POV International

I podcastserien 'Det ender grønt' giver fire danskere deres bud på det gode liv i et klimarobust, omstillet samfund 25 år ude i fremtiden. De er med i bogen med samme titel, 'Det ender grønt', hvor i alt 14 personligheder deler deres positive visioner for klimafremtiden. POV bringer podcastserien i samarbejde med den grønne tænketank Concito. I første episode møder vi arkitekt og grundlægger af tegnestuen Cobe, Dan Stubbergaard. Hvordan ser det gode liv ud, når vi spoler frem til 2050? Hvad drømmer vi om? Samtalen om klima og den grønne omstilling handler ofte om alt det, vi skal ændre og undvære i fremtiden. Men det, vi står til at vinde, bør fylde meget mere, for det kan give os håb og lyst til at handle.  Derfor er der behov for nye samtaler, mener Concito. Samtaler om det gode liv, vi kan skabe, når omstillingen lykkes. Og her har vi brug for store, inspirerende visioner, der kan tænde håbet og sætte retningen, mener producenterne af podcastserien. "Fælles for deltagerne i podcastserien er, at de sætter håb før frygt og bevidst ser lyst på mulighederne i klimafremtiden. Deres fortællinger er præget af meningsfulde fællesskaber, nærhed til naturen, mere tid og frihed, mindre materielt forbrug og større fokus på kvalitet og nære relationer. Om 25 år har klodens varmere klima ændret vores omgivelser og levevilkår – men de tror på, at vi har lært noget nyt, at vi har tilpasset os og lever gode liv," siger kommunikationschef Ghita Borring. Dagens gæst hos podcast-vært Lene Outzen Foghsgaard i 'Det ender grønt', Dan Stubbegaard, er kendt for at skabe visionær arkitektur, forankret i stedets historie, og klimakrisens konsekvenser har i de senere år fået ham til at gentænke arkitekturens rolle i klodens udvikling. Hans fokus er skiftet fra funklende nye byggerier til at transformere og renovere bygninger med genbrugte og bæredygtige materialer. Dette engagement har bragt ham til Harvard University, hvor Dan Stubbergaard som den første danske arkitekt har fået et professorat med ansvar for bydesign og arkitektur. I denne episode deler han sin vision for en fremtid, hvor vi bor mindre, deler mere og bygger fremtidens byer med brug af det, der allerede er der.

Med både vemod og glæde præsenterer vi her vores sidste afsnit i serien om den tunge rock i 1970'erne, "Det Tunge Stedbarn - heavy metal genrens fødsel". Vemod, fordi det er sidste afsnit om det fundamentale årti i den tunge rocks historie. Glæde, fordi 1979 byder på en række fabelagtige nedslagspunkter. Som i de foregående afsnit gennemgås heavy-året 1979 af studievært Jens "Jam" Rasmussen og den metal-kyndige gæsteduo Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Fansene i Londons metalundergrund efterspørger forgæves en Iron Maiden-plade, så bandet udgiver deres demo som "The Soundhouse Tapes". - I maj '79 åbenbares The New Wave of British Heavy Metal over hele Storbritanien med bands som netop Iron Maiden, Samson med den lovende sanger BruceBruce, Trespass, Mythra og Son of a Bitch. Sidstnævnte albumdebuterer i 1979 under navnet ... Saxon. - Heavy metal-forløberne fra Birmingham, Judas Priest, udgiver et af årtiets bedste album, "Unleashed in the East", mener begge vores studiegæster. - Lemmy Kilmister realiserer for alvor Motörhead på albumparret "Overkill" og "Bomber". Bandet associeres med både den nye metalbølge og punk, men er mest rock'n'roll. Det band har ikke mindst Steffen en mening om. - Det nye heavy metal-udtryk dyrkes også i Tyskland af de albumdebuterende Accept og fremdeles af The Scorpions, som atter har Michael Schenker tilbage i folden. Han kan dog også høres i sin sidste tid med UFO på det dobbelte livealbum “Strangers In The Night”. - Hank Shermanns band Brats pladedebuterer på den legendariske punkopsamling "Pære Punk". Kort efter inviteres Michael Denner med i bandets nye line-up, som drejer sig fra ren punk mod heavy metal. Judas Priest-inspirationen begynder at sætte sig igennem. - Shermann og Denner har endnu til gode at møde Kim Bendix Petersen, der stadig laver Deep Purple-orienteret heavy rock i Black Rose ude på Københavns Vestegn. - Livet efter Deep Purple: Ritchie Blackmore udgiver den første - og mere polerede - Rainbow-plade efter Dio's exit, mens David Coverdale har Jon Lord med på Whitesnake-albummet "Lovehunter". - Led Zeppelins første udgivelse i tre år, “In Through The Outdoor”, bliver også bandets sidste studie album. - Over til Amerika, hvor KISS inspireres af samtidens disco på deres spidsfindige hit, "I Was Made For Lovin' You". - Aerosmith hærges af skriveblokering og interne stridgheder, men får alligevel færdiggjort "Nights In the Ruts", mens Van Halen rocker hårdt og festligt videre på deres andet album. - Thin Lizzy byder Gary Moore velkommen som ny guitarist, og laver deres velsagtens bedste og mest kreative album "Black Rose: A Rock Legend". - Vi afrunder året og årtiet på hovedvejen mod helvede og det nye 80'er årti. AC/DC begår deres gedigne gennembrudsværk "Highway To Hell", der bliver det sidste med Bon Scott som sanger. Som sådan er 1979 en slags kulmination, men også en overgang. Til metalrockens store gennembrudsårti i 1980'erne, både kulturelt, kunstnerisk og kommercielt. Vi planlægger at starte den nye serie om 1980'erne op til sensommeren/i det tidlige efterår. Hold øje. Indtil da: Hav en fornøjelig lytning af dette 1979-afsnit, god sommer, og på gensyn i 1980! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Året er 1978 og vores tunge rockverden åbenbares af den himmelstormende debut fra amerikanske Van Halen med vidunderguitaristen Eddie i spidsen. 1978 byder også på det sidste Black Sabbath album med Ozzy ved mikrofonen i 35 år, mens bands som AC/DC og Judas Priest stormer frem med to x to topsolide albumudgivelser. Ronnie James Dio laver sin sidste plade med Rainbow, og Brian Robertson tager afsked med Thin Lizzy. Inden da laver han lige “verdens bedste guitarsolo”. På årets sidste dag indspiller Iron Maiden deres første demo. Det tunge rock år 1978 bliver behørigt vendt af studievært Jens “Jam” Rasmussen og vores faste og fabelagtige gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Van Halen debuterer med et af 70’ernes absolutte hovedværker, hvor guitar virtuosen Eddie Van Halen danner skole for tusindvis af metal guitarister. - Den sidste heavy rock-energi klemmes ud Black Sabbath med Ozzy i front på “Never Say Die!” - AC/DC leverer rusten, beskidt bluesrock på “Powerage” og rødglødende rock’n’roll på “If You Want Blood”. - Judas Priest skærper deres definerende metal-lyd endnu et hak, og designer deres tidlige heavy metal-outfit med læder og nitter. Michael Stützer Hansen inspireres af både look og guitarlyd. - Den unge guitarist Hank de Wank (f. René Krølmark) udfolder sig i det københavnske punkband Brats og inspireres af både KISS/Ace Frehley, The Ramones… og Judas Priest. - Mens Hank er ved at omdirigere Brats i heavy metal-retningen, udgiver københavnske Zig Zag Band et hårdt rocket album med titlen “To Streger Over Den Fede”. - Den europæiske metal-scene anno ‘78 præges af blandt andre schweiziske Krokus, tyske Scorpions og walisiske Budgie. - I Amerika udgiver Aerosmith “Live Bootleg”, som bl.a. indeholder den funky rocker “Walk This Way”, der kommer til at inspirere New Yorks hiphop-scene i det efterfølgende årti. - Ronnie James Dio laver sit sidste album med Ritchie Blackmore’s Rainbow, mens David Coverdale sammentrækker ordene “White” og “Snake”. - Thin Lizzy udgiver det dobbelte livealbum “Live & Dangerous”. Brian Robertson forlader bandet kort efter udgivelsen, hvorpå han laver “verdens fedeste guitarsolo”. Steffen Jungersen føler og forklarer. - Iron Maiden indspiller deres første demo på årets sidste par dage, og gør sig klar til at erobre Londons metal undergrund i det nye år. Vi byder på en lille times tråd-snak fra 1978, og ønsker god lytning! Og dernæst på genhør til seriens sidste afsnit, fra 1979, om ca. 14 dage Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

OMSORGSDIGTE // POVTALK ­– Cæcilie Højberg Poulsen har skrevet digtsamlingen Flair, som er små tekster om omsorg som lønarbejde. I denne POVtalk taler Christine Lind Ditlevsen med forfatteren om de mange mulighedens af et omsorgens sprog. Digtene i Flair fortæller om relationen mellem hjælperen Sandra og de mennesker, som hun arbejder med, og om hvordan den relation bliver nødt til at være specifik, hvis hun skal kunne udføre sit arbejde. Hun kan derfor ikke blive i en generel forståelse af ”den handicappede” eller ”den syge”. Tværtimod må hun for hvert nyt menneske, hun arbejder med, lære dets komplekse og ofte skiftende individuelle fysiske og psykiske behov at kende. For gør hun ikke det, er hun simpelthen ikke i stand til at hjælpe dem på den måde, de har brug for. Vi møder Cæcilie Højberg Poulsen en solrig forårsdag i POV-studiet. Mange spørgsmål har meldt sig gennem læsningen af hendes digtsamling, for Flair er både arbejdspladsdigte og kropsdigte. Tekster om at arbejde med at pleje og hjælpe mennesker. Samtalen indledes med et spørgsmål til forfatteren om, hvorfor hun skriver om netop det emne. Og hvorfor netop digte som mediet for noget så prosaisk som plejearbejde? Digtsamlingen har et uroligt sprog, fordi digtene handler om liv, der leves af andre mennesker Cæcilie læser flere af sine digte op og samtalen går over i det, at plejearbejdet meget ofte er en kombination af det meget intime (det nære, kropslige) og det instrumentelle (kompetencen, hjælpemidlet) – som der også er flere digte om i Flair. Christine og Cæcilie taler om det særlige ubehag, det kan give, at arbejdet er fuld af modsætninger som for eksempel intimitet/overflade, krop/maskine, venskab/professionalitet, intimitet/håndtering, tillid/kompetence. Og det er ofte et vurderingsspørgsmål i den enkelte konkrete arbejdssituation, hvilket begreb, der giver værdi til den, der har behov for pleje. Det modsætningsfyldte fordrer et særligt sprog, en særlig varsomhed, som også har været afgørende for, hvordan Cæcilie har skrevet digtsamlingen. "Digtsamlingen har et uroligt sprog, fordi digtene handler om liv, der leves af andre mennesker," siger Cæcilie Højberg Poulsen. Hvorfor hedder digtsamlingen Flair? Cæcilie kommer ind på digtsamlingen titel, ordet Flair, som hun synes både er en spændende og uhyggeligt ord, fordi det både kan dække over ”kompetence” men også en nærmest medfødt evne, hvilket implicit stiller store krav til medarbejderen. I samlingens sidste digt er der en medarbejder, der ”har flair for at spørge helt ublu ind til det smertefulde.” Der ligger igen et modsætningspar her (hensyn/ærlighed) - og det er igen ikke helt givet, hvad der er godt og dårligt ved henholdsvis den ene tilgang til mennesket og den anden. Der ligger i det hele taget en del etiske spørgsmål i digtene, pakket ind i dagligdags arbejdshændelser. Fx at kroppe og maskiner ikke nødvendigvis kan arbejde godt sammen, og at man ikke nødvendigvis er åben om sit handicap, selv om ens handicap er åbenlyst. Som ufaglært hjælper får man ikke en indføring i den slags dilemmaer, det er som om, man i branchen tror, at det er nok at blive lært op i det praktiske arbejde – i hvert fald, når man er vikar og ikke-uddannet. Tror man måske, at alt det etiske kommer hen ad vejen af sig selv? Og gør det det? Bliver man bedre til alle modsætningsparrene jo mere erfaring man har? Eller føles det stadig som om man bliver klemt mellem intimiteten og håndteringen og de andre modsætningspar? Cæcilie Højberg Poulsen er født i 1990. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2015 og debuterede som forfatter i 2021 med digtsamlingen om nogen. Flair er udgivet 26. januar 2023 på forlaget OVBIDAT.

flair by POV International