1001 Brændende Bøger

Geni. Digter. Seer. Queer. Punker? Hashryger. Anarkist. Anti-oplysning, anti-fædreland, anti-establishment. Evigt søgende...   Mellem 1854 og 1891 levede der en af de mest ikoniske og indflydelsesrige digtere, den franskfødte Arthur Rimbaud. Fra han var 15 til han var 21 år skrev han noget af den vildeste, mest nybrydende og mærkeligste poesi, den vestlige verden har kendt til, måske især i sit mest kendte værk: En årstid i helvede.   Et værk (og et forfatterskab!) som trods dets korte bane fik en helt enorm indflydelse på den litteratur- og kunsthistorie, der fulgte efter: På modernismen, surrealismen, beatgenerationen og selv vore dages kunstnere.  Måske er det endda netop fra Rimbaud, at vi har myten om kunsteren som et enligt geni, der altid balancerer mellem denne verden og den næste, mellem galskab og genialitet, destruktivitet og kreativetet.   Lyt med, når vi sammen med Mads Ananda Lodahl vender en af de mest betydningsfulde kunstnere fra det 19. århundrede, der drømte om - som Mads italesætter - "en bevidst vedvarende og fantastisk forvirring af alle sanser".

László Krasznahorkai hedder den seneste vinder af Nobels Litteraturpris. Han modtager prisen “for sit gribende og visionære værk, der midt i den apokalyptiske rædsel bekræfter kunstens kraft.”.  Men hvad betyder det? Hvori består det gribende og visionære i hans værker, og hvorfor er og har forfatteren fra Ungarn altid været så optaget af apokalypsen?   Velkommen til en episode af Brændende Bøger, hvor vi med Johan Lose som gæst sætter fokus på et enestående forfatterskab.

I den kendte kinesiske forfatter Yu Huas episke roman "Brødre" fra 2005 møder vi de to halvbrødre Glatskalle Li og Song Gang. Som børn bindes de tæt sammen efter deres forældres død og må støtte sig til hinanden for at overleve. Alligevel ender de med at gå hver deres vej – to liv, der løber parallelt, men aldrig forenes. De er på næsten alle tænkelige måder hinandens modsætninger. Mens den ene er rå, opportunistisk og vild, er den anden blid, romantisk og dybt loyal. "Brødre" er nemlig også en fortælling om splittelse: mellem kærlighed og sex, solidaritet og egoisme, kommunisme og kapitalisme. Den er grotesk, komisk og næsten hjerteskærende spændende.  Gennem deres to skæbner fortælles historien om Kinas dramatiske forvandling i den sidste halvdel af det 20’ århundrede – fra kulturrevolutionens kollektive brutalitet til kapitalismens individualistiske vanvid. Lyt med, når vi sammen med den blændende oversætter og digter, Sidse Laugesen, spørger, hvad det egentlig vil sige at vokse op i en tid, hvor alle værdier vendes på hovedet og må genopfindes fra grunden? Og hvad "Brødre" – en roman, der også i Kina har opnået en enorm popularitet – kan fortælle os om landet i dag?

“En fuldkommen sindssyg bog” — Aftenposten Kristiania  “Alvorlig og stribende blodig. Revolutionær, kommunistisk, suveræn” — Arbejderbladet, København  “Man har sgu ikke lyst til samleje fjorten dage efter man har læst den” — Kai Fris Møller “Kedelig!” — Georg Brandes.  I 1922 udkommer en ultrakort digtsamling på i alt 20 sider i Danmark – som simpelthen springer en bombe i dansk litteratur og lyric, fordi den sprænger rammerne for, hvad man dengang kunne skrive. Vi taler om Blod, skrevet af den dengang kun 22-årige Rudolf Broby-Johansen. En digtsamling som kort efter udgivelsen blev til en skandale og offentlig sag, da en anklager hev forfatteren i retten fordi indholdet var utugtigt! Broby-Johansen fremførte så en forsvarstale for sin kunst, som hurtigt blev kendt som et manifest for kunstens rolle, efter 1. verdenskrig.   Skrevet udelukkende i versaler, og med undertitlen expressionære digte, skar BLOD med andre ord sig direkte gennem datidens kunsts pæne, borgerlige rammer, og fremviste alt det grimme, alt det, der lå lige nedenunder: blod, død, sindssyge, prostitution. Teksterne er brutale, kompromisløse og uafrystelige - selv i dag.   Hvad var det for en tekst, der kunne ryste en hel retsstat — en hel kunstforståelse? Hvad prøvede Broby-Johansen at sige med sine ekstremt dystre ekspressioniske billeder? Og hvordan har Blod inspireret dansk litteratur? Lyt med, når vi sammen med den aktuelle digter Tom Kampman vender en af dansk lyriks vigtigste og mest forbudte bøger. (Beklager den lidt hule rumklang, når jeg taler! En teknisk fejl, som jeg tager på min i forvejen ikke specielt tekniske kappe)

Myten om den ensomme kunstner, der som et geni ofrer alt for kunsten, lever stadig i litteraturen og i vores kollektive fantasi.  Men er det egentligt sandt, at kunstnere lever et anderledes og mere poetisk liv end os andre dødelige? Bliver deres kunst bedre af det? Og hvis ikke, hvorfor dyrker vi stadig myten om den lidende kunstner? Et godt eksempel på en nulevende forfatter, der på mange måder dyrker og inkarnerer myten, er den norske forfatter Tomas Espedal, især i den delvist selvbiografiske bog "Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv" — ja, man kan næsten høre det allerede i titlen. I dagens afsnit af Brændende Bøger undersøger vi sammen med forfatter Victor Boy Lindholm, hvordan kunstnermyten og idéen om at leve et vildt og poetisk liv udspiller sig, med alt dens potentiale, mulige løgnhistorier og kult omkring kunstneren.