Sig det højt med Lissa Paustian
Mies historie begynder med en kærlighed til dans. Allerede som barn lever og ånder hun for at bevæge sig, og som teenager bliver hun en del af danseelitemiljøet. Men da en voksen opfordrer hende til at gå på slankekur, sker der et skifte inde i hende. Fokus flytter sig fra glæden ved dansen til jagten på perfektion. Pludselig handler hverdagen ikke kun om træning, men også om regler og kontrol over maden og kroppen. I mange år fylder spiseforstyrrelsen alt i Mies indre liv. Hun sætter smileys i en notesbog alt efter, om hun har været "dygtig" nok, og måler sit eget værd ud fra sit spejlbillede. Udadtil bliver hun rost for sit ydre og sine præstationer, men indeni mister hun langsomt forbindelsen til sig selv. Først da hun stopper sin elitekarriere og senere bliver en del af Vild med dans, hvor hun møder mennesker, der viser hende en anden måde at være i livet på, begynder noget at forandre sig. Men selv efter hun slipper behovet for kontrol, følger det svære forhold til kroppen med i mange år. I dag bruger Mie sine egne erfaringer i arbejdet med de kvinder, der kommer i Soul House. Hun hjælper dem med at slippe præstationsræset, mærke deres følelser og finde hjem i kroppen igen. I denne episode fortæller hun ærligt om perfektionisme, kropshad og om at opdage, at ønsket om at ændre kroppen ofte handler om noget helt andet. Som hun selv siger: Kropshad er sjældent problemet – det er et symptom på noget, der har brug for at blive lyttet til. Hvis du, eller en du kender, har brug for hjælp, er Somenta her for dig. Vi tilbyder anonym og gratis rådgivning. Ring på 70 10 18 18 eller skriv på somenta.dk [http://somenta.dk/raadgivningen]. Medvirkende: Mie Moltke Vært: Lissa Paustian Tilrettelæggere og redaktører: Fie Mørch Colding & Oline Bagi Bech Udgivet af Somenta [https://somenta.dk/] Produceret af Kontekst & lyd [https://kontekstoglyd.dk/]
27 Episoder
Kommentarer
0Vær den første til å kommentere
Registrer deg nå og bli medlem av Sig det højt med Lissa Paustian sitt community!