Bagom hvordan endte vi her? Premiere d. 16.06

Interview med Søren Dürr & Nikolaj Stokholm


Hvordan endte I her (med at lave podcast)? 

Det kan I takke Corona for. Vi må håbe, at det bliver det bedste der kommer ud af den situation, og ikke det værste. Haha. 

Vi havde begge liv, der var blevet lukket ned af pandemien og Mette-Mor, og vi var ved at blive bims. Stokholm nok i mindre grad, da han har en kone og en baby. Eller også i højere grad, da han har en kone og en baby. Så vi tænkte, at det kunne være fedt endeligt at lave noget sammen, hvilket vi har drømt om i mange år. 

Og det endte så med, at vores første fællesprojekt blev en opgørelse over vores liv, venskab og underholdningsbranchen de sidste 13 år. Alt det samlet i podcasten "Hvordan Endte Vi Her?"

Hvad bliver man klogere på, hvis man lytter til "Hvordan endte vi her?" 

Forhåbenligt livet. Det er altid sundt at lære hvordan andre mennesker har det. Ej. Helt faktuelt bliver man klogere på comedy branchen og showbizz, men grunden til at man skal høre med, er for at komme ind bag facaden på to vidt forskellige personer, der prøver at løse livet, kærligheden, venskabet, karrieren og verdenssituationen, mens de tilfældigvis også er professionelt sjove og har en masse idiotiske snakke og ikke mindst anekdoter.

Hvad skal man lytte til efter jeres podcast? 

Dürr: Jeg er ret glad for "Dårligdommerne", da vi ofte selv er med, og så er jeg desværre også typen, der får meget energi af at hade på ting, uanset om de fortjener det eller ej. Udover det, så er jeg lidt en hund efter krig, så jeg glæder mig til at høre "Den Kolde Krig". 

Stokholm: Jeg stemmer også for "Dårligdommerne" og "Rytteriet – Poul og Fritz i virkeligheden", griner jeg virkelig meget af.