1001 Brændende Bøger

Myten om den ensomme kunstner, der som et geni ofrer alt for kunsten, lever stadig i litteraturen og i vores kollektive fantasi.  Men er det egentligt sandt, at kunstnere lever et anderledes og mere poetisk liv end os andre dødelige? Bliver deres kunst bedre af det? Og hvis ikke, hvorfor dyrker vi stadig myten om den lidende kunstner? Et godt eksempel på en nulevende forfatter, der på mange måder dyrker og inkarnerer myten, er den norske forfatter Tomas Espedal, især i den delvist selvbiografiske bog "Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv" — ja, man kan næsten høre det allerede i titlen. I dagens afsnit af Brændende Bøger undersøger vi sammen med forfatter Victor Boy Lindholm, hvordan kunstnermyten og idéen om at leve et vildt og poetisk liv udspiller sig, med alt dens potentiale, mulige løgnhistorier og kult omkring kunstneren.

Har du nogensinde hørt om Völuspá – Vølvens spådom? Hvis ikke, venter der i dette afsnit af Brændende Bøger et mindre kammer af guld. For sammen med forfatter Andrea Hejlskov, der har skrevet om sit eget liv som vølve (stav-bærer/seerske), men også gendigtet det gamle nordiske langdigt, bliver vi kastet helt ind i en anden verden, der alligevel på mange måder minder om vores egen. I Vølvens Spådom taler en vølve om verdens skabelse, sammenbrud og herefter genskabelse. Det er en svimlende tekst, som indeholder alt fra kosmologi, profeti og poetiske visioner og giver os alt i alt et enestående indblik i den førkristne nordiske forestillingsverden – i deres etik, selvforståelse og kultur, hvor guder, mennesker og natur er vævet tæt sammen. Det var ærligt talt en af de mest spændende samtaler, jeg har haft, for Andrea Hejlskov er helt ufatteligt skarp, sjov og generøs i sin fremlægning af en bog, der har haft en helt afgørende betydning for hende selv. Lyt, lyt, lyt!

IMENS LIGUSTERHÆKKEN SKAMTRIMMES   Alle kender ham. Ingen kender ham. Siden han begyndte at male i 1998 har SPYO’s maleruller prydet Københavns gavle, under tagene, langs togskinnerne — overalt i byen.   BYENS UKRONE PEDEL   Hans værker kan nemt læses som en kritik af den udvikling byen har taget de sidste mange år, med gentrificering, hipsterficering, bureaukratisering (SPYO - STADIG UDEN NEM-ID, lyder et andet!), og med beboere, der som lønslaver arbejder sig selv ihjel.   VOKSNE ER BØRN DER ER SINDSYGE   Det forunderlige er dog, at vi på trods af kendskabet til hans værker, ved meget lidt om hvem han er. SPYO stiller meget sjældent op til interviews, og synes generelt at operere bedst om natten, alene.   HOLD UD TIL DU DØR   Velkommen til et anderledes afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med FLIP (fotograf og idémand bag bogen SPYO's København) undersøger hvilket menneske, der gemmer sig bag SPYO-signaturen, hvorfor han kalder sig for byens ukronede pedel, og om man på nogen måde kan se hans værker som litteratur.

“Det gør hverken fra eller til hvad menneskene måtte mene om krig, sagde dommeren. Krig vil altid blive ved med at eksistere. Man kunne med lige så god ret spørge, hvad folk mener om sten.” I 1985 udkommer romanen Blodets Meridian, skrevet af den amerikanske forfatter Cormac McCarthy. Ultrakort fortalt er det en historie om vold og krig– en undersøgelse, måske, af voldens natur og af, hvorfor mennesket bliver ved med at gå i krig, uanset hvor oplyste og humanistiske vi måtte regne os selv for at være. I bogen følger vi drengen kaldet The Kid gennem storslåede ørkenlandskaber og nådesløse massakrer, idet han slutter sig til en bande indianerjægere, som igen er ledet af den gådefulde, mystiske og på mange måder sataniske Judge Holden. Forfatteren Cormac McCarthy blev for alvor kendt bredt, da hans roman No Country for Old Men blev filmatiseret af brødrene Coen og vandt fire Oscars – og senere igen med The Road. Man må imidlertid virkelig ikke snyde sig selv for at læse bøgerne, for McCarthy er også blevet set som en fornyer af det engelske sprog med sine lange, flydende sætninger og sin næsten bibelske prosa. Lyt derfor med, når vi i dagens afsnit sætter fokus på en forfatter, der hele sit forfatterskab reflekterede over menneskelig ondskab og moralens grænser – og som, midt i vores moderne tid, fandt tilbage til et ældgammelt, minimalistisk og bibelsk sprog. Og når vi sammen med Mikkel Vinther spørger hvorfor vold og krig altid bliver ved med at følge mennesket, med udgangspunkt i McChartys måske vildeste bog - nyklassikeren “Blood Meridian”.

Det er nu over 145 år siden, at Henrik Ibsens Et dukkehjem for første gang blev opført i 1879. Alligevel vækker stykket stadig stærke følelser. Det kan få os til at græde og tvinger os til at stille spørgsmål ved vores egne forhold, den dag i dag.  Måske fordi Ibsen rev væggen ned og udstillede en af de mest intime og skrøbelige strukturer i vores samfund: den borgerlige kernefamilie. Et brutalt og næsten uhyggeligt realistisk drama om ægteskab, kønsroller og forventninger – om forskellen på at blive elsket som menneske og holdt som en dukke. Om spændingsfeltet mellem tryghed og frihed. Eller måske skyldes dets farlige potentiale, at dramaet kulminerer i en slutning, der siden er blevet ikonisk: med en dør, der smækker – og en kvinde, der går. Lyt med, når jeg sammen med Elizabeth Blicher kigger ind i Ibsens mesterværk.