Hun skyder, hun scorer: Kvindernes plads på fodboldbanen

Hun skyder, hun scorer: Kvindernes plads på fodboldbanen

Da kvinderne på de britiske ammunitionsfabrikker begyndte at spille fodbold under Første Verdenskrig, blev de bannerførere for et nyt fænomen frem. Dick, Kerr Ladies FC fyldte stadioner, samlede penge ind til velgørenhed og viste, at kvinder ikke blot kunne spille fodbold: De kunne begejstre og samle massive folkemængder. Men succesen blev kortvarig. I 1921 indførte det engelske fodboldforbund et forbud mod kvindefodbold og stemplede sporten som “upassende”. Forbuddet sendte kvindefodbolden ud i skyggen i årtier og kom til at præge sportens udvikling langt ud over Storbritanniens grænser. I Danmark kæmpede BK Femina sig frem på trods af samme skepsis og manglende anerkendelse. Alligevel endte de som vindere af det uofficielle VM i 1971: En bedrift, der aldrig for alvor blev skrevet ind i den danske sportsfortælling. I dette afsnit undersøger vi, hvordan kvindefodbolden både blev formet og begrænset af historiske forbud, kulturelle normer og strukturel modstand. Josefine har fået besøg af Amalie Bremer, og sammen taler de om sportens udvikling, dens nuværende ståsted og hvordan vi fremadrettet kan kæmpe for piger og kvinders plads på fodboldbanerne. En særlig tak skal lyde til Kvinder i Fodbold! Kilder: https://www.dickkerrladies.com/

De demoraliserede kvinders ø

I 1923 blev de første kvinder sejlet fra fastlandet og ud på Sprogø. De blev anbragt her, fordi myndighederne vurderede, at de var utilpassede. Nogle kvinder havde psykiske såvel som fysiske funktionsnedsættelser eller handicap, nogle kom fra institutioner og andre have tendenser til "løsagtighed". Fælles for dem var dog, at de blev anset som en trussel mod samfundet. Deres gener var "dårlige", og derfor måtte de afsondres under statslig kontrol. På Sprogø skulle de opdrages, således at de kunne blive passable samfundsborgere. Historien om kvinderne er et mørkt kapitel og en skamplet i nyere dansk historie. Men den mørke fortid må ikke fortrænges. Kvindernes liv og eftermæle bør æres. Deres historier er vigtige, og vi kan stadig lære ganske meget af dem. Vi vil gerne være med til at fortælle den, og det gør Josefine i selskab med antropolog og PhD i historie, Stine Grønbæk Jensen. Hun forsker i og beskæftiger selv med den levede velfærdsstat og dansk forsorgshistorie. Stine hjælper os med at forstå, hvad Sprogø egentlig var for en størrelse, hvem kvinderne på øen var og hvorfor deres historier fortsat er vigtige at fortælle. Kilder: Dansk forsorgshistorisk museum Lex.dk