FLORA's Fabuleringer
Send us Fan Mail [https://www.buzzsprout.com/1982346/fan_mail/new] Utryg tilknytning - den stille krise, vi ikke tør tale om Samtale med Pernille Juul Darling I denne udgave af FLORA's Fabuleringer dykker jeg ned i et af mine allerstørste yndlingsemner: Tilknytning - og især den utrygge tilknytning, og hvad den gør ved os, både som børn og som voksne. Min gæst er Pernille Juul Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og seniorforsker ved Center for Evidensbaseret Psykiatri. Pernille har skrevet ph.d. om tilknytning i familier med ADHD, er certificeret i Child Attachment Interview ved Anna Freud Centre for Children and Families, og har bl.a. skrevet bogen Det Neurodivergente Menneske og senest bogen Tryghed og Tilknytning - en bog jeg har brugt sommeren på at dykke ned i. Sammen taler vi om, hvorfor John Bowlbys tilknytningsteori fra 1940'erne og 50'erne stadig ikke er blevet en naturlig del af den måde, vi indretter vores samfund, institutioner og skoler på. Pernille peger på, at det kræver et ubehageligt opgør: Vi har bygget et samfund, der ikke rigtig passer til små børns grundlæggende behov for en stabil, tilgængelig omsorgsperson - særligt de første tre leveår. Vi kommer omkring de klassiske tilknytningsmønstre - det trygge, det undvigende, det ambivalente og det desorganiserede og taler om, hvordan utryghed i bund og grund er en overlevelsesstrategi: Et system, der er sat i verden for at holde os i live, ikke for at gøre os besværlige. Pernille deler sin bekymring for, hvor lidt tid børn og forældre reelt har sammen i dag, og hvordan presset fra vuggestuer, skemaer og "flyverdragten på klokken det og det" gør det svært at give børn det nærvær, de har brug for. Vi taler om forskellen på robusthed og resiliens - mellem at være en sten, der kan tåle slag, og noget der bøjer sig og fjedrer tilbage og om, hvorfor tryghed altid skal komme før krav og udfordring, hvis udviklingen skal være holdbar. Vi berører også den stigende diagnosticering af børn og unge, og Pernilles vigtige pointe om, at det ikke nødvendigvis handler om at være forkert, men om at have forskellige "hjerner" - nogle, der ser alle nuancerne og nogle, der hurtigt danner sig et overblik. Begge dele er værdifulde, men nogle miljøer passer bedre til den ene end den anden. Og vi slutter samtalen med det spørgsmål, jeg tror mange af os bærer på: Kan man ændre sit tilknytningsmønster som voksen? Det blev en spændende og meget inspirerende samtale, som jeg håber, du vil nyde. God fornøjelse! Kærligst, Flora Her kan du købe Pernille Juul Darlings bøger [https://www.saxo.com/dk/tryghed-og-tilknytning_bog_9788785229137] Her kan du følge Pernille Juul Darling på Linkedin [https://dk.linkedin.com/in/pernille-darling-85b30a1] Følg mig på Instagram >>> [https://www.instagram.com/floramelchiorsen] Se mere på livsbevidsthed.dk [https://www.livsbevidsthed.dk]
119 episoder
Kommentarer
0Vær den første til at kommentere
Tilmeld dig nu og bliv en del af FLORA's Fabuleringer-fællesskabet!