Bilsnobberne

Fortællingen om briten Tony Crook er samtidig en central del af historien om et af de mest eksklusive bilmærker i engelsk bilhistorie – Bristol Cars. Men først skal Tony selvfølgelig fødes, og han er så klog, at han vælger at lade det ske i en kulminefamilie i 1920. Heldigvis hos dem, der ejer kulminen, ikke dem, som render rundt nede under jorden og generelt nok ikke havde det helt så sjovt.  Som en således velsitueret ung mand må han naturligvis køre væddeløb. Og har vist også ret meget held med det, og køber sig en BMW 328. I Anden Verdenskrig bliver han pilot i Royal Air Force og flyver Bristol flyvemaskiner. I 1955 indstiller han væddeløbskarrieren efter et uheldigt møde med Stirling Moss og dennes Porsche – og helliger sig sin bilforretning, hvor han blandt mange andre ting er eneforhandler af Bristol. Senere igen bliver han endda eneejer af Bristol Cars. Herfra starter Tony sin heroiske og prisværdige kamp for at holde fast i de klassiske bildyder. Forbeholdt gentlemen, oftest af ædelbyrd, der værdsætter, og har råd itl en håndbygget bil på Chassiramme med håndbanket karrosseri (ja, efter Superleggera-metoden) og generel uvilje mod at følge med tiden. Hvilket naturligvis gør, at en Bristol – stort set uanset model – ikke kan være andet end det ultimative køretøj for en ægte bilsnob. Det mener i alle fald især den ene af denne udgaves værter, Stefan Kaas, der allerede nu ser frem til at nyde pensionisttilværelsen i en Bristol Blenheim. Det er selv om den objektivt set ligner den uheldige bror til en Ford Capri og Escort. Og panelgabene øjensynligt kan ses fra månen. Du får som vanligt forholdsvis mange kloge ting med i dette afsnit af Bilsnobbernes auditive bilencyklopædi – podcasten, der lærer dig at tale med, når snakken omkring middagsbordet falder på Tom Tjaarda, Jean Daninos og nu altså også de kompromisløse frembringelser fra Bristol Cars.

Walter Owen – kun kaldet W.O. – var den yngste af ni børn. Derfor protesterede hans velhavende forældre ikke, da han som 16-årig droppede ud af skolen og gik i lære som fyrbøder på et damplokomotiv. Han finder dog selv ud af, at der ikke er megen karriere i at skovle kul og læser følgelig lidt til ingeniør på King’s College i London (uden dog at få eksamen). Men som alle raske drenge, født med mønt på lommen, kører han motorløb og lærer sig et-og-andet om motorer. Det ender med stempler i aluminium, hastighedsrekorder, noget med lettere flymotorer og et ret betydeligt opfinderlegat, der straks, i 1919 efter Første Verdenskrig, omsættes i etableringen af en bilfabrik. Bentley frembringer herefter en række meget, meget hurtige lastvogne – det var i alle fald Ettore Bugattis karakteristik af designet – og vinder Le Mans adskillelige gange mellem 1924 og 1930. Og Bentley bliver så meget indbegrebet af en Gentleman’s car, at Ian Fleming udstyrer James Bond med en Battleship Grey Blower Bentley. Efter at have ædt sig gennem tre formuer, smider W.O & Co. håndklædet i ringen i 1931 (med dagens begreber efter en dekade med en passende høj burn-rate). Bentley opsluges af Rolls Royce og W.O kører sig ud på et sidespor ved at fortælle sin nye chef, Henry Royce, hvordan skabet skal stå. W.O. forlader endelig fabrikken i 1935 og har ikke officielt noget med mærket at gøre sidenhen. Dine værter er som altid den næsten alvidende Stefan Kaas, og hans let aldrende ven, forfatter og ingenør, Adam Estrup. Du kan få mange begavede ting med i dette afsnit af Bilsnobbernes auditive bilencyklopædi – podcasten, der lærer dig at tale med når snakken omkring middagsbordet falder på Tom Tjaarda og nu altså også den bittersøde fortælling om en utvivlsomt meget teknisk begavet mand.

Franskmanden Jean Daninos lavede biler, og vidste endda, rent faktisk en hel del om bilproduktion og et-og-andet om flyproduktion. Jean havde da også øvet sig, blandt andre hos Citroen efter han havde taget en ingeniøruddannelse på Les Arts i Paris (en af de franske Grande Ecole, så famiien har nok været nogen; her lukker man virkelig ikke hvem som helst ind). Han var vist nok også henne i England og læse.  Selv om han således var tynget af klog viden og dyb indsigt levede hans bilmærke – det underskønne Facel Vega – alligevel kun en enkelt dekade fra 1954 til 1964. Og den gode ingeniør Daninos måtte se sine automotive ambitioner om at genskabe den franske tradition for Grande Routieres (Et Adam ord for en GT vogn. Red.) gå til grunde i skyggen af massive statslån, en død forfatter, og kåde ambitioner om at bygge sin egen motor.  Men, og det er her et skønt men, for hvilke biler fik han ikke bygget i det tiår? Der florerede en del modelbetegnelser, men det rækker for de fleste at nævne Facel Vega HK500.  Det gør det næsten også for værterne, Adam Estrup og Stefan Kaas, der nok har HK500 lidt som en af deres hellige graler. Adam har kørt en, og Stefan har ligefrem set en på en trailer I Berlin sidste år. Du får mange kloge ting med i dette afsnit af Bilsnobbernes auditive bilencyklopædi – podcasten der lærer dig at tale med når snakken omkring middagsbordet falder på Tom Tjaarda og nu altså også de ultimative franske automotive fristelser fra Facel Vega.

Bilsnobberne om det bedste Bilinteriør - og hvorfor tofarvet læder altid er grimt Hvilken bil har verdens bedste interiør, og hvilken det ringeste? Er tofarvet læder nu virkelig altid grimt? Disse og andre nær-eksistentielle spørgsmål får du svar på i denne udgave af Bilsnobberne, hvor de fire Bilsnobber har sat hinanden i stævne (i Måløv!) Nils Hartmann, reklamemand med stor hang til det automotive, er vendt tilbage til podcasten. Og det er ret naturligt, for som passioneret bilbygger (bl.a. Cobra Daytona, MGB GT, 964 m.fl.) ved han et-og-andet og ret meget om interiør, læder, træ og den slags. Alligevel formår Nils, som den første i Bilsnobbernes historie, at blive diskvalificeret for sit bilvalg i en af kategorierne. Nicolai Richter-Friis, arkitekt, selvudnævnt Porsche-boy og ligeledes podcast-genganger, der kommer gennem næsten hele udsendelsen uden at nævne vennerne fra Zuffenhausen. Det holder dog ikke hele vejen, og Nicolai forsøger til sidst (forholdsvis desperat, red.) at argumentere for, at fire nuancer lilla læder i en 964 RS altså faktisk er ret pænt og ret modigt. Adam Estrup, der denne gang indtager rollen som Bilsnobbernes svar på Otto Leisner, viser sig (ikke overraskende når man påtænker hans alder, red.) at sidde urokkelig fast i 60’ernes instrumentorgier. Jo flere jo bedre, og helst så mange kontakter som muligt – og også helst kastet ind med en skovl. Som afbigt (afbigt betyder bøn om tilgivelse for de unge lyttere) vinder han dog kategorien for det værste interiør. Stefan Kaas, podcastens ungdommelige og ofte generøse vært, har til dagens udsendelse rent faktisk medtaget et pænt interiør med tofarvet læder. Måske derfor fuld af selvsikkerhed forsøger han, dog uden stort held, at overbevise de andre om, at en Bentley Continental R har det bedste interiør – i beige og wildberry (pænt ord for pædagoglilla, red.), hvilket måske er forklaringen på hans manglende succes. Lyt med og hør om du er enig. Hvis du ikke er, hører vi det meget gerne! Også om vi har glemt nogle, der er bedre eller grimmere. Tak fordi I lytter med, liker, skriver, og abonnerer.

Bilsnobberne om Bilpersonligheder – Erich Bitter. Historien om Erich Bitter, minder på nogle punkter om historien om Peter Monteverdi. Bare med færre flamingoer, færre penge og sløjere biler. Medmindre man selvfølgelig er kæmpe Opel-fan, og godt ved muffen. Hvilket man med en fordom kunne sige var en selvmodsigelse. Det er bittersød historie om en mand med et helt afsindigt drive. Måske fordi han skulle vise sine forældre, at han var mere end bare cykelsmed, racerkører og importør af de i særklasse ringe italienske sportsvogne fra Intermeccanica. Garantiforpligtelserne på Intermeccanica var i alle fald tæt på at blanke ham helt af. På vej til fattighuset tager Erich Bitter imidlertid det helt naturlige skridt at starte en bilproduktion. Målsætningen er at bygge eksotiske biler man kunne bruge til hverdag. Det kommer der først en Bitter CD ud af. Den er vældig pæn, og med teknik fra Opel Diplomat. Labert.. Faktisk bliver alle de biler Erich Bitter får frembragt gennem årene baseret på produkter fra GM-koncernen –  så der skal mere end almindelige talegaver til for at forlange de 3.000.000 kroner hans frembringelser koster (omregnet til nutidskroner). Men det bliver immervæk til små 1.000 biler gennem årene. Og det er jo også noget. Lyt med når Bilsnobberne, med Adam Estrup som vært og Stefan Kaas som medvært, udfolder historien om Erich Bitter og hvordan han ser ud til – hele sin karriere – at være en postgang for sent med det han laver. Du får i mange kloge ting med i dette afsnit af Bilsnobbernes auditive bilencyklopædi – podcasten der lærer dig at tale med når snakken omkring middagsbordet falder på Tom Tjaarda og nu altså også Erich Bitter.