Martinus Kosmologi

I samme grad som vi  lever usundt,  saboterer vi livet, dvs. cellernes og mikrovæsenernes liv. Vi må sørge for at få den nødvendige søvn og hvile, at få den sundeste mad og drikke, at undgå at spise kød og indtage giftige og usunde nydelsesmidler og at undgå livsødelæggende vrede, irritation, skuffelse, hovmodighed, misundelse, jalousi og lignende egoistiske tankearter.           Vor organisme er et univers for myriader af mikrovæsener, og når vi føler smerte, er disse små væsener i livsfare. Deres angst, smerte og lidelse meddeles gennem vort nervesystem til hjernen. Når vi ødelægger de normale livsbetingelser for vore mikrovæsener, bliver vi selv syge og invaliderede. For at afhjælpe dette problem må vi helbrede de syge områder ved en normal og sund levevis. Vi er således et beskyttende forsyn for vore mikrovæsener. I kraft af livsenhedsprincippet står ethvert levende væsen således under et forsyns beskyttelse. Mennesket skaber skæbne på tre store områder I kraft af en ny kosmisk verdensmoral vil den kommende verdenskultur blive en fredens og sundhedens kultur.           Det største bidrag til menneskenes udvikling hen imod den sundeste fysiske og sjælelige ernæring er oplevelsen af alle de forskellige organiske sygdomme. Til sidst vil alle mennesker gennem deres organiske lidelser og sygdomme blive ført mod renere ernæringskilder og renere tanker, mod den absolutte sundhed. (Den ideelle føde, kap. 8).           Det hørte ikke med til Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes opgave at oplyse om kærlighed til livet i mikrokosmos, men det hører med til Det Tredje Testamentes opgave. For at nå frem til opfyldelsen af næstekærlighedsloven og opnå den hermed forbundne sygdomsfri tilværelse, er det nødvendigt at tilegne sig kendskabet til livslovene og til selve livets struktur. På dette område giver Martinus’ værk en stor hjælp og inspiration ved skabelsen af den ny verdenskultur, hvor det vil blive en vigtig del af dagliglivet at udvise kærlighed til alt levende – også til det mikrokosmiske liv. Ole Therkelsen, www.oletherkelsen.dk

Menneskets seksuelle udvikling Martinus skriver om menneskets seksuelle udvikling i hele Livets Bog 5 på 350 sider. Vi ser at kvinder går ind på mandens områder og bliver mere maskulin. Mænd begynder at ligne kvinder mere og mere. Menneskets seksuelle udvikling består i, at forskellen mellem mænd og kvinder bliver mindre og mindre. Både mænd og kvinder er ved at blive dobbelpolede, at mennesker med to poler i sig, både en feminin og en maskulin pol. Martinus taler at menneskets seksuelle udvikling fører til skabelsen af et tredje køn - det dobbeltpolede køn.

Martinus: “Alle eksisterende levende væsener både i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos danner en sammenhængende, uadskillelig enhed. Det er denne enhed, vi kalder “verdensaltet”. Verdensaltet er således en levende, arbejdende organisme, igennem hvilken et evigt eksisterende guddommeligt “noget, som er”, åbenbarer, manifesterer eller tilkendegiver sin urokkelige eksistens, sin vilje, sin almagt, sin alvisdom og sin alkærlighed” (LB7 stk. 2637).

Er et idealsamfund en utopi? - Ideen om en ny og bedre verden har levet lige siden vor forfædre begyndte at drømme om paradis. I middelalderen opstod tanken om Slaraffenland, hvor mennesker kunne leve uden bekymringer. Kloge folk tegnede kort over det forunderlige land, der efter sigende skulle ligge ved floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak.           Den engelske jurist, statsmand og forfatter Thomas More (1478-1535) skrev en bog, der var en fiktiv rejseskildring til idealsamfundet Utopia. Han bragte for første gang den ide på banen, at en ny og bedre verden var noget, som vi selv måtte arbejde på at bygge op. Thomas Mores Utopia bygger på to forbilleder fra antikken, nemlig Platons Staten og Lukians En sandfærdig historie.           Oprettelsen af den kommunistiske Sovjetunion og fristaden Christiania kan også ses som forsøg på at skabe et idealsamfund.           Også ifølge Martinus må vi selv arbejde med at opbygge dette idealsamfund. Men det er ikke noget, man blot kan beslutte for at gøre, det er ikke et viljesspørgsmål, det er et udviklingsspørgsmål. Ting tager tid!           Det, der i dag hindrer menneskene i at oprette et idealsamfund, er således deres iboende dyriske eller egoistiske natur. På det nuværende udviklingstrin er det således endnu ikke muligt at lave et idealsamfund, for det jordiske menneske er som sagt et sfinksvæsen, halvt dyr og halvt menneske. På den ene side har vi dyriske og egoistiske tendenser, på den anden side har vi humane og altruistiske tendenser.           Mange mennesker siger, der har altid været krig, og der vil altid blive ved med at være krig. De mener, at det er en utopi at tro, at det engang vil lykkes menneskene at lave et idealsamfund.           Martinus derimod siger, at skabelsen af et sådant idealsamfund er uundgåeligt, for i kraft af udviklingens lovmæssigheder kan han påvise, at udviklingen usvigeligt sikkert fører frem til skabelsen af et rigtigt menneskerige på jorden. Det kan ikke mislykkes; skabelsen af et idealsamfund omfattende hele vor planet er et obligatorisk trin i den videre udvikling.

OT023. Kærligheden - Eventyrets slutfacit. MCK 06.07.2018 https://d3ctxlq1ktw2nl.cloudfront.net/staging/2025-3-20/398711457-44100-2-35bdf70d2c506.m4a 2. Udgave af "Martinus og den ny verdensmoral" er udgivet af forlaget Scientia Intuitiva. www.martinusshop.dk En videnskabeliggjort kristendom Martinus anså ikke blot sit værk for at være en åndsvidenskab, en kosmologi eller et evigt verdensbillede, men han mente også, at det var en videnskabeliggjort eller intellektualiseret kristendom. Poetisk sagt er kærligheden eventyrets slutfacit. December 2004 blev Det Tredje Testamente - Den intellektualiserede Kristendom udgivet på BORGEN 23 år efter Martinus bortgang.           Kristendommen har måske nok i sit begynderstadium været en religion, men den vil ifølge Martinus blive til en videnskab, ja til selve verdensvidenskaben, der vil samle hele verden. Den vil forene religion og videnskab, og den vil forene hjerte og hjerne samt Østens og Vestens tænkning. Når de evige analyser kommer ind i kristendommen vil man se, at kærligheden er eventyrets slutfacit. Det hele går op eller passer med kærligheden og uendeligheden, og da vil kristendommen blive til videnskab og ikke længere være en tro, mente Martinus. Kærligeheden er lyvseventyrets slutfacit.           Denne kærlighedens videnskab vil påvise, at alt i sit slutfacit bekræfter det bibelske ord, “alt er såre godt”. Martinus mener altså, at det er rigtigt, der hvor man i Bibelen efter skabelsen af hele verdensaltet lader Gud udtale: “Se, alt er såre godt”.           Martinus satte sit værk i relation til Bibelens to tidligere testamenter ved at give sin samlede åndsvidenskab titlen Det Tredje Testamente, idet han anså sit arbejde for at være en fortsættelse af kristusmissionen. Martinus angav, at hans værk Det Tredje Testamente var identisk med den intellektualiserede, udødelige kristendom, som skulle blive menneskehedens kommende livsfundament og danne grundlag for den ny verdensmoral. Talsmanden den hellige ånd Martinus var af den opfattelse, at denne ny åndsvidenskab var den Sandhedens Ånd eller Talsmanden den hellige Ånd, der skulle komme i forbindelse med Kristi forudsigelse af kristendommens kommende livsfornyelse:           “Men Talsmanden, den hellige Ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer.” (Joh. 14,26).           “Jeg har endnu meget mere at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer.” (Joh. 16,12-15).  Det eneste fornødne og den varige fred på jorden Hvad gik Martinus’ arbejde egentlig ud på? – Et af svarene kan man finde i forordet til den første bog, som Martinus udgav i 1932, nemlig i første bind af hovedværket Livets Bog (LB1–LB7).           Da de jordiske mennesker ikke har den samme erfaring og viden, står de på forskellige trin i deres udvikling fra mørket til lyset. Men på et vist trin i denne udvikling bliver det uomgængeligt at tilegne sig et absolut sandt kendskab til livets mening, til tilværelsens dybeste love og evige grundprincipper, for at kunne opnå den absolutte lykke eller den fuldkomne skæbne. For det jordiske menneske uden kosmisk bevidsthed vil tilegnelsen af et sådant kendskab faktisk være “det eneste fornødne”. (LB1 stk. 6).           Martinus havde selv med sin kosmiske bevidsthed oplevet disse livets evige love og principper, og med dette sit førstehåndskendskab til sandheden eller den evige visdom, følte han det som en pligt at gøre denne viden tilgængelig til gavn og glæde for almenheden. Hele Martinus’ værk er således et resultat af pligtfølelse. (LB1 stk. 7).