Ikke Et Ord Om Politik

Casper Christensen: "Jeg var ked af det, sørgelig og brød mig ikke om mig selv."

Casper Christensen blev kendt som den grænseløse og provokerende entertainer, altid på jagt efter det næste grin og den næste succes. Bag den offentlige persona gemte der sig dog et menneske, der i årevis sad fast i en rolle, som virkede udadtil, men som langsomt førte ham længere væk fra sig selv. Efterhånden måtte jagten på det vildere, større og hurtigere vige for et behov for ro, nærvær og ægthed. I dag taler han åbent om, hvordan troen og kirkegangen er blevet en rettesnor i et liv, hvor ambitioner stadig spiller en rolle – men ikke længere på bekostning af hans trivsel og indre balance. This episode includes AI-generated content.

Jimmy Solgaard: Fra dopede drømme i junglen til diagnose på psykiatriskafdeling

Jimmy Solgaard gjorde først karriere som soldat og finskytte i Helmand. Siden trådte han ind ad døren på Radio24syv som nyhedsjournalist med krigen i bagagen. Han blev sendt tilbage til Afghanistan – denne gang med mikrofon i hånden. Senere stod han dybt inde i Amazonas-junglen for at fortælle historien om en dansk veteran og ayahuasca. Undervejs arbejdede han 80-90 timer om ugen, drak for meget og pressede sig selv langt forbi grænsen. Han brød sammen, blev indlagt på psykiatrisk afdeling og kollapsede igen få år efter. I psykiatrien fik han diagnosen bipolar – og en forklaring på de voldsomme udsving. I dag har han skiftet nyhedspulten ud med havearbejde og et liv, han aldrig havde troet muligt.

Den Skaldede Kok: Overlevede et skud i rockerklubben med få centimeter

Han har i dag et roligt, ædrueligt liv i Nordjylland – men vejen dertil var alt andet end rolig. Carsten “Den Skaldede Kok” trådte som 11-årig ind på d’Angleterre og fik en læreplads på sin målrettethed. Bag succesen gemte sig et liv med misbrug, rockerkaos og et alkoholforbrug på tre liter vin og to flasker vodka om dagen. Han overlevede et skud, der susede få centimeter fra hans hoved. Han flygtede fra polsk politi i fuld fart. Og han endte til sidst på en psykiatrisk afdeling, hvor alt brast. I dag har han otte år uden alkohol bag sig – og et liv, han aldrig havde troet muligt. Carsten er kendt for sin mad og humor, men hans styrke blev skabt i kampen for at overleve sig selv.

Niklas Jakobsen: “Jeg sov i en parkeringskælder og lavede jokes for ikke at bryde sammen.”

Han får i dag tusindvis af mennesker til at grine – men livet har langt fra altid været sjovt. Niklas voksede op i et hjem, hvor autisme, alkohol og utryghed satte dagsordenen. En mor med autisme og en far, der drak sig ihjel, da Niklas var 18. De boede på krisecentre, i biler – og i en periode sov Niklas alene på et tyndt tæppe i en parkeringskælder, fordi livet føltes håbløst, og der ikke fandtes andre steder at være. Som 16-årig pakkede han sine få ejendele i en sportstaske og flyttede hjemmefra. Helt alene. Han droppede ud af gymnasiet, men fik senere hjælp til at starte på HF. På Journalisthøjskolen kæmpede han med stoffer, gambling og sammenbrud, før han endelig fik en ADHD-diagnose, som satte ord på tempoet, rastløsheden og den kreativitet, han altid havde båret rundt på. I dag har han på under ét år skabt et liv, hvor han lever af at få mennesker til at grine, mærke og se sig selv gennem sine karakterer og fortællinger. Han er kendt for at være sjov – men humoren begyndte ikke som underholdning. Den begyndte som en måde at holde sammen på sig selv.

Martin Wittrup brød tavsheden i politiet: “Billederne af børnene sidder tatoveret i mit sind”

Drabsefterforsker Martin Wittrup har stået ved drabssager, obduktioner af børn og vold i nære relationer – men tiet om konsekvenserne i årevis af frygt for at miste sit arbejde. I dagens afsnit af “Ikke et ord om politik” fortæller Martin, hvordan trykken for brystet, mareridt og syner til sidst fik ham til at bryde sammen på en løbetur i Dragør – og ende på køkkengulvet med en indkøbsseddel, hvor han begyndte at skrive digte for at få sit liv tilbage. Han beskriver en tavshedskultur i politiet, hvor man lod som om, man talte om det – men aldrig gjorde. Han beskriver obduktioner af børn – hvor man til sidst ser hjernen som en julesylte, fordi det er den eneste måde at holde det ud.