1001 Brændende Bøger

124: Fahrenheit 451

Forestil dig en verden, hvor brandmænd ikke slukker ildebrande, men starter dem. Hvor de rykker ud for at sætte ild til de få forbudte bøger, der stadig findes. En verden, hvor det at eje et digt eller en roman gør dig til kriminel. Hvor mennesker ikke skal dannes, men underholdes, så de aldrig behøver at tænke for længe over sig selv, deres følelser eller det samfund, de lever i. I 1953 udgav den amerikanske forfatter Ray Bradbury romanen Fahrenheit 451 – en bog, der siden er blevet stående som en af det tyvende århundredes mest berømte dystopier. Titlen henviser til den temperatur, hvor papir angiveligt selvantænder. Men romanen handler om langt mere end bøger.Den handler om massemedier og teknologi. Om frygten for det komplicerede, det tvetydige og det alt for menneskelige. Og om, hvad der sker med et samfund, når mennesker holder op med at læse, diskutere og stille spørgsmål. Lyt med, når vi – efter 123 afsnit af Brændende Bøger – omsider tager fat på den måske mest ikoniske roman om bogafbrændinger og undersøger dens advarsel mod glemsel, ensretning og konformitet, sammen med oversætter og forlægger, Anders Kousholt.

123: Strunges skrig!

Han var der, da jeg havde sex første gang. Han er der, når man taler om Yahya Hassan. Når man taler om firserne, punkerne og afslutningen på punktiden. Når man taler om unge kunstnere, der begik selvmord. Om lysende talenter, der måske så verden lidt for klart. Michael Strunge er med andre ord uomgængelig, når det kommer til dansk poesi. På mange måder skrev han imod sin samtid — imod borgerligheden, forbrugssamfundet, yuppierne, hippierne og diskerne. Og så er der selvfølgelig hans død. Den 9. marts 1986 falder han ud af et vindue og dør blot 27 år gammel. Lyt med, når vi sammen med digteren Tom Kampmann taler om en af Danmarks største lyrikere nogensinde med udgangspunkt i digtsamlingen "Skrigerne!" fra 1980.  *Denne episode omtaler selvmord. Hvis du har brug for støtte, kan du finde hjælp hos Livslinjen på 70201201* [https://www.livslinien.dk?utm_source=chatgpt.com]

122: Slutspil - et drama fra verdens ende?

Et tomt rum. Fire kroppe. En tid, der ikke går. Sådan ser verden ud i Endgame, der er navnet på et ikonisk skuespil skrevet af den irske Samuel Beckett, der første gang blev opført i 1957, med den franske titel Fin de partie. Det er et skuespil som foregår i et lukket rum efter en form for apokalyptisk katastrofe. I toppen af rummet findes to små vinduer, som vender ud mod en verden, der måske ikke længere er der. Midt i rummet sidder Hamm i sin stol – blind og ude af stand til at bevæge sig. Omkring ham går en anden karakter ved navn Clov rundt, ude af stand til at sidde ned. Og langs væggen står to skraldespande så, som Hamms forældre, Nagg og Nell, bor i. De virker til at være fanget i en verden uden hverken udvikling og fremtid, hvor alt synes at gentage sig for evigt.  Der er med andre ord tale om et meget mystisk og absurd teaterstykke, som allerede ved premieren vakte stykket både fascination og forvirring. For hvad er det egentlig, vi ser her? Et drama uden egentlig handling? En verden efter verdens ende? Hvad betyder det? Betyder det noget?  Lyt med, når vi sammen med Ellen Hebsgaard drager ind i Beckets klaustrofobiske univers.

121: Bruno Schulz og den overmodne barndomsverden

I Polen, 1933, udkommer en samling af fortællinger ved navn Kanelbutikkerne, som i dag regnes for et af det 20. århundredes mest særegne værker i europæisk litteratur. Forfatteren var den polsk-jødiske Bruno Schulz, som i dette værk fortæller om sine erindringer fra den lille provinsby, han kom fra, i det, der engang var Østrig-Ungarn. Det er en helt fantastisk bog, som utroligt smukt og billedmættet beskriver denne tid, geografi og verden og de mennesker, der bebor den. Men hvad der gør den særlig vild, er selve måden, den beskriver denne verden på. Hos Bruno Schulz er vi nemlig langt fra et strengt realistisk og objektivt sprog; her blomstrer, forvitrer og forandrer alting sig på barok vis, imens det konstant tager nye betydninger på sig. Vi ser nemlig verden gennem et barns øjne, og her åbner der sig evigt nye sidegader med hemmelige butikker, hvor mennesker viser sig at have skjulte hensigter og gøremål. En hensvunden verden, med andre ord, farvet af et barns fantasi, uvidenhed og nysgerrighed. Men samtidig hviler der en skygge over denne verden. Mindre end et årti efter bogens udgivelse forsvinder den for altid, og Bruno Schulz selv bliver myrdet under den nazistiske besættelse. Lyt med, når vi sammen med forfatter og kritiker Felix Thorsen Katzenelson taler om Schulz' overmodne mesterværk.

120: Sommerfugledalen

Sommerfugledalen, skrevet af den danske forfatter Inger Christensen, udkom i 1991, og regnes i dag som et af de mest betydningsfulde danske værker, ja, måske nogensinde. Og hvor nogle bøger skaber debat med deres indhold, har Sommerfugledalen snarere fascineret sine med sin specielle form, sit ekstremt brug af det danske sprog og med sin næsten matematiske præcision. Kort fortalt er det nemlig en sonetkrans – en samling digte, der hænger sammen i et cirkulært system, hvor bestemte linjer gentages og spejler hinanden. Men midt i denne stramme struktur folder en dybt sanselig og eksistentiel refleksion sig ud, hvor sommerfuglen tager forskellige betydninger på sig, som billeder på livets skønhed, skrøbelighed og på dets uundgåelige forgængelighed.  Mere end 30 år senere står Sommerfugledalen med andre ord tilbage som en moderne klassiker. Men hvad er det egentlig, der gør den så dragende? Er det dens formmæssige perfektion? Dens kredsen om døden? Eller er det netop spændingen mellem det strengt systematiske og det dybt menneskelige, der taler til os? Lyt med, når vi sammen med Agus Soewarta taler om Inger Christensens mesterværk.