Er jeg mor nu?

Fællesskabet i Kklem erstattede en enorm ensomhed. Sammen har de arbejdet sig ud af den dybe sorg og hjulpet hinanden med at definere rollen som mor til et barn, der aldrig nåede at hilse på verden. Men hvordan holder man minderne om sit barn i live? Og har de stadigvæk brug for hinanden i Kklem her to år efter, de mistede deres børn?

Normalt har forældre et helt liv til at skabe minder med sit barn, men når man føder et barn, der ikke længere lever, bliver den tid man har sammen noget helt andet. I stedet for at forholde sig til autostole og barnevogne, skal kvinderne i gruppen Kklem vælge urner, kister og gravsteder. For det er den virkelighed, der venter dem, når de træder ud fra hospitalet, uden et barn i armene.

Fra det ene øjeblik til det andet er kvinderne i gruppen Kklems største drøm blevet forvandlet til et sandt mareridt. De er omgivet af fødende kvinder og babygråd, men det bliver ikke deres virkelighed. Alligevel skal de igennem alle de samme ting. Der er bare ikke nogen gevinst. Kærligheden til barnet, de bærer og nu skal føde, forsvinder ikke, men bliver forurenet af en ulidelig smerte.

Kvinderne i gruppen Kklem mistede deres børn på forskellige tidspunkter, men de havde alle overstået de første milepæle i graviditeten – troede de. De havde købt babytøj, barnevogne og indrettet børneværelser – alt var parat. Men hvad gør man, når det liv, man har gået og mærket i maven, pludselig føles anderledes?