Om det hele og resten

Send feedback (sms) [https://www.buzzsprout.com/twilio/text_messages/2322616/open_sms] (Thøfner Læser Filosofihistorien, episode 18) Hvad sker der egentlig, når vin og vand hældes sammen? Helt præcist? Nu hvor vi kender atomer og molekyler, vil svaret være, at de små partikler fra substanserne blandes og bevæger sig rundt mellem hinanden. Anaxagoras' forståelse er anderledes: Der er tale om en ægte forening, hvor grænserne mellem substanserne opløses fuldstændigt. ALT ER I ALT. Litteratur, bla.: Barnes, Jonathan. (1982). The Presocratic Philosophers. Routledge. Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal.  Panayiotis, Tzamalikos. (2016). Anaxagoras, Origen, and Neoplatonism. De Gruyter.

Send feedback (sms) [https://www.buzzsprout.com/twilio/text_messages/2322616/open_sms] En støvet novemberdag i 1904 stod den 37-årige jødisk-tyske arkæolog Otto Rubensohn i en antikvitetsbutik i den egyptiske by Akhmim. Vi er i Øvre Egypten, omkring 470 kilometer syd for Cairo, i en af landets ældste byer, der ligger på Nilens østbred. I antikken var byen kendt som Panopolis eller Khemmis og var et vigtigt center for både græsk-romersk og koptisk kultur. Som ung, men allerede respekteret repræsentant for Das Deutsche Papyruskartell havde han gjort sig bemærket med betydningsfulde udgravninger i Grækenland. ... Nu stod han her i denne ældgamle ørkenby, Akhmim, hvor græsk og egyptisk kultur gennem århundreder havde mødt hinanden, og hans blik faldt på noget særligt: et kraveformet gravsmykke, hvor forgyldte kobberblade var monteret på nogle strimler af papyrus. Smykket var designet som en begravelseskrans og stammede sandsynligvis fra byens nekropol. Ud på aftenen beskrev han omhyggeligt objektet i sin dagbog. Et tilsyneladende beskedent gravsmykke. Rubensohn havde ingen idé om at hans køb skulle vise sig at blive et af de mest betydningsfulde moderne fund inden for antik filosofi. For de papyrusstrimler der tjente som understøtning for de forgyldte blade, gemte på noget: en tekst der skulle kaste nyt lys over en af antikkens mest gådefulde tænkere. I 1992 gjorde papyrologen Alain Martin en forbløffende opdagelse: teksten på fragmenterne var skrevet af den førsokratiske filosof Empedokles fra det 5. århundrede f.Kr. Dette var en sensation, for det var første gang man fandt en direkte overleveret tekst fra en førsokratisk filosof - ikke bare citater og genfortællinger fra senere forfattere, som sædvanlig. Hvem var denne Empedokles, hvis ord havde overlevet næsten 2500 år gemt i en egyptisk gravkrans? Han var en af oldtidens mest gådefulde og farverige skikkelser - filosof, digter, læge, mystiker og politisk figur, der levede i den græske by Akragas på Sicilien omkring 490-430 f.Kr.  Empedokles personificerede på mange måder græsk filosofis guldalder, hvor grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige ofte var flydende. I sine digte præsenterede han sig selv som en guddommelig skikkelse, der vandrede blandt mennesker iført purpurkappe, med en guldkrone om hovedet og bronzesandaler på fødderne, som Diogenes Laertius beretter i "Fremragende filosoffers liv og meninger". Litteratur, bla.: Inwood, Brad. (2001).The Poem of Empedocles. A TEXT AND TRANSLATION WITH AN INTRODUCTION.  University of Toronto Press. Clausen, Sophus: Atomernes oprør Jüdisches Museum Berlin (Udstilling om Otto Rubensohn)

Send feedback (sms) [https://www.buzzsprout.com/twilio/text_messages/2322616/open_sms] Floden hvor du satte din fod lige nu, er væk. Vandet giver plads til dette. Nu dette. Det der var, var altid og vil altid være. For hvis det opstod, var der nødvendigvis ingenting, førend det opstod. Denne gang læser vi Heraklit og Melissos. Heraklit er langt mere almen kendt end Melissos, og der er ikke noget, der forbinder dem tæt, men man skal jo fortælle historien på en eller anden måde, og jeg har valgt at bringe dem sammen som kontraster. Der er nemlig mange muligheder for at sætte Heraklit og Melissos over for hinanden som modsætninger. Vi er i tiden omkring 500 år før vores tidsregning for Heraklits vedkommende, og 40-50 år senere for Melissos.  "Alt er i konstant flux", siger Heraklit. "Alt er evigt uforandret", siger Melissos. Begge figurer voksede op i rige handelsbyer på kysten til det ægaiske hav. To havnebyer, to tænkere, to vidt forskellige tilgang til både liv og tænkning. Man fristes til at forbinde deres grundmetaforer med de geografiske omgivelser. Der løb floder igennem Heraklits hjemby Ephesus, og Melissoses Samos, 25 km længere mod syd, er en ø med mange klipper. Strømmende floder overfor evige klipper. Måske har det ud over forskellen i påvirkninger fra omgivelserne været et spørgsmål om temperament. I hvert fald svarer forskellene til en formmæssig forskel i deres skriftlige udtryk. Melissos skrev klar prosa, Heraklit dunkel poesi. Logisk argumentation overfor gådefulde aforismer.  Litteratur, bl.a: Mejer, Jørgen. (2022). Førsokratiske filosoffer. Gyldendal.  Kahn, Charles H. (2001). The art and thought of Heraclitus. Cambridge University Press. Haxton, Brooks [oversætter] (2001). Fragments: The Collected Wisdom of Heraclitus. Viking/Penguin Classics.

Send feedback (sms) [https://www.buzzsprout.com/twilio/text_messages/2322616/open_sms] Der er mange andre præsokratikere end Thales, Animaxander, Pythagoras og Parmenides – som er dem, jeg har været inde på tidligere. Men jeg vil jo gerne videre i teksten, ellers når jeg aldrig frem til nutiden før jeg bliver datid, og derfor samler jeg resten af de tidlige grækere i opsamlingsheat. Det bliver altså highlights, som fokuserer på hvad vi især kender gamle filosoffer for.    Vi skal møde Xenophanes, Zeno, Melissos, Heraklit, Empedokles, Anaxagoras, Leukippos, Demokrit, Philolaos, Protagoras, og Gorgias.  Denne gange bliver det Zenophanes og Zeno.  Dvs. først er der dømt gudekritik og så paradokser.

Send feedback (sms) [https://www.buzzsprout.com/twilio/text_messages/2322616/open_sms] Afgrænset yderst i alle retninger, svarer væren til en kugles fysiske masse. Glat og afrundet, jævnt afbalanceret langs hver radius, fra centrum til kant.  Denne form er nødvendig, da væren ikke kan være lidt mer’ her og lidt mindre dér, Der er jo ikke noget ikke-eksisterende der kan forstyrre værens perfekte kontinuum. I ét med sig selv, ens overalt og med sin yderste grænse inkluderet, er væren en kugle.  Denne gang skal vi høre fra Parmenides, og jeg er glad for at kunne melde, at vi for en gang skyld kan læse filosoffen selv, godt nok i min gendigtning. Parmenides digt er hovedindholdet, men vi skal også høre fra Martin Heidegger, som var mere end almindelig fikseret på præsokratikerne og især Parmenides. Til sidst giver jeg nogle stikord til hvordan jeg selv forstår de spørgsmål og temaer som Parmenides rejser.   Parmenides blev født omkring 515 før nul i byen Elea, en græsk provins i det sydlige Italien. Han regnes for en af de mest indflydelsesrige præsokratiske tænkere og som grundlæggeren af den eleatiske skole. Efter byen jo altså. Hans tanker fik afgørende betydning for senere filosoffer, særligt Platon. Parmenides logiske argumentationsform har mange betragtet som banebrydende. Og så kan han anskues som selve grundlæggeren af metafysikken i vestlig filosofi. Det med metafysikbegrebet vender jeg tilbage til, når vi kommer til Aristoteles om nogle episoder. Parmenides centrale begrebspar er væren og ikke-væren. Dvs. hans pointe er på en måde at det ikke er et reelt begrebspar: der findes kun væren. Væren er hans helt grundlæggende udgangspunkt og princip.