Den uvidende lærer

I femte og sidste kapitel af udstillingen "Den uvidende lærer" præsenterer Louise Haugaard Jørgensen performancen "Soy Milk", som hun har udviklet i samarbejde fem oversættere, fem performere og en dramaturg. Værket udforsker, hvad der sker, når man lader en tekst oversætte fra dansk til norsk til svensk til tysk til engelsk og tilbage til dansk. Haugaard Jørgensen præsenterer og en serie af stenportrætter i akvarel. Hvordan dét hænger sammen kan du hører i sidste afsnit af podcasten "Den uvidende lærer". Performancen er skabt af Louise Haugaard Jørgensen i samarbejde med oversætterne Julie Stokkendal, Markus Lantto, Saskia Vogel, Richard Stoiber og Kenn Mouritzen, performere Minni Katina Mertens, Golshid Rokhzan, Alex Lehman og Constantin Gindele samt dramaturg Gritt Uldall-Jessen.

Den 26. oktober foretog Jakob Jakobsen en ophængning af farvede stykker A4-ark i galleri 1 på Kunsthal Aarhus. Denne lille intervention i det hvide udstillingsrums arkitektur udspringer af en intervention, som Jakob foretog på sin hospitalsstue under en psykiatrisk indlæggelse. Den begyndte med, at han hang et rødt A4-ark op på sin dør for at minde sig selv om at lave balanceøvelser. Papiret blev en rolig parkeringsplads for Jakobs blik. Med tiden hang han flere op, så hans blik havde flere punkter at hvile på. En dag fortalte en sygeplejerske, at der undertiden er patienter, som er så dårlige, at de ikke er i stand til at bede om hjælp: “De får et rødt stykke karton. Hvis de føler de har brug for hjælp, så skal de tage det røde kort i hånden og gå op ad gangen med det, så forstår personalet, at den pågældende beder om hjælp. Indimellem kan det virke uoverstigeligt bare at bede om et glas vand. Hun sagde nok for sjov, at hun ikke synes, at der stod noget i min journal om, at jeg brugte farvede kort til at kommunikere med.” Jakob Jakobsen: Ophør oprør – Dagbog fra en indlæggelse, side 76 Jakobs intervention blev en måde at kommunikere på. Det blev en måde at bryde med og indtage hospitalets arkitektur, og dermed gøre op med en indretning, som konstituerer den syge og døende krop. I kapitel IV af Den uvidende lærer har Jakob overført eksperimentet til kunstinstitutionen, hvis arkitektur på samme måde som hospitalets bærer en særlig ideologi med sig. Med sin intervention er det hensigten, at han vil ‘deinstitutionalisere’ rummet og skabe trygge omgivelser, så det kan fungere som ramme for en workshop med psykiatribrugere. Den 2. november har Jakob inviteret Center for Kunst og Mental Sundhed til en workshop i galleriet. De arbejder i krydsfeltet mellem psykiatri, kunst-, human- og neurovidenskab gennem samarbejder mellem forskere, kunstnere og psykiatribrugere. Til workshoppen udvikler og ændrer de i fællesskab Jakobs intervention. Workshoppen er en af mange kunstworkshops for psykiatribrugere, som Jakob har faciliteret sammen med psykiatrisk overlæge Birgit Bundesen. I samarbejde med Center for Kunst og Mental Sundhed udforsker Jakob blandt andet sprogets betydning for vores forståelse af psykisk sårbarhed. Gruppen vil blandt andet foretage skriveøvelser, hvor de forholder sig til to glas med insekter fra midten af 1800-tallet, som oprindeligt blev brugt som medicin mod alskens sygdomme. Glassene er udlånt til udstillingen af Medicinsk Museion, der tidligere har dannet ramme for en række af Jakobs workshops.

Det tredje kapitel i udstillingen er skabt af Olga Benedicte, som har udforsket de sanselige aspekter af nonverbal kommunikation – åndedræt, stemmeleje og alt det, som foregår i kroppen uden for og rundt om den formulerede tale. Hendes værk er et skulpturelt orkester af vibrationer genereret af menneskekroppe. Konkret består det af 12 sæbeskulpturer med indbyggede højtalere og synlige kabler. Kablerne danner et rodnet, der forbinder skulpturerne i installationen. Arrangementet af vibrationer veksler mellem flerstemmighed og monotoni og mellem en autentisk nerve af maskuline og feminine lydbølger. Olgas arbejde er altid et resultat af hendes interesse for kropslighed. Værket udspringer blandt andet af hendes research i nyere evolutionsforskning, der har vist, hvordan høre- og følesanserne er udviklet på samme tid og dermed er tæt forbundet. Værket hedder Det kymatiske orkester. Kymatik er det videnskabelige studie af forholdet mellem lyd, kropslighed og visualitet. Det drejer sig om lydbølgers påvirkning af fysisk materiale. Samtidig er kymatik et begreb, der beskriver terapiformer, som anvender lyd til at påvirke kroppens væsker. Kymatikken hænger sammen med Olgas interesse for ASMR (Autonomous Sensory Meridian Response), som er den kildende fornemmelse, der kan udløses af lydlig stimuli. I nyere tid er ASMR blevet et youtube-fænomen med videoer af hviskende stemmer og lyden fra berøring af forskellige overflader.

I andet kapitel overtages galleriet af et stort tekstil værk af Lisa Nyberg. Værket skal danne ramme for såkaldte kritikklasser arrangeret af byens kunstskoler. Kritikklasser er en form for undervisning, som er udbredt på akademier i hele verden, hvor de studerende lærer at tale om kunst uden at dømme, hvorvidt et værk er godt eller dårligt. Lisa Nyberg om udstillingen: "Slyngen er et undervisningslokale, der holdes oppe af sine deltagere. Det er et buet rum, en holdeplads, et opretholdt rum. En slynge til at holde og støtte, hvad der ellers kan gå i stykker. Det er en simpel støttestruktur af reb og stof, der holdes opspændt af en til otte personer. At komme ind i rummet er at tage risikoen for, at det hele falder ned. På ethvert tidspunkt kan vi lade det gå, frigøre spændingen, fjerne kurven. Vi bliver nødt til at være enige om, hvordan vi opretholder rummet for hinanden. Slyngen er primært beregnet til at blive brugt til kritikklasser – en undervisningsform, som er væsentlig i kunstuddannelser. Det er her, vi deler vores arbejde med hinanden og udsætter vores handling for dom. Det er her, vi lærer at tale om kunst og om hvordan vi analyserer den, kæmper for den, forstår den gennem andres øjne og ører. Det er et anspændt og sårbart rum. Det er også en arena, hvor mange af kampene for definitionen af, hvad kunst er og kan være, udspiller sig; for retten til kunstnerisk frihed, for komplekst og nuanceret arbejde, for arbejde, der indebærer modstand og opacitet, for eksperimentering og fiasko. I ånden fra Jacques Rancière bliver vi hinandens uvidende skolemestre. Vi vil “... undervise den lærde såvel som den uvidende: ved at verificere, at den underviste uafbrudt søger. Den, der søger, finder altid. Han finder ikke nødvendigvis det, han søger, og endnu mindre det, han skal finde. Men han finder altid et eller andet nyt at henføre sig til den genstand, han allerede kender. ” Med Slyngen fremsætter jeg et argument for udsættelse af dommen som en grundlæggende pædagogisk indsats. Processen med at forstå kunstnerisk arbejde stopper i det øjeblik, vi bedømmer. Det markerer begyndelsen på slutningen af samtalen. Så det er vigtigt, at vi forlænger denne periode og udvider dette rum så meget som muligt. At vi holder spændingen. De mange måder at gøre dette vil blive udforsket under udstillingen med en gruppe lokale kunstnere og kunststuderende."

I dette bonusafsnit kan du være med på en lytter til åbningen af udstillingen "Den uvidende lærer - En udstilling i fem kapitler", hvor kurator Mikkel Elming talte med kunstnerne Jette Gejl Kristensen, Olga Benedicte, Jakob Jakobsen og Louise Haugaard Jørgensen om deres arbejde i forbindelse med udstillingen.