237 VERMONT, USA: Ben & Jerry is i grønne bjerge

Hello fra Vermont, USA Jeg fik pakket mine ting i min trofaste lejebil efter mine eventyr på en blåbærfarm i Maine [https://www.radiovagabond.dk/236-maine-usa-blabaer-blues-og-bajere/], og fik sagt farvel til min Couchsurfing vært, "Blåbær Ben". Og så trillede jeg vestpå. Det var en køretur på 390 km som gik tilbage gennem New Hampshire (en af de stater, jeg allerede havde besøgt), og lige på den anden side af statsgrænsen nåede jeg til mit nye hjem i den sidste af de seks stater i New England. Velkommen til Vermont. Da jeg forlod Blåbær Ben i skoven i Maine, sagde jeg, at jeg på jagt efter endnu en Ben. Da jeg sagde det, talte jeg om Ben fra Ben & Jerry. Spoiler: Jeg fandt ham ikke, men jeg mødte en anden vermonter, der rent faktisk har mødt Ben & Jerry. Han hedder sjovt nok også Ben, så vi kalder ham "Vermont Ben". VERMONT BEN Mens jeg redigerer denne episode, er jeg i Panamá, og helt tilfældigt møder jeg Vermont Ben i finialen i en pool turnering på det hostel, jeg bor på. Hvor tilfældigt er det lige at møde ham netop i denne uge. Det er som om universets "law of attraction" arbejder på overtid. Her sidder jeg og arbejder på en episode og ærgrer mig over, at jeg ikke havde fået optaget nok samtaler med de lokale fra Vermont – og så dukker Ben lige op. "Jeg er 19 år gammel, og har boet I Vermont hele mit liv. Det er virkelig et smukt sted med nogle fantastiske mennesker. Der er masser af ting at lave: Det er et sted, hvor der er mulighed for mange udendørsaktiviteter og der er masser af frisk luft. Jeg står på ski, kører mountain-bike, og laver en masse aktiviteter på den store sø. De fleste fra Vermont er glade for at lave ting i naturen, de er meget aktive og i det hele taget er det en stat, der er god at bo i – specielt for børnefamilier. Nok en af grundene til at så mange flytter hertil hvert år". Ben kalder sig selv for en "stolt vermonter", så jeg besluttede mig for at udfordre hans viden om sin hjemstat – og han bestod prøven. Her er et par af de facts om Vermont som Vermont Ben allerede vidste: FAKTA OM VERMONT Vermonts navn kommer fra de franske ord "vert" og "mont", som oversættes til "grønne bjerge". Staten har også kælenavnet: The Green Mountain State. * Vermont er den største producer af ahornsirup. De producerer næsten 2 millioner liter om året. * Med et befolkningstal på 7.787 er Montpelier den mindste hovedstad i en stat i USA. * Der er i det hele taget ikke mange mennesker i Vermont. Kun omkring 645.000. Den eneste amerikanske stat, der er mindre, er Wyoming. * Mange siger for sjov, at Vermont har flere køer end mennesker. Det er ikke helt rigtigt, men de har en ko for hver 3,8 mennesker, hvilket gør dem til den stat med flest køer pr. person. * Montpelier er den eneste hovedstad i USA uden en McDonald's. Og de har ingen reklameskilte langs med deres veje. Meget u-amerikansk, hvis du spørger mig. HIKING PÅ MOUNT WASHINGTON Min skønne Airbnb i Vermont er i gå-afstand til grænsen til New Hampshire, og hver gang jeg skulle handle, foregik det i en anden stat. Dagen efter, jeg ankom besluttede jeg mig for at se noget natur i New Hampshire. Iført mine bedste vandresko tog jeg på et hike på Mount Washington [https://www.mountwashington.org/]. Det er det højeste punkt i det nordøstlige USA og er næsten 2 km højt. Og det er det mest imponerende bjerg øst for Mississippi floden. Efter min forskrækkelse med mit forhøjede blodtryk, fik jeg besked på at få pulsen op. Jeg startede dagen med en lille løbetur og min vandretur i det bakkede terræn fik også blodet til at pumpe hurtigere. Der er et lille tog, der kan tage dig op på toppen af bjerget. Banen hedder Mount Washington Cog Railway [https://www.thecog.com/] og det er verdens første bane af sin type – og den eneste, der stadig kører i Nordamerika. Med en gennemsnits-stigning på 25% (nogle steder helt op til 38%) er det også den næst-stejleste i verden. Der er syv biodiesel lokomotiver, der skubber togvognene, men de har stadig et par 100-år-gamle ikoniske damplokomotiver. Banen er i hjertet af de majestætiske White Mountains og selve køreturen derop langs med Base Station Road er utrolig smuk. Hvert eneste lille sving er et nyt Instagram øjeblik. Et af de steder, man især bør stoppe ved er Upper Falls [https://mtwashingtonvalley.org/MembershipPDF/WATERFALL%20PAGE.pdf]. Her er der et imponerende vandfald ved en klippevæg og nederst et vandhul, der er et populært sted at tage en dukkert. Det er også værd at holde øjnene åbne efter dyreliv. Det er almindeligt at se både elge og bjørne fra Base Station Road. BURLINGTON, VERMONT Efter min skønne vandretur i bjergene tog jeg tilbage til min Airbnb og fik lavet lidt arbejde, inden jeg den næste morgen tog videre til mig sidste stop i Vermont – Burlington. Som jeg talte med Vermont Ben om tidligere, så er Burlington den mest befolkede by i staten med 42.000 indbyggere. Det er den mindst befolkede største by i en amerikansk stat. Hvis du er forvirret, så fortvivl ikke – det var jeg også. Lad mig prøve at forklare det på en anden måde: Hvis du har en liste over de største byer i hver af de 50 amerikanske stater ville Burlington være på listen. Men på den samme liste ville den samtidig være den mindste af disse. Hmmm… jeg ved ikke om det gav mere mening. Den ligger bare 72 km fra grænsen til Canada og bare 151 km fra Montreal. BEN & JERRYS ORIGINALE IS-FABRIK Omkring en halv times kørsel fra Burlington ligger Waterbury, hvor is-hippierne Ben & Jerry [https://www.benjerry.com/] byggede deres første fabrik tilbage i 1985. De har flere fabrikker rundt omkring i verden, men producerer stadig omkring 350.000 bøtter is her – hver dag. Mums. Jeg var på besøg og følte mig som et barn i en is-butik. Det er et firma med en anderledes marketing og en masse humor. Selv på den lille gåtur fra parkeringspladsen til fabrikken, er der noget at grine af: En kirkegård, de kalder Flavor Graveyard [https://youtu.be/qFY6tdbS9Mg]. Her hyldes de smagsvarianter, som viste sig ikke at sælge og som derfor er udgået af produktionen. #RIP Kirkegården er fyldt med gravsten til hver af de "faldne smagsvarianter" og hver af dem med et lille digt. Her er et par eksempler: RIP Sugarplum It swirled in our heads It danced in our dreams It proved not to be though The best of ice creams 1989-1990 And this: RIP Tennessee Mud The bottle is empty The cup and the glass The mud with Jack Daniels Was not meant to last 1988-1989 Herefter tog jeg på en rundtur på fabrikken og fik endda lov til at smage et par helt nye smagsvarianter. Endnu en lille sjov ting om Ben & Jerry. De donerer deres is-affald til lokale bønder i Vermont, som bruger det til at fodre svin med. Undtagen Mint Oreo – tilsyneladende ka' svinene ikke li' den. Jeg mødte ikke Ben & Jerry, men min nye ven, Vermont Ben har rent faktisk spillet golf med enten Ben eller Jerry… han kunne ikke helt huske hvem af is-guruerne, han havde mødt. "Jeg mødte en af dem på golfbanen, og de er begge et par seje og afslappede fyre. Jeg har talt med dem før i forbindelse med foredrag, de har holdt. De er meget sociale og politisk aktive. De er "meget Vermont": Super afslappede hippier, som er nemme at snakke med", siger Vermont Ben. AMERIKANERNES SØDE TAND Efter min rundtur var overstået gik jeg udenfor, hvor de var begyndt at regne. Og i den forbindelse kunne jeg konstatere noget, som undrer mig ved amerikanerne. Selvom det væltede ned, var der en lang kø med folk, der stod i kø i den silende regn for at få lov til at købe en is. Tilsyneladende har de ikke noget imod at stå i kø i 45 minutter for at få noget sødt. Det er noget, jeg har oplevet før i USA. For eksempel da jeg var i Boston, så jeg lange køer på gaden til en berømt kagebutik. Og her i Vermont står de gerne i kø for at få noget is – som ellers kan købes uden kø på en hvilken som helst tankstation i nærheden. En anden ting, der får mig til at klø mig selv i nakken er, hvorfor Ben & Jerry ikke åbner en større butik – eller flere. De har jo masser af plads på det store fabriksområde. Måske er det en del af oplevelsen, at man skal stå i kø i lang tid. Jeg blev nødt til at undersøge det nærmere, så jeg gik ud i regnen for at tale med et par af de våde mennesker i køen. "Øh, den er berømt", sagde én. "Det er et gratis brusebad", sagde en anden. "Vi har allerede stået her længe, og vi er næsten fremme", sagde en tredje, der var gennemblødt, da jeg stak mikrofonen op i hendes hoved. #OnlyInAmerica. Det var alt fra New England. Når du hører fra mig igen, er jeg på vej nordpå for at gen-besøge en lille del af Canada. Og det glæder jeg mig meget til. Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.