Langsomme samtaler
Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den italienske professor Paolo Gerbaudo om de nye, digitale partiformer på højre- og venstrefløjen, som har erstattet traditionelle partiapparater med karismatiske ledere og digitale fanklubber. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den italienske sociolog, aktivist og politiske filosof Paolo Gerbaudo. Paolo Gerbaudo er professor ved Universitetet i Madrid, og han udgav i 2019 bogen The Digital Party, som handlede om den nye partidannelse, han så skyde op omkring sig – både på højrefløjen og på venstrefløjen. Det var en helt ny form for partier, hvor medlemmerne egentlig ikke var med til at udforme politikken, og de var heller ikke organiseret i et gammeldags partiapparat. I stedet var de med som en slags fans – som en slags tilbedere af den karismatiske leder. Det kunne for eksempel være Jean-Luc Mélenchon i La France Insoumise, det kunne være Jeremy Corbyn i Momentum-bevægelsen, som blev Labour-leder, eller det kunne være Pablo Iglesias, som var leder af Podemos i Spanien. Han så det altså på både højre- og venstrefløjen, og et i dag meget velkendt eksempel vil selvfølgelig være Donald Trump. Paolo Gerbaudo er selv aktivist på venstrefløjen, og han troede oprindeligt på, at Podemos i Spanien, Femstjernebevægelsen i Italien og Syriza i Grækenland kunne være en fornyelse – at vælgerne her var med til at skabe noget helt nyt og progressivt i denne form for partidannelse. Gerbaudo deltog i bevægelserne, han studerede dem, men han så også meget hurtigt bagsiden. De havde nemlig en tendens til at blive autoritære. Lederen blev ophøjet til en form for overautoritet, og når man havde direkte afstemninger om politikken, fulgte medlemmerne i høj grad bare lederen. Derfor kom det til at handle mere om en form for kultdannelse end en egentlig progressiv formation. Paolo Gerbaudo troede på det, engagerede sig i det og analyserede det. Han skrev sin bog The Digital Party, om både fejltagelserne og gevinsterne, og den står stadigvæk som noget af det bedste, der findes om den nye partidannelse. Hvad enten man vil forstå, hvad Trump har gjort ved Det Republikanske Parti i USA, eller hvad Zach Polanski gør med The Greens i Storbritannien, så er Paolo Gerbaudo et godt sted at begynde.
236 Episoder
Kommentarer
0Vær den første til å kommentere
Registrer deg nå og bli medlem av Langsomme samtaler sitt community!