Loading
illustration a kvindelig podcaster

Podimo går i luften d. 17. september

.. og derfor er det nu blevet tid til at fortælle lidt mere om, hvad der er i vente!

Vi har skabt platformen Podimo, fordi vi elsker podcasts. I alle formatets uendeligt mange variationer og genrer. Og så mener vi, at podcast-formatet udgør et vigtigt alternativ i et mediebillede, der samlet set bliver mere flimrende og overfladisk.

Podcasts er nemlig lig med fordybelse. Og hos Podimo vil vi gerne være med til at sprede endnu bedre podcast-indhold, fordi gode podcasts på tværs af mange genrer kan gøre os lidt klogere på os selv og den verden, vi lever i. Derfor vil du på Podimo finde en masse nye og eksisterende podcasts, der udfordrer, underholder og inspirerer – og som samler mange forskellige lyttere i både små og store fællesskaber.

Vi er snart i luften

Podimo lanceres d. 17. september og kommer til at findes i både en gratis og en premium version. I gratisversionen, “Free”, vil du kunne finde de podcasts, som også er tilgængelige på andre podcastplatforme og -tjenester, og lytte lige så meget og længe, du vil. Den betalte udgave, “Premium”, vil derudover indeholde en masse eksklusivt og originalt indhold, som du ikke finder andre steder. Der bliver indledningsvist tale om godt 100 forskellige programtitler, der udgives løbende hen over de næste 4-6 måneder. Prisen bliver annonceret lige om lidt – og du kan stadig nå at få tre måneders gratis prøvetid, hvis du skriver dig op på podimo.dk inden vi går i luften.

Vi styrker økosystemet

Medlemsindtægten fra Podimo Premium vil vi bruge til at styrke økosystemet for podcastere. Det koster nemlig tid og penge at lave kvalitetsindhold. Vælger du Podimo Premium, støtter du således direkte dine favorit-podcastere, fordi vi deler det enkelte medlems månedlige betaling direkte med de podcastere, du lytter til. Ved at dele indtægten med dem, der skaber indholdet, mener vi, at både podcastere og lyttere kan blive del af en model, der både er fair og transparent. Og som på den lange bane forhåbentlig vil sikre endnu mere indhold, som har både bredde, kvalitet og tyngde. Kigger man på andre medieindustrier, har abonnementsmodeller for både TV, musik og bøger øget det samlede marked og den samlede værdi til gavn for alle de kreative kræfter bag.

Vi har en lang liste klar - og den udvider vi løbende

Der er rigtigt mange eksisterende og nye podcastere, som udkommer eksklusivt med podcasts på Podimo. Listen med velkendte og nyere navne og programmer er lang og bliver udvidet dag for dag: Third Ear, Casper Christensen, De 6 Hatte, Thomas Arent, Jarl Cordua, Hella Joof, Kenn Hansen, Bubber, Ane Cortzen, Dårligdommerne, Liv Thomsen, Morten Kirkskov, Frank Arnesen, Geo, Jonatan Spang, Ane Høgsberg, Rikke Collin, Pernille W. Lauritsen, Katherine Diez, Mathias Helt, Signe Amtoft, Kristian Leth og Ralf Christensen … plus mange, mange flere.

En app skræddersyet til podcasts

Podimo er en app, der er skræddersyet til podcasts, hvilket kommer til at gøre det meget nemmere for dig at finde præcis det indhold, der er interessant og relevant for dig. For rigtig mange brugere kan det være svært at navigere i det store hav af podcasts, og derfor investerer vi både nu og i den nærmeste fremtid ikke kun store ressourcer på indholdet, men også massivt i at udvikle selve Podimo-appen.

Vi er et hold på godt 25 ildsjæle i Podimo, der op til lanceringen arbejder i (næsten) døgndrift for at give dig den bedste oplevelse, når vi launcher d. 17. september. Vi glæder os helt vildt. Og vi håber, at du har lyst til at blive en del af Podimo – enten som lytter eller som podcaster.

De bedste hilsner

Andreas Sachse, Sverre Dueholm. Eva Lægdsgaard, Nikolaj Koppel og Morten Strunge