Menneskebibliotekets Podcast

Min hverdag fungerer; Jeg er nærmest lykkelig Før Pernille fik sit første epileptiske anfald havde hun en travl hverdag, hvor der var fuld fart på. Sammen med sin kæreste Thomas havde hun købt en gammel gård, der skulle sættes i stand. Hun red konkurrencer flere gange om måneden, og ud over heste havde hun også hunde. I dag er Pernilles hverdag helt anderledes. Sammen med Thomas bor hun stadig på gården. Pernille er på flexjob og som ansat i kærestens firma (som flexjobber må hun ikke være selvstændig) passer hun andre folks heste ca. otte timer om ugen.   I denne podcast kan du høre, hvordan Pernille har vendt sin sygdom til noget positivt, og hvordan hun håndterer sin nye hverdag, hvor der ikke er energi til så meget som før. Du kan også høre, hvordan hun har det med at være en del af en statistik i kommunen, samt hvilke råd hun har til andre, der har epilepsi.   ........................................   Pernille: “Jeg har også det der dilemma med at blive inviteret både fredag og lørdag til noget socialt og så skulle vælge. Skal jeg tage afsted fredag eller lørdag? Så var det nemmere dengang, jeg var “rigtig” syg, der kunne jeg sige ‘nej tak’ til det hele. Så gjorde man ingen ked af det. Og så lige pludselig så blev det sådan. Så var der ingen, der inviterede mig. Jeg føler ikke jeg har mistet nogen, for de har alle været søde. Men det har nok gjort, at jeg har holdt mig mere for mig selv” “Det jeg har fundet ud af er, at jeg behøver ikke altid at fortælle selv. Jeg kan også bare læne mig tilbage og lytte”.

Efter et krampeanfald er jeg øm i kroppen, som om jeg har løbet et maraton En dag blev Pernille fundet bevidstløs for foden af en trappe. Hun var forvirret og kunne ikke huske, hvad der var sket. På hospitalet i Glostrup gav lægerne hende en masse medicin, der ikke hjalp. Først senere fandt Pernille ud af, at hun havde epilepsi. Krampeanfaldene er kun en del af det, Pernille er nødt til at være forberedt på. I denne podcast kan du høre, hvorfor Pernille har svært ved at indgå i sociale sammenhæng, hvad der fremprovokerer hendes anfald samt hvordan hun kæmper med ikke at føle sig anderledes.   ..................................................................   Pernille: “Én ting er hukommelsen og trætheden, så kommer det næste, det er det her med, at man føler sig mærkelig. Så bliver man så ensom, og i mange år flygtede jeg lidt fra virkeligheden. Ja, fordi man bliver sådan lidt nervøs for at dumme sig. Det gjorde jeg i mange år, for andre mennesker, de kan jo godt stå og have en lang samtale og snakke om alle mulige spændende ting, og så følte jeg mig lidt dum ved siden af”.

Om at have brug for en hjælpende hånd og manglen på samme Som døvblind er Henning afhængig af, at der bliver talt tydeligt og direkte til ham, hvis han skal kunne følge med. Det har venner og familie accepteret. Til gengæld har han tidligere haft problemer med at få lov til at medbringe sin førerhund på restauranter og i taxaer. I dette andet kapitel om Henning kan du høre, hvordan Henning reagerer, når han bliver tilbudt hjælp i situationer, hvor han ikke har brug for det, samt hvordan han kan kende forskel på sine børnebørn. Du kan også høre, hvilket råd Henning har til folk, der er blevet døvblinde for nyligt.   Henning: "“Den eneste måde man kan se, at jeg er handicappet på, er at når jeg går ude, så har jeg min blindestok i højre hånd og på venstre bryst har jeg et badge, hvor der står ‘døvblind’, men ellers kan man jo ikke se på mig, at jeg er blind.”   “Jeg savner allermest hørelsen. Selvom du er blind kan du stadigvæk følge med i, hvad der sker omkring dig. Det øjeblik hørelsen begynder at forsvinde, så er der ting, du går glip af”.

Blackout og blodpropper Henning er døvblind, men det betyder ikke, at han hverken er helt døv eller helt blind. Hørelsen er stærkt nedsat, og høre øje er helt mørkelagt, mens der er 1 % syn på venstre øje. Det er lige præcis nok til, at Henning kan ane konturer – eksempelvis af mennesker. Frem til 2001 kunne Henning se med det venstre øje, men efter et blackout ramte han en kantsten med hovedet, hvilket medførte blodpropper i det raske øje, og på et splitsekund var synet på venstre øje væk. I denne podcast kan du høre om Hennings kamp for at vende tilbage til en almindelig tilværelse. Du kan også høre, hvordan han slår græs og klipper hæk, samt hvad det betød for ham, at han til at starte med var for forfængelig til at gå med en blindestok.   Henning "Jo, det er svært at handle ind, men det afstedkommer jo, at jeg må spørge om hjælp.  Ellers har jeg en evne til at stå sådan, at der er en kunde, som siger; "er der noget jeg lige kan hjælpe dig med?". Og da tager jeg imod den hjælp, jeg kan få”.

Stina, der har diagnosen paranoid skizofreni, var vant til at sove 16-18 timer i døgnet, og lægerne gav hende medicin, der gjorde, at hun blev stærkt overvægtig og fik skæg.