Borgfruen

Danmark er efter mordet på Erik Klipping hærget af borgerkrig og strid. Den førhen så magtfulde Hvide-slægt er trængt. Med marsk Stig i spidsen kæmper Hviderne sammen med nordmændene en indædt kamp mod dronning Agnes og hendes søn Erik Menved. Kirstine er af bispen fra Ribe blevet afsat som priorinde, og med et lille følge er hun på flugt fra klostret. Efter en lang og drøj rejse gennem Limfjordsegnene og Vendsyssel ankommer hun med sit følge til fæstegården Knivholt ved Fladstrand, det nuværende Frederikshavn, som de har midler til at overtage. Mens Knivholt med hårdt arbejde og dygtighed bringes på fode, er spørgsmålet, hvilken af borgerkrigens parter man på Knivholt skal støtte? Stormændene i landet er splittede, og familieforhold og alliancer skaber usikkerhed og mistro. På Knivholt frygter de fjendskab med kongemagtens mægtigste mand i Vendsyssel, Niels Ovesen Panter til Asdal. Romanen er troværdig, og forfatteren beretter om både Danmarks historie og egnshistorie på sin vej. Stednavne og historiske adelsslægter giver plottet en autenticitet, som tryllebinder læseren. Forfatteren genopliver Vendsyssels store adelsslægter, Panter, Banner og Lunge. Det har undret, hvordan det lykkedes disse slægter at erhverve så omfattende besiddelser. Panter-familien ejede på Kirstines tid et utal af borge og herresæder, hvoraf kan nævnes Asdal, Gårdbogaard, Skårupgaard, Åstrup, Bagesvogn, Knivholt, Bøgsted, Snerpen og Kærsgård. Også Børglum Kloster, som i højmiddelalderen har været et kulturelt, religiøst og økonomisk magtcenter, indgår i handlingen. “Borgfruen” er tredje og sidste del i trilogien om Kirstine, og den foregår i årene fra 1290 til 1304. Forfatteren har, så vidt det har været muligt, forsøgt at være tro mod den kendte Danmarkshistorie. Stednavne og lokaliteter findes den dag i dag.