Velfærdsprofeten

I denne episode af Velfærdsprofeten undersøger Lotte Andersen og Stine Rahr Bruzelius, hvordan fagprofessionelle bedst kan møde mennesker i sorg. Sammen med Line Engel Clasen, ph.d. og psykolog ved Det Nationale Sorgcenter samt Ester Holte Kofod, ph.d. og adjunkt ved Københavns Professionshøjskole, dykker vi ned i sorgens mange facetter og ser på, hvordan vi kan støtte uden at overskride den sørgendes grænser.   Når vi som professionelle møder børn, unge eller voksne i sorg, kan det vække stærke følelser og usikkerhed. Vi vil gerne hjælpe – men hvordan? Der ligger ofte en forventning om, at vi skal kunne sige eller gøre noget, der lindrer. Det kan føre til urimelige krav til os selv, påpeger Ester Holte Kofod, der har forsket i projektet ’Sorgens kultur’ ved Aalborg Universitet.   Sorg er ikke en lineær proces. Den almene forståelse, beskrevet i tosporsmodellen af Stroebe og Shut, ser sorg som en bevægelse mellem to spor: sorgen over tabet og genopbygningen af livet. Nogle dage fylder sorgen alt, andre dage er der håb og måske endda smil. Men ønsket om at "fixe" sorgen kan stå i vejen for reel støtte. I iveren efter at vise omsorg, risikerer vi at ignorere den sørgendes behov – eller vi kan ende med at gøre ingenting af frygt for at gøre det værre.   Udsendelsen giver ikke færdige råd – men den åbner for refleksion: Hvordan kan vi som fagprofessionelle være til stede, uden at tage over? Hvordan kan vi støtte, uden at overskride?   Lyt med, og få nye perspektiver på, hvordan vi møder sorg – både som mennesker og som professionelle. Tekster om sorg og sorgprocesser: Clasen, Line Engel og Ditte Lottrup, Børns Sorg, Månedsskrift for Almen Praksis 2025 Kofod, E. H. (2023). Hvad indebærer ICD-11’s nye sorgdiagnose? Månedsskrift for Almen Praksis, 4(2023), p. 14-19.  Kofod, E. H. (2021). Sorg i historisk perspektiv: Hundrede års sorgteoretiske udviklingslinjer. I Petersen, A. & Brinkmann, S. (Red.), Menneskets sorg: Om et vilkår i forandring, p. 23-44.  Aarhus: Klim.  Kofod, E. H. & Brinkmann, S. (2021). Sorgens normativitet: At sørge i en lykkekultur. I Petersen, A. & Brinkmann, S. (Red.), Menneskets sorg: Om et vilkår i forandring, p. 93-114. Aarhus: Klim. Stroebe, M., & Schut, H. (2010). The Dual Process Model of Coping with Bereavement: A Decade on. OMEGA - Journal of Death and Dying, 61(4), 273-289. https://doi.org/10.2190/OM.61.4.b [https://doi.org/10.2190/OM.61.4.b] (Original work published 2010)

Fiktionens kraft i faglig praksis “Jeg tror virkelig på, at man bliver en bedre fagperson ved at bruge noget æstetisk i arbejdet. Litteraturen åbner et rum, hvor vi kan reflektere over vores praksis, uden at det bliver for tæt på.” -  Lektor, ph.d. Anne Suhr   På velfærdsuddannelserne er faglitteraturen traditionelt den primære kilde til viden og teori. Men i mødet med praksis – som ofte er kompleks, følelsesladet og mangfoldig – kan skønlitteraturen tilbyde noget helt særligt: adgang til det sanselige, det tavse og det følelsesmæssige, som ikke altid lader sig indfange af teori alene. I denne episode af Velfærdsprofeten undersøger vi, hvordan romaner, noveller og digte kan skabe nye rum for refleksion og erkendelse i undervisningen af velfærdsprofessionelle. Sammen med ph.d. Marie-Elisabeth Lei Pihl, postdoc Købehavns Universitet på Institut for Kommunikation og ph.d. Anne Suhr, lektor på Københavns Professionshøjskole, dykker vi ned i litteraturens potentiale som fagligt redskab.   Hvorfor læse? En pointe, der går igen i samtalen, er, at vi altid har os selv med i arbejdet. Omsorg er aldrig kun teknik eller teori; det er også følelser, værdier og menneskelighed. Skønlitteratur kan hjælpe os med at udforske grænsen mellem det private og det professionelle – og styrke bevidstheden om, hvordan vi kan være personlige uden at miste den faglige ramme. Marie Elisabeth peger på, at litteraturens evne til at skabe genkendelse og anerkendelse kan styrke den faglige refleksion. Hun beskriver litteraturen som et "menneskeligt mikroskop", der giver adgang til følelser, tanker og sociale gestusser, som ellers kan være svære at sætte ord på. Et digt eller en roman kan åbne samtaler, skabe debat og give stemme til erfaringer, der ellers er tavse. Når læseren ser sig selv i en karakter, åbnes der for nye perspektiver og forståelser – også af dem, der er anderledes end én selv. Det kan være med til at bygge bro mellem erfaringer og skabe grobund for empati og faglig udvikling.   Professionel omsorg kræver personlig refleksion Anne Suhr bruger skønlitteratur aktivt i sin undervisning, bl.a. romanen Varme hænder af Stine Askov. Hun oplever, at litteraturen kan skabe et "mulighedsrum", hvor studerende får adgang til egne og andres følelser. Det fælles tredje, som litteraturen udgør, gør det muligt at tale om svære dilemmaer og etiske konflikter i en professionel ramme. “Vi kan tale om svære dilemmaer og følelser gennem en romanfigur eller en fortælling,   i stedet for at det bliver vores egne børn, borgere eller klienter, der er i centrum.   Det giver en tryg distance, men åbner samtidig for genkendelse og anerkendelse.” Det fælles tredje, som litteraturen udgør, gør det muligt at tale om svære dilemmaer og etiske konflikter i en professionel ramme.   Litteratur som prøvehandling og professionel udvikling På den måde kan litteraturen fungere som en form for "prøvehandling", hvor man som fagperson kan afprøve dilemmaer, følelser og reaktioner i et sikkert rum. Det giver mulighed for at reflektere over egne grænser, roller og ansvar – og måske handle anderledes i praksis.   Anbefalinger til velfærdsprofessionelle Flere værker nævnes i podcasten som særligt relevante for velfærdsprofessionelle: Aabro, C., & Top-Nørgaard, J. (Red.). (2020). Mælkekassetårn: daginstitutionsnoveller. Akademisk Forlag   Andersen, L. K. (2021). Den inderste kerne: en roman om Inge Lehmann. Gutkind.   Askov, S. (2024). Varme hænder. Gyldendal    Gråbøl, F. (2021). Ungeenheden. Gads Forlag.   Hergel, O. (2023). Jeg husker dagen som lys. Politikens Forlag.   Jungersen, C. (2004). Undtagelsen. Gyldendal.   Kalanithi, Paul (2020): Før jeg forsvinder. Lindhardt og Ringhof   Röst, R. (2019). Grundvold. Gyldendal´   Schulman, Alex (2022): Brænd alle mine breve. Lindhardt og Ringhof   Tiller, C. F (2021). Indkredsningen. Gutkind   Top-Nørgaard, J., & Larsen, M. E. (Red.). (2022). En hummer kan ikke dø: noveller om social- og specialpædagogisk arbejde. Akademisk Forlag.    Yanagihara, Hanya (2016): Et lille liv. Politikens Forlag

Hvordan kan skolen understøtte deltagelsesmuligheder for alle børn – og hvad står i vejen? Hør Anne Vang Rasmussen fortælle om ekspertgruppen bag de nye anbefalinger til lovgivningen om inklusion og specialundervisning, dilemmaer og håb om ændret praksis   Hvordan skaber vi en skole, hvor alle børn kan deltage, trives og udvikle sig? Et spørgsmål som optager de fleste skoleledere, lærere, pædagoger, forældre, politikere og øvrige aktører. Svaret er ingenlunde enkelt.  Inklusionsreformen fra 2012 skulle nemlig sikre, at flere børn med særlige behov blev en del af almenklassen. Men udviklingen er gået den modsatte vej – og nu skal lovgivningen justeres.   I marts 2024 nedsatte Børne- og undervisningsministeren en ekspertgruppe, der fik til opgave at udarbejde konkrete anbefalinger til justeringer af de lovgivningsmæssige rammer for folkeskolens specialundervisning, så flere elever kan udvikle sig fagligt, socialt og trives i almenundervisningen.   I denne episode af Velfærdsprofeten gæster Anne Vang Rasmussen studiet. Udover at være rektor for Københavns Professionshøjskolen, er hun også formand for ekspertgruppen bag de nye anbefalinger til lovgivningen om inklusion og specialundervisning.    Anbefalingerne lægger op til et opgør med bureaukrati og individfokus – og i stedet et stærkere blik på læringsmiljøer, fællesskaber og tidlige indsatser. ”Hvis hele lovgivningen ligger op til et individsyn, så er det da ikke så underligt, at de fagprofessionelle anlægger et sådan”, fortæller Anne Vang.   Vi spørger ind til arbejdsgruppens vigtigste drøftelser, og hvilke anbefalinger Anne Vang ser som de mest afgørende. Hun fortæller om behovet for forstærket undervisning, om at ændre rammerne frem for barnet – og om, hvad det kræver, hvis vi skal lykkes med det som de anbefalede lovændringer ligger op til.   Lyt med og få indblik i arbejdet bag anbefalingerne – og i visionen om en skole, hvor flere børn får mulighed for at høre til.

I 2018 indførte Danmark et nyt system for børn ned til 10 år, mistænkt eller dømt for alvorlig kriminalitet, Ungdomskriminalitetsnævnet og Ungekriminalforsorgen. Men virker det? Og hvad betyder det for børnene, deres familier og de fagprofessionelle? Det undersøger Velfærdsprofetens værter Stine Rahr Bruzelius og Lotte Andersen i en ny podcast med Ann-Karina Eske Henriksen, docent på Københavns Professionshøjskole og medforfatter til en ny rapport fra VIVE. Rapporten bygger på interviews med 37 børn, deres familier og fagpersoner – og peger på behovet for grundlæggende ændringer. Ungdomskriminalitet som symptom ‍I udsendelsen fortæller Ann-Karina at sanktioner – og frygten for straf - kommer til at dominere i det nye system. Det vanskeliggør samarbejdet om bagvedliggende problematikker, hvor kriminalitet ofte er et udtryk for dybere problemer som svigt, traumer eller psykiske lidelser. Derfor advarer hun mod at reducere indsatsen til kontrol og straf. Tre anbefalinger fra Ann-Karina: 1. ‍Trygge rammer for deltagelse Nuværende nævnsbehandlinger foregår i retsbygninger med mange ukendte voksne, hvilket hæmmer børns deltagelse. Der bør skabes mere trygge og børnevenlige rammer, som imødekommer børnenes deltagelsesmuligheder jf. FN Børnekonvention og Barnets Lov. ‍ 2. ‍Fokus på støtte frem for kontrol I stedet for at fremhæve fejl og sanktioner, bør der fokuseres på skolegang, fællesskab og trivsel. Børn skal kunne fejle uden at blive straffet. ‍ 3. ‍Flere og bedre værktøjer Systemet er blevet skærpet i form, men ikke i indhold. Der er behov for nye metoder som konfliktråd og specialiserede behandlingstilbud, inspireret af udlandet. Tid til revision Ann-Karina opfordrer til en gennemgang af hele reformen. Hvis vi vil hjælpe de unge, skal vi møde dem med faglighed, respekt og reel støtte – ikke kun kontrol. ‍ 📄 Læs hele rapporten hos VIVE [https://www.vive.dk/da/nyheder-og-debat/2025/boern-og-unge-oplever-nyt-system-mod-ungdomskriminalitet-som-straf/] ‍

Hvorfor er der så få mænd i sygeplejen?  I denne udsendelse af Velfærdsprofeten dykker vi ned i historien, udfordringerne og vejen mod et mere mangfoldigt fag.    Mænd har historisk spillet en vigtig rolle i pleje af vores syge og sårede, men i dag udgør de kun 4,2 % af sygeplejerskerne i Danmark. Traditionelt har sygepleje da også været opfattet som et kvindeligt kald, hvilket har medført stereotype forestillinger og strukturelle barrierer, som har begrænset mænds adgang og deltagelse i sygeplejen.   I denne episode undersøger Velfærdsprofetens værter Stine Rahr Bruzelius og Lotte, hvad vi kan lære i mødet mellem mændenes historie i sygepleje og nutidens udfordringer med at rekruttere og fastholde mænd i faget:   Hvorfor er andelen af mandlige sygeplejersker stadig så lav, selvom adgangen formelt har været kønsneutral siden 1950'erne?   Til at besvare det spørgsmål har værterne besøg af Ben Farid Røjgaard Nielsen, sygeplejerske, lektor og forfatter til bogen ”Mænd i sygeplejen”. Bogen er en fortælling om mænds rolle i sygeplejefaget i Danmark, om deres motivation, karriereveje og udfordringer. I podcasten deler Ben anekdoter om fagets historie og personlige beretninger om de udfordringer, mænd har mødt.   Podcasten giver inspiration til faglige drøftelser om køn, professionsidentitet og mangfoldighed i sygeplejerskefaget