en træpind. De placerer træet på en machete på jorden og begynder at snurre pinden med deres hænder og spidsen af ​​pinden i et af hullerne. Tre fyre sidder på knæ og skiftes til at dreje stokken. Overraskende hurtigt begynder vi at se røg fra friktionspunktet mellem det hårde og det bløde stykke træ. Sammy står klar med en håndfuld tørret græs og komøg – og på et tidspunkt vipper de en glød over først på machetens metaldel og derefter ned i det tørrede græs og kolort. Sammy blæser ind i det, og røgen breder sig. Da vi ser ild, lægger han det på jorden og siger, "så ka’ vi grille". De laver kun ild ca. hvert andet år og holder det brændende rundt omkring i landsbyen. De "låner" også ild fra et hus til et andet, hvis den går ud. Og så spørger de (naturligvis) også mig, om jeg har lyst til at prøve... Lavede jeg ild? Naturligvis. Jeg havde en lighter i lommen. DET LILLE HUS PÅ SAVANNEN Jeg bliver inviteret ind i Sammys families lille hytte lavet af træ og kolort. Masaierne er mennesker, der bliver nødt til at bruge let tilgængelige materialer og traditionel teknologi til at bygge deres usædvanlige og interessante huse (Manyatta), som er bygget af kvinderne og tager to måneder. Vi går ind i det lille hus og tager plads i det største af de to lokaler. Det er kun omkring 3 x 4 meter, og fungerer som både soveværelse, stue og pejs for hele familien. Midt i rummet er der et bålsted, som fungerer som deres køkkenet, hvor de laver mad. LEVER DE LANGE LIV? Mens jeg sidder på jordgulvet i denne lille hytte og lugter røgen fra pejsen foran mig, virker det meget primitivt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de klarer fødsler, hvor de er så langt væk fra hospitaler og læger. Det er som om Sammy kan læse mine tanker og fortæller mig, at de har en medicinmand og en jordemoder i landsbyen. Sammy fortæller mig også om naturmedicinen og siger endda, at der er meget få dødsfald i forbindelse med fødsler. Og så fortæller han mig at hans bedstefar blev 122 år gammel, og hans bedstemor 118 år. Ifølge Sammy er det almindeligt at masaierne lever mere end hundrede år. Jeg var overrasket, men han blev endnu mere overrasket, da jeg fortalte ham, at levealderen i Danmark er 83 for kvinder og 80 for mænd. Efter mit besøg forskede jeg lidt i mere i det med gennemsnits-levealderen for masai-folket. Var det virkeligt rigtigt, at de lever lige så længe, ​​som Sammys bedsteforældre gjorde? Og nej. Ifølge et par forskellige hjemmesider, jeg har kigget på, er den gennemsnitlige forventede levetid for masai-folket faktisk den laveste i hele verden. Den gennemsnitlige mand lever til en alder af 42, og kvinderne til en alder af kun 44. Sammy havde altså ikke ret, da han sagde, at de fleste mennesker lever op til 100 år. Eller måske var hans familie bare heldig med, at hans bedsteforældre blev meget gamle. SKÅL I DEN LOKALE BRYG De tilbyder mig at prøve deres lokale bryg, som indeholder noget af deres urtemedicin og honning. Jeg tager en slurk. Det smagte overraskende godt, og så siger Sammy og hans bror (der sidder ved siden af ​​mig), at jeg skal tømme koppen. En lille del af mig tænker: "Hvad er det her?" og "hvordan er den lavet?" Men jeg vil gerne være høflig, og hvad er det værste, der kan ske? Så, lige ned i løgneren, Palle! Jeg sluger hver en dråbe, og de virker både overraskede og imponerede. De har også et lille gæsteværelse i hytten og Sammy lovede at jeg kunne bo, hvis jeg manglede et sted at overnatte. Jeg må hellere komme tilbage inden de flytter videre, så jeg kan finde dem. KONTRASTFYLDT Mens vi går rundt i landsbyen, er det som at rejse tilbage i tiden. De er et folk, der holder fast i de gamle traditioner og nægter at tilpasse sig den vestlige modernisering. Men samtidig går mange af dem rundt med smartphones. Det er en sjov kontrast at se. De laver ild på den gammeldags måde med pinde, sidder på jorden omkring et ildsted inde i en lille hytte lavet af træ og komøg, og så har de samtidig smartphones, hvor de tager selfies og er på sociale medier. Den unge mand ringede til Augustus, beder om mit WhatsApp-nummer. RADIOVAGABOND SPROGSKOLE: MAA Det er tid til at lære at tale et par ord på deres lokale Masai-sprog, Maa. * Hej (supa) * Tak (ashe-oleng) * Farvel (olesere) * Hvor højt kan du hoppe? (E ging mabaa) * Er du på WhatsApp? (Iitiyi WhatsApp?) Du kan høre udtalen på podcasten – sendt til mig via WhatsApp fra Augustus i landsbyen. VENLIGE KRIGERE Masai-stammen beskrives ofte som en af ​​verdens største (og sidste) krigerkulturer, men Sammy fortæller mig, at de ikke har nogen former for konflikter med de andre Masai-landsbyer. Faktisk hjælper de hinanden rigtig meget. Jeg betalte et lille gebyr for at besøge dem, og til sidst spørger Sammy mig, om jeg har lyst til at give en lille donation til landsbyen. De eneste penge, jeg havde tilbage i min pung, bar beregnet til at være drikkepenge til Dennis, vores chauffør. Men efter at have tilbragt tid med de vidunderlige mennesker og hørt om de vanskeligheder, de er i lige nu efter at have miste 400 køer, giver jeg Sammy alt, hvad jeg havde. Og da vi er på vej tilbage til Nairobi senere på dagen, beder jeg Dennis, om at stoppe ved en hæveautomat, så jeg kan få kontanter til hans drikkepenge. SIG JA TIL ET MASAI BESØG Hvis du nogensinde tager til Masai Mara og bliver spurgt, om du har lyst til at besøge en Masai-landsby, så sig ja…! Det var interessant, og de er sådan et venligt, åbent, varmt folkefærd. Mens mange afrikanske stammer har mistet deres traditioner over tid, har Masai-stammen holdt fast i deres stærke traditioner, unikke kultur og traditionelle røde stammedragt. På den måde er Masai-stammen virkelig en inspiration. De står fast i deres traditionelle livsstil – men alligevel går de ikke i vejen for at have en smartphone i lommen. OG DET VAR ALT, FOLKENS Det er næsten slutningen på denne firedelte miniserie om, hvad man kan se i Kenya og især Masai Mara. Igen, tak til Scenery Adventures for at gøre turen mulig og til alle de mennesker, jeg mødte her. Jeg hedder Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses. EMAIL FRA EN LYTTER Jeg har modtaget en e-mail fra en lytter... David fra Storbritannien. Hej Palle, Jeg har rejst med arbejde og ferie til måske 40 lande på 40 år, men med familiesygdomme, BREXIT, et karriereskifte og så Covid, blev vi (som så mange andre) temmelig fastlåst i løbet af de sidste par år. Jeg er gift med en dansker, og vi flytter til Danmark senere på året. Som en del af vores planer om at ruske lidt op i vores liv, vil vi også snart tilbage på landevejen. Ja, jeg nyder din serie som sofa-rejsende, og den sætter gang i tanker og ideer om, hvad vi skal opleve, og giver mig motivation til at vi skal bruge vores 4000 uger på denne planet fornuftigt. Som et eksempel på, hvordan du har påvirket os, vil vores ugelange rejse til Kroatien i påsken nu også indeholde en afstikker til Montenegro... for hvorfor ikke! Podcasten har en perfekt længde, og produktionen er førsteklasses. Jeg finder også din ærlighed forfriskende. Fortsæt det gode arbejde! Bedste ønsker David Mit svar: Tak David. Dejligt at vide, at jeg har inspireret dig til at tage en afstikker til Montenegro. Jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet. Montenegro-episoden [https://www.radiovagabond.dk/217-brad-pitt-og-jeg-elsker-montenegro/] var nummer 217, og hvis du endnu ikke har hørt den, bør du lytte til den – efter ​​denne. Måske vil du også blive inspireret, ligesom David og hans danske kone.

Listen to unlimited podcasts and audio books

Podcasts & Audiobooks – all in one app

Try for free – cancel anytime

Constantly growing selection of content


Get 30 days free, then DKK 59/month. Cancel anytime

Use PayPal or Credit Card.

Latest episodes

Show all