235 MAINE, USA: Blåbær & Syltede Snegle

Hej fra New Hampshire og Maine i USA Efter at have forladt Belinda Rathbone i Cambridge og stadig havde den spændende historie om Boston Raphael skandalen [https://www.radiovagabond.dk/234-cambridge-belinda-rathbone-boston-raphael/] i tankerne, kørte jeg videre mod Portsmouth i nabostaten, New Hampshire. Her skulle jeg Couchsurfe hos en kinesisk professor, men også forbi forskellige klinikker for at få undersøgt mit forhøjede blodtryk – og få noget medicin til at holde det nede. BLODTRYK OG DÆKTRYK Ved en grundig undersøgelse hos en venlig læge fik jeg forskellige anbefalinger om, hvordan jeg skulle ændre mit liv for at passe på mig selv. Sundere mad, mere motion og mindre vin. Jeg blev også sendt videre til en anden klinik, der tog blodprøver for at undersøge mig nærmere. Desuden blev jeg bedt om at få lavet en EKG om et par uger og komme til øjenlæge, da forhøjet blodtryk også kan skade synet. Og så fik jeg en recept til noget blodtrykssænkende medicin, som allerede den første dag, fik tallene på min blodtryksmåler til at falde. Det hele var meget grundigt og jeg følte mig i gode hænder. Durham, hvor jeg boede i New Hampshire, er en hyggelig by og det var smukt i Portsmouth ude ved havet. Selvom jeg brugte det meste af min tid i kløerne på det amerikanske sundhedsvæsen, nåede jeg at se en del. Men nu skulle jeg videre, og med både blodtryk og dæktryk perfekt trillede jeg nordpå. Jeg skulle langt ud på landet til det nordøstligste hjørne af USA. Jeg var på vej til Maine, hvor jeg skulle bo på en gård. ENESTE STAT MED ÉN STAVELSE Maine er en stat med masser af skov. Faktisk er 89,5% af staten dækket af frodige skove, hvilket placerer dem på førstepladsen på listen over amerikanske stater med mest skov. Nummer to er New Hampshire, som jeg kommer fra. Så to stater med masser af skov og begge med et indbyggertal på omkring 1,3 millioner. Men Maine er næsten fire gange større end New Hampshire. Min køretur fra Durham, New Hampshire ved min næste Couchsurfing vært, Ben og hans blåbær farm, Burke Hill Farm i Cherryfield, Maine er en køretur på 385 km. Jeg lavede derfor et stop undervejs ved det ikoniske fyrtårn, Portland Light Head [https://portlandheadlight.com/]. Det ligger i Portland – ikke at forveksle med Portland i Oregon, som måske er mere kendt, men faktisk opkaldt efter denne Portland. INTERESSANTE FAKTA OM MAINE * Det officielle dyr i Maine er en elg. Denne delstat har omkring 76,000 vilde elge, så er flere end nogen af de 48 stater her syd for Canada. * Det officielle insekt i Maine er en honningbi. TheMaine Beekeepers Association [http://mainebeekeepers.org/] blev startet i 1976 for at promovere dette insekts vigtighed. * Maine er den eneste delstat i USA, der kun deler grænse med én enkelt anden delstat. Resten af grænsen er til Canada mod nord. * Maine er den eneste stat i USA, som kun har én stavelse i sit navn. * Maine er den absolut største producent af blåbær. Faktisk bliver 99% af alle de blåbær, der bliver spist i dette land, dyrket her. Så meget passende, at jeg er på vej mod en blåbær-farm for at lære mere om dette. BENS BLÅBÆR-FARM En af grundene til at jeg valgte at bo så langt ude på landet, var, at det ligger tæt på den smukke Acadia National Park [https://www.nps.gov/acad/index.htm]. Den ligger smukt på en lille ø ved havet, og er blevet omtalt til mig som et "must see", når man er i Maine, så jeg har planlagt at bruge en hel dag i parken. Køreturen på til Bens gård var virkelig smuk. Mens jeg kom længere og længere ud i naturen kørte jeg forbi mange gårde og søer. Han havde advaret mig om, at det kunne være svært at finde og havde givet mig en lang beskrivelse af, hvad jeg skulle holde øje med for at finde vej. Normalt vil jeg blot kode en adresse ind i Google Maps og køre efter den. Men da der ikke er signal herude, ville det ikke være en mulighed. Hans rutebesked til mig sluttede sådan: "Du skal bare pege sextanten mod Nordstjernen og så tage den derfra. Det skal nok gå". Min indre alfa-han gjorde, at jeg mandede mig op og fandt de små skilte og kendetegn på skovvejen – og trillede ind i gårdspladsen. Ben bød mig indenfor i sit nybyggede træhus og hans veninde, Jezebel bød mig en kop kaffe. Da jeg nævnte, at jeg var fra Danmark kastede Ben sig ud i at imponere mig med, at han kunne tælle til ti på dansk. "En, do, dre, fir, fem, sex, sieben, ot, ni, di"… Jeg var imponeret – også selvom der var en smule tysk i talrækken. Bens gård hedder Burke Hill Farm [https://www.burkehillfarm.com/] og her dyrker de vilde organiske blåbær. Den ligger i Cherryfield, i hjertet at Maines blåbær-land. De dyrker førsteklasses blåbær på omkring 80 hektar land og høster med håndkraft. Indenfor i huset kunne man næsten dufte savsmuld og det friske træ. Ben har bygget det hele selv fra da han fældede det første træ til huset for 15 år siden – og er kun lige flyttet ind for tre uger siden. Så der er stadig et par småting, der mangler at blive lavet. Ben fortæller, at det er dejligt stille – indtil de begynder at arbejde nedenunder. Og kort derefter kunne jeg høre, hvad han talte om. Under boligen gik en håndfuld medarbejdere i gang med at sortere de friskplukkede bær. SORTERER BLÅBÆR Efter blåbær er blevet plukket og samlet bliver de bragt hertil, og lagt på et transportbånd. Først bliver blade og smågrene blæst væk, herefter bliver de små og bløde bær sorteret fra og til sidst bliver de halvdårlige sorteret fra, så det kun er de allerbedste tilbage. En simpel men imponerende proces at være vidne til. SPISER SYLTEDE HAV-SNEGLE Den næste morgen tog jeg afsted for at besøge Acadia National Park, en kort køretur fra Bens hus. Og på vejen stoppede jeg (efter Bens anbefaling) på et sted, der hedder "The Pickled Wrinkles" for at smage en lokal delikatesse: Syltede havsnegle. Mums. Pickled Wrinkles [https://thepickledwrinkle.com/] er et gammel delikatesse. Hummerfiskere får dem i deres fælder, som de trækker hen over havbunden og herefter bliver de syltet og serveret på dette ikoniske sted. Tjeneren fortæller mig lidt om syltningsprocessen, som består af en blanding af eddike og forskellige krydderier. Traditionen med at spise noget så underligt som havsnegle går tilbage til gammel tid, hvor fattige i området begyndte at spise dem – i mangel af andet. Og så fandt de på at sylte dem for at bevare proteiner i dem. Jeg fik serveret en tallerken med tre snegle (mere en rigeligt), som kostede 7 dollars – ca. 15 kr. pr. snegl (også rigeligt). De var ret seje og lidt den samme fornemmelse som at bide i en blæksprutte. Det var ikke så dårligt, men jeg har ikke travlt med at smage det igen. Restauranten er godt klar over, at det ikke er for alle, så på deres hjemmeside [https://thepickledwrinkle.com/] står der "prøv en, hvis du tør"… og det gjorde jeg. ACADIA NATIONAL PARK Med maven fyldt af syltede snegle hoppede jeg tilbage i bilen og fortsatte mod Acadia National Park [https://www.nps.gov/acad/index.htm], som er kendt som kronjuvelen på den atlantiske kyst. Med 3,5 millioner besøgende om året er en af de ti mest besøgte nationalparker i USA, og der er masser af planter og natur, dyr og en rig kulturarv. Jeg fik kørt en smule af vejene og kom ud og gå en lille brøkdel af de 250 km stier. Jeg endte ved havet, hvor jeg sad og filosoferede over mit helbred og udfordringerne ved at være digital nomade. Det var alt, vi havde plads til i denne episode, men jeg er tilbage med mere herfra i den næste episode. Mit navn er Palle Bo og jeg skal videre. Vi ses.