245 LOCKHART, TX: Housesitting med farlige slanger og larmende haner

Cock-a-doodle-doo fra Lockhart, Texas Efter min fantastiske tid i Houston [https://www.radiovagabond.dk/category/nordamerika/usa/texas/houston/], hvor jeg blev vist rundt af min gode ven, Doug Harris, tog jeg til min næste destination i Texas. Min GPS viste vej til en lille by langt ude på landet syd for Austin, hvor jeg skulle bo alene de næste ti dage. Ja, ikke helt alene, for der er mange farlige koral slanger, og hvis de bider mig, kan jeg dø. Og de nærmeste naboer er begge døve, så de vil ikke kunne høre mit råb efter hjælp, hvis en sulten slange skulle få lyst til at smage min delikate danske hud. Noget af en velkomst, ikk'? SSSSSSLANGER I LOCKHART Mary og Charley har et charmerende hus på landet udenfor Lockhart. De skal på en lille ferie, og havde brug for nogen til at passe deres hus, katte og planter. Så de har bedt mig om at være deres 'trusted housesitter'. Mens de viser mig rundt og fortæller mig, hvad jeg skal gøre og hvor alting er, fortæller de mig også om de forskellige farer herude på landet i Texas. De har nogle dyr omkring, som er meget forskellig fra da jeg selv boede ude på landet i Danmark. Mary fortæller mig for eksempel, hvad der kan ske, når jeg træder udenfor. "Når du går udenfor, så hold øjnene åbne. Vi har måtte slå et par koral slanger. Vi har tit måtte slå et par stykker ihjel. De er meget giftige, men de har en lille mund, så du skal være meget uheldig, men pas alligevel på. Og så er de i øvrigt sorte, røde og gule… og meget smukke". Smukke er da én måde at beskrive dem. Jeg hørte en fyr på YouTube [https://youtu.be/eTRmjkFwKBE] beskrive dem som "... den mest giftige slange i USA, og de har et meget potent gift, som er mere farlig end nogen af klapperslangerne i Texas, og at man kan dø ved lammelse af din membran: dybest set kvæles du ihjel". Skønt at vide… Ifølge Mary og Charley er det ikke noget at bekymre sig om. Søde ældre Mary siger henkastet "vi slår dem bare ihjel", og da jeg spørger hvad jeg skal gøre, hvis jeg ser én, siger Charley: "du ka' bare la' den være, eller slå den ihjel, hvis du skulle få lyst til det… det er det den lille skovl er til". Mens de taler, tænker jeg bare "jeg har aldrig slået så meget som en snog ihjel og jeg har absolut ingen planer om at blive koral-slange-morder på dette tidspunkt af mit liv". Men de er jo ganske små, og jeg tænker samtidig, at jeg da er glad for at der ikke er større slanger heromkring. Men så siger Charley: "Vi har også klapperslanger og prærieulve". Fedt… Klapperslanger! Mary mærker min nervøsitet og siger, at det er længe siden, at de har set nogen. Men det hører Charlie, og minder hende om, at det da kun er et par måneder siden, at han sidst havde slået en ihjel. I sandhed et interessant sted med nogle interessante dyr. Så træder vi indenfor i deres hus, hvor de eneste dyr er søde katte og lidt edderkopper. Jeg lærer kattene at kende og de får at vide, at jeg er deres "mad-mor" de næste ti dage. Charlie tager mig også med på en gåtur udenfor, hvor han fortæller mig, hvilke planter, der skal vandes hvor meget og hvor tit. Jeg lytter efter og er opmærksom, men må samtidig indrømme, at jeg kiggede ned, så ikke jeg satte foden i nærheden af en koral slange eller noget andet farligt. LIDT SYD FOR UNDERLIGT Kan du huske det uofficielle slogan for Austin: "Keep Austin Weird"? Lockhar er omkring 30 miles syd for Austin, så de lokale siger, at de bor "omkring 30 miles syd for weird". Faktisk har Charley dette stående på en t-shirt. Og "weird" er stavet forkert. Underligt. LOCKHAR ER BARBECUE HOVEDSTAD I TEXAS Inden jeg blev vist rundt i deres hus, havde Mary og Charley taget mig med på en fantastisk BBQ-restaurant. Og det er en stor ting her, da Lockhart er Barbecue Hovedstaden i Texas [https://lockhartmagazine.com/2020/11/28/lockharts-big-three-part-1/]. Og det er ganske officielt, og noget de blev udråbt til af den lokale regering i Texas i 1999. Og det er almindeligt kendt i staten. Hver gang jeg har nævnt for andre texanere, at jeg skulle til Lockhart, er deres øjne lyst op og de har sagt, at jeg skulle glæde mig til deres barbecue. Lockhart har fire berømte barbecue restauranter [https://austin.eater.com/2016/6/16/11954976/lockhart-texas-barbecue-where-to-eat]: Kreuz Market, Black's Barbecue, Chisholm Trail BBQ, and så den, Mary og Charley tog mig med på, Smitty's Market. Lokale anbefaler, at man tager på tur til dem alle fire – men på tom mave medbringende gode venner og masser af servietter. For man bruger ikke gaffel her. Du kan få en kniv til at skære i kødet og en ske til at spise tilbehør med. Men ingen gaffel. Det er forventet, at du spiser med dine fingre og bruger brødet til at samle ting med. Da vi trådte indenfor, lugter man straks røgen fra det åbne ildsted, og samtidig var det som at træde tilbage i tiden. Smitty's Market ligger faktisk, hvor en af deres konkurrenter, Kreuz Market lå inden de flyttede til deres nuværende placering. Faktisk var det en søster til ejeren af Kreuz, der startede Smitty's efter et skænderi i familien. Men det er ret specielt, at der er så mange fantastiske BBQ-restauranter i denne lille by. Det giver Mary mig ret i: "Det er en meget lille by, med bare 14.000 indbyggere. Det er også en meget latinamerikansk by, hvor mange har boet her i mange generationer. Vi har også en meget speciel retsbygning, der er blevet brugt i mange film og serier, fordi ligner noget fra gamle dage". FAKTA OM LOCKHART * Lockhart [https://en.wikipedia.org/wiki/Lockhart,_Texas] er opkaldt efter Byrd Lockhart, som var en landmåler og efter sigende den første europæer, der satte sine fødder i Caldwell County tilbage i 1800-tallet. * Lockhart var stedet for et stort slag, hvor texanerne kæmpede mod Comanche stammen ved Plum Creek i 1840. Faktisk hed byen Plum Creek i starten, men blev senere omdøbt. * The Caldwell County Courthouse er utrolig smukt, og du vil måske kunne genkende det fra mange film og tv-serier – som f.eks. Waiting for Guffman, What's Eating Gilbert Grape, The Faculty, Transformers og HBO-serien The Leftovers. * Og en sidste ting: Byen har intet med Glitterik Smørhår at gøre. Du ved Gilderoy Lockhart fra Harry Potter. HOUSESITTING ALENE HJEMME I LOCKHART Jeg fik sendt Mary og Charley afsted på deres ferie, og jeg havde huset alene med kattene de næste ti dage. Jeg har passet huse og kæledyr før, men hvis ikke du har hørt de episoder [https://www.theradiovagabond.com/?s=housesitting], så lad mig lige minde dig om, hvad "Housesitting" er for en størrelse. Det er hvor husejere (som Mary og Charley) lader nogen bo gratis i deres hus, mens de er ude at rejse, mod at housesittere (som mig) ser efter deres hus og passer deres kæledyr, planter og andet, der skal holdes styr på. I dette tilfælde har vi fundet hinanden på den hjemmeside, der hedder TrustedHousesitters.com [http://trustedhousesitters.com/]. Der er ingen penge, der skifter hænder. De får nogen, der passer på deres hus og dyr, og jeg får et sted at bo. I det hele taget er det en god ting for alle parter. De har endda givet mig lov til at låne nøglerne til deres personbil og truck. For sådan én har man jo i Texas. I det hele taget er det godt at være mobil herude på landet, da det er 8 km fra den næsteste by Lockhart. LARMENDE HANER Den næste morgen – som I "tiiiiiiiidliiiigt" næste morgen vågende jeg til lyden af højlydte kyklikyyyyyyy. Naboen opdrætter haner til hanekamp. Denne ikke særlige dyrevenlige sport er forbudt i Texas, men det er åbenbart ikke forbudt at opdrætte dem, for herefter at eksportere dem til et sted, hvor det er tilladt at sende haner i kamp med det formål at hugge hinanden til døde. Ikke særligt charmerende, hvis du spørger mig. Og hvis du tror, at haner kun galer om morgenen, så tro om igen. Det foregår hele den lange dag og flere hundrede haner kan i den grad lave larm. Hane-farm-ejerne har tilsyneladende ikke noget problem med det. De er begge stokdøve. PAUL WEYLAND En af de næste morgener fodrede jeg kattene og kørte et par timer nordpå for at besøge en anden god gammel ven. Som det var tilfældet med Doug Harris i Houston, så kender jeg også denne texaner fra min tid i radiobranchen. Han hedder Paul Weyland og faktisk var vi alle tre sammen i Mumbai, Indien, hvor vi alle var foredragsholdere på en konference. Og som Doug er Paul også en fantastisk foredragsholder og en meget interessant og underholdende mand. Så jeg blev bare nødt til at besøge ham, når nu jeg var i nærheden. Da vi så hinanden sidst, boede han i Austin, men nu er han flyttet ud i naturen og ombygget sine bedsteforældres hus ved bredden af Lyndon B. Johnson søen i Sunrise Beach Village. "Da vi boede i Austin, var det i gåafstand til den store park, hvor Austin City Limits Music Festival finder sted. Vores hus var måske kun fire minutters køretir fra centrum, men vi blev trætte af trafikken og trængte til at komme lidt væk fra byen. Så vi solgte det, og flyttede her ud til vores sø-hus, som vi har arvet fra min bedstefar. Tidligere brugte vi det bare som sommerhus, men blev så enige om, at det ville være et perfekt sted at bo. Det er et mindre og meget roligt bysamfund. Det er ret tæt på Austin, men stadig lidt væk fra de mange mennesker. Vi renoverede lidt på huset, men blev så enige om, at det ville være bedre at jævne det med jorden og starte helt forfra. Vi fjernede endda fundamentet, så det er et helt nyt hus. Dog har vi taget enkelte elementer fra det gamle hus, så der stadig er noget nostalgisk ved det". Det er blevet så specielt og smukt, at det er blevet omtalt i et amerikansk "Bo Bedre", en populær hjemmeside for specielle design-huse ved navn Dwell [https://www.dwell.com/article/this-texas-lake-house-isnt-afraid-to-let-the-light-in-7d89a16e]. Billederne af Pauls hus er taget af en fotograf fra Austin, Chase Daniel [https://www.instagram.com/thevuvobandit/]. Besøg ham på Instagram [https://www.instagram.com/thevuvobandit/] og på ChaseDaniel.co [https://www.chasedaniel.co/]. Efter et glas vand og en rundvisning i det specielle hus med egen bådebro, tager Paul mig på en køretur i området. Vi kommer først igennem Sandy Mountains og oplever en utrolig udsigt over søen og området. Paul gætter på, at det vil tage det meste af en dag at køre hele vejen rundt om søen og måske 6 timer fra den ene ende til den anden. Det er en kunstig sø, som har en dæmning i hver ende, der genererer elektricitet. Han fortæller mig også, at hele dette område var engang Comanche land. Comanche stammen var ifølge Paul ret brutale. Måske ikke overraskende, når de kæmpede for at beholde deres land for sig selv, da det blev invaderet af folk fra Europa. Paul fortæller mig, at han boede i Europa i tre år, og her var der ofte folk, der sagde, at de var begyndt at opleve "det amerikanske problem med indvandring". Hver gang mindede han dem om, at amerikanerne jo selv er indvandrere. Det USA, vi kender i dag, er bygget op primært europæisk indvandring. Paul selv, er født og opvokset i USA, men han har rødder fra både Skotland, Tyskland, Alsace i Frankrig og sikkert også andre steder. Hans familie har endda også blod fra den oprindelige befolkning i Nordamerika. Jeg siger til ham, at jeg helt sikkert er 100% viking. Men siden min køretur med Paul, har eg faktisk fået taget en af de her "Heritage DNA-tests" og fundet ud af, at jeg kun er 98% skandinav. Jeg har rent faktisk også 2%, der enten er græsk eller syditaliensk. Hvordan i alverden det er havnet i mit blod, står hen i det uvisse. Men måske er det netop vikingerne, der på et togt i Middelhavet har taget mere med hjem til Danmark end guld og sølv. Og så er det blevet udvandet af midtjysk blod gennem tiderne. Det er ikke til at vide. Jeg fortsætter min køretur og snak med Paul Weyland i den næste episode. Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.