Familiepsykologi

Min fars store kærlighed

I denne, en af de sidste samtaler, jeg havde med min far, fortæller han om et land og en kvinde, som ligger hans hjerte meget nær; Landet er Tyrkiet. Kvinden er min mor. Billedet er fra en honningkagebod til en steiner-basar, hvor min far og mor mødte hinanden første gang. Anden gang de mødes, er i gymnasiet, hvor min far bejler til min mor, som ikke vil vedkende sig, at de har mødtes tidligere 😂 Der er noget smukt og meningsfuldt i, at vi slutter, der hvor det hele startede. I næste uge udkommer den sidste epsiode.

Barndom

Dette er et af de sidste afsnit, vi nåede at lave sammen. Vi nåede lige barndommen, hans barndom, inden han døde. Sorg er en mærkelig størrelse. Eller vi sørger jo ikke engang endnu. Vi er i det, man kalder "ventesorg". Et mærkeligt begreb, jeg ikke helt kan forholde mig til. Nu, hvor han ikke er her længere, og jeg har mærket den "rigtige" sorg, føler jeg ikke, at der er forskel. Måske var sorgen mere en dyb og opslugende ulykkelighed i starten, hvor den nu er mere stille.

Værdig til kærlighed

Min far har kun kort tid tilbage at leve i. Vi snakker ikke måneder, men uger. Det ved jeg bare ikke nu. Jeg tror stadigvæk på, at miraklet må indfinde sig, selvom det bliver vanskeligere at ignorere de tydelige signaler på, at han er på vej væk fra os. Han er træt. Vanvittig træt. Sover det meste af tiden. Men når jeg placerer ham foran mikrofonen, er det som om han vågner lidt op. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg placerede ham der. Foran mikrofonen. Da vi lavede vores første podcast. Det var som at se ham - min far - i sit helt rette element. Der er noget særligt ved det. At se sin forælder der, hvor de stråler. Der er ikke noget, man skal tage sig af, men man kan læne sig tilbage - eller ind i - den glæde, som udgår fra ens far eller mor. Men uanset hvor meget, jeg forsøger, bliver min fars stråleglans efterhånden overskygget af et mørke. Jeg kan se det, selvom jeg har svært ved at acceptere det. Jeg kan godt se, at lyset er ved at brænde ud.

Træthed

Træthed, hvor er du dyb Hvor er du ubønhørlig  Det er som om jeg kender din retning Alle spejlene siger og peger  på døden du var dødtræt sagde de og nu forstår jeg, hvad de mente, Døden er den søvn, der vil Kunne friske dig op Nu nærmer jeg mig alt for tidligt det punkt vi alle rejser imod Det store - det kæmpestore ufattelige Far-vel  God tur kunne man sige.  Morten Prahl - august 2025, et par uger før han dør.

Farvel lillebror

Varme sommeraftner Bløde blide vinde Insekters sang mod fuglefløjt Sol der brænder på kinden bagved en dybde En uro - et åbent dirrende spørgsmål Døden - hvornår, hvorfor, hvordan? Døden der ligesom sætter en grænse  omkring  varme sommeraftener Morten Prahl, august, 2025