Ikke Et Ord Om Politik

Min ven tog i krig: “Der kom en anden hjem”

Vi var unge, da vi lærte hinanden at kende. Byture, studier og den dér følelse af, at livet stadig var åbent og ubesværet. Så en dag fortalte han, at han havde skrevet under igen. Han var 25 og sagde, at det ikke handlede om store idealer, men om en uro, han var nødt til at følge. Afghanistan havde fulgt ham siden 9/11. Nu blev det hans virkelighed. Han tog afsted, og jeg blev hjemme. Han kom hjem igen. Men han var ikke den samme. Der var kommet en anden ro i ham, en anden alvor. Som om verden havde fået en anden vægt. Krigen blev ikke dernede. Den fulgte med ham hjem.

Kærlighed hvor kragerne vender: “Vores første kys blev taget to gange”

De blev castet ind i et kærlighedseksperiment. Han som den rolige fyr fra provinsen. Hun som den modige, der meldte sig efter en præsentationsvideo og et “hvad er det værste, der kan ske?”. På trappen mødtes de i et blik, der føltes elektrisk. Kemi fra første sekund. Sommerfugle, der ikke lod sig klippe væk. Men forelskelsen fik mikrofon på. Et kys blev taget to gange. Følelser blev justeret i synk. Han blev bedt om at tone lidt ned, hvor sikker han var på hende – og tone lidt op for spændingens skyld. I hans hoved var der ingen tvivl. I programmet så det anderledes ud. Hun mærkede ham i pauserne. Hånden i hendes. De små forsikringer uden kamera. Men da afsnittene rullede over skærmen, sad hun og så sin kæreste sige, at han var i tvivl. Otte måneders hemmelighed. En flytning uden offentlig kærlighed. Ingen opslag. Ingen “vi”. Reality er ægte følelser klippet i fremmed dramaturgi. Anders og Emilie gik ind i et tv-program. De kom ud som et par.

Kasper Grubak: “Jeg ramte bunden på et herberg”

Kasper Grubak voksede op med store ambitioner og høje krav – især til sig selv. Bag facaden tilpassede han sig fællesskaberne, og da sorgen ramte, begyndte det hele at skride. Gymnasiet faldt fra hinanden, drømmen om jura blev et pres, og perfektionismen endte i ingenting. Som 24-årig stod han på et herberg og tænkte: Jeg har fucket mit liv op. Først dér kom forklaringen: en diagnose, skizotypi. Ikke som en undskyldning, men som en nøgle.

Jimmi Liljehult: Manden der jagtede pushere – og hjalp dem videre

Jimmi Liljehult har brugt det meste af sit voksenliv på gaden – som betjent og senere mentor for mennesker på kanten af samfundet. Han lærte tidligt, at man ikke kommer længst med hårdhed alene, men med ro, humor og ordentlighed i processen. Bag den erfarne politimand ligger år i miljøer præget af kriminalitet, pres og konstant beredskab.  Mødet med de samme mennesker igen og igen blev et vendepunkt. Det var ikke nok at fange dem – nogen havde også brug for en vej ud.  I dag arbejder Jimmi både som betjent og mentor og hjælper tidligere kriminelle videre i job og liv. Ikke fordi fortiden kan slettes, men fordi han tror på, at mennesker kan rykke sig, når nogen møder dem ordentligt og bliver stående.

Felix Smith om mormoren, der forsvandt: “Hun trådte ud af døren og kom ikke tilbage”

Felix Smith er vokset op med en familiehistorie fuld af mellemrum. En mormor, der fandtes – men ikke var der. En kvinde, som forlod sin familie i 1960’erne og først tog kontakt igen 50 år senere. Da hun som 80-årig rakte ud, begyndte et stille og krævende studie i tilgivelse. Ikke den lette slags, men den, der kræver mod til at mødes efter et halvt århundredes fravær. For Felix betød det også noget andet: at få en mormor. Sent. Men ægte. De seneste ti år har han været tæt på hende – i Schweiz, med sine børn, som næste generation. Ikke med vrede, men med nysgerrighed. Som én, der samler en familiehistorie op, hvor den engang gik i stykker. Felix taler åbent om svigt, skam og vrede. Om hvor let det kan være ikke at tilgive – og hvor meget det kan koste. For tilgivelse handler ikke altid om den anden, men om at sætte sig selv fri.