POV International

OMSORGSDIGTE // POVTALK ­– Cæcilie Højberg Poulsen har skrevet digtsamlingen Flair, som er små tekster om omsorg som lønarbejde. I denne POVtalk taler Christine Lind Ditlevsen med forfatteren om de mange mulighedens af et omsorgens sprog. Digtene i Flair fortæller om relationen mellem hjælperen Sandra og de mennesker, som hun arbejder med, og om hvordan den relation bliver nødt til at være specifik, hvis hun skal kunne udføre sit arbejde. Hun kan derfor ikke blive i en generel forståelse af ”den handicappede” eller ”den syge”. Tværtimod må hun for hvert nyt menneske, hun arbejder med, lære dets komplekse og ofte skiftende individuelle fysiske og psykiske behov at kende. For gør hun ikke det, er hun simpelthen ikke i stand til at hjælpe dem på den måde, de har brug for. Vi møder Cæcilie Højberg Poulsen en solrig forårsdag i POV-studiet. Mange spørgsmål har meldt sig gennem læsningen af hendes digtsamling, for Flair er både arbejdspladsdigte og kropsdigte. Tekster om at arbejde med at pleje og hjælpe mennesker. Samtalen indledes med et spørgsmål til forfatteren om, hvorfor hun skriver om netop det emne. Og hvorfor netop digte som mediet for noget så prosaisk som plejearbejde? Digtsamlingen har et uroligt sprog, fordi digtene handler om liv, der leves af andre mennesker Cæcilie læser flere af sine digte op og samtalen går over i det, at plejearbejdet meget ofte er en kombination af det meget intime (det nære, kropslige) og det instrumentelle (kompetencen, hjælpemidlet) – som der også er flere digte om i Flair. Christine og Cæcilie taler om det særlige ubehag, det kan give, at arbejdet er fuld af modsætninger som for eksempel intimitet/overflade, krop/maskine, venskab/professionalitet, intimitet/håndtering, tillid/kompetence. Og det er ofte et vurderingsspørgsmål i den enkelte konkrete arbejdssituation, hvilket begreb, der giver værdi til den, der har behov for pleje. Det modsætningsfyldte fordrer et særligt sprog, en særlig varsomhed, som også har været afgørende for, hvordan Cæcilie har skrevet digtsamlingen. "Digtsamlingen har et uroligt sprog, fordi digtene handler om liv, der leves af andre mennesker," siger Cæcilie Højberg Poulsen. Hvorfor hedder digtsamlingen Flair? Cæcilie kommer ind på digtsamlingen titel, ordet Flair, som hun synes både er en spændende og uhyggeligt ord, fordi det både kan dække over ”kompetence” men også en nærmest medfødt evne, hvilket implicit stiller store krav til medarbejderen. I samlingens sidste digt er der en medarbejder, der ”har flair for at spørge helt ublu ind til det smertefulde.” Der ligger igen et modsætningspar her (hensyn/ærlighed) - og det er igen ikke helt givet, hvad der er godt og dårligt ved henholdsvis den ene tilgang til mennesket og den anden. Der ligger i det hele taget en del etiske spørgsmål i digtene, pakket ind i dagligdags arbejdshændelser. Fx at kroppe og maskiner ikke nødvendigvis kan arbejde godt sammen, og at man ikke nødvendigvis er åben om sit handicap, selv om ens handicap er åbenlyst. Som ufaglært hjælper får man ikke en indføring i den slags dilemmaer, det er som om, man i branchen tror, at det er nok at blive lært op i det praktiske arbejde – i hvert fald, når man er vikar og ikke-uddannet. Tror man måske, at alt det etiske kommer hen ad vejen af sig selv? Og gør det det? Bliver man bedre til alle modsætningsparrene jo mere erfaring man har? Eller føles det stadig som om man bliver klemt mellem intimiteten og håndteringen og de andre modsætningspar? Cæcilie Højberg Poulsen er født i 1990. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2015 og debuterede som forfatter i 2021 med digtsamlingen om nogen. Flair er udgivet 26. januar 2023 på forlaget OVBIDAT.

flair by POV International

POVTALK // HALIME OGUZ - Tidligere folketingsmedlem for SF, Halime Oguz, er en værdikriger i ordets egentlige betydning. Den odenseanske 52-årige kvinde, mor, mormor og cand.mag. i mellemøststudier har baggrund i en tyrkisk/kurdisk familie i Vollsmose og har fra barndommen kæmpet mod social kontrol og for retten til at leve som et fri menneske og kvinde. Og det har kostet dyrt! I en POV-talk med journalist og taxichauffør Jesper Grunwald udbygger hun fortællingen om sit livs dilemmaer mellem kulturkritik af indvandrermiljøernes sociale undertrykkelse og socialismens fokus på økonomi. Det kan ikke være en tilfældighed, at det vragede SF-folketingsmedlem, Halime Oguz, fik den såkaldte Ebba Strange-pris på partiets nylige kongres. Der er er en lige linje mellem den oprindelige kommunist Ebba Strange, der forlod drømmen om proletariatets diktatur og var med til at starte SF i 1959 i arbejdet for demokratisk socialisme. Om man kan lide Halime Oguz politiske linje eller ej – hun er og har været en frihedskæmper gennem hele livet. Ikke skolet ved den humanistiske middelstands hyggelige kaffeborde – men vokset om som datter af en kurdisk metalarbejder og hans kone i Odense-forstaden Vollsmose, der med årene fik den ubehagelige etikette: GHETTO (Nu mere forsigtigt, officielt kaldet "parallelsamfund"). Vollsmose er bl.a. berygtet for udpræget social kontrol og ekstreme islamistiske grupperinger. Halime Oguz blev presset ind i et arrangeret, kærlighedsløst ægteskab af ikke mindst sin mor allerede, da datteren var 18. Hun fik to børn, og mistede ved en trafikulykke, det ene, sin søn. Og herefter kunne Halime Oguz så ellers se frem til en tilværelse, hvor manden er den udadvendte kontrollant og kvinden som den tjenende og sekundære i baggrunden. Det lå aldrig i Halimes natur at finde sig i den sociale kontrol og undertrykkelse af kvinder. Hendes frihedstrang måtte forløses og kampene tages. Hun gennemførte med solid modstand fra sin daværende mand en videre skolegang og en akademisk uddannelse som cand.mag. Og efter sønnens død kom hun af sit undertrykkende ægteskab. Man kan læse historien i Halime Oguz bog og biografi Enepige, der udkom sidste år. Og den dansk kurdiske kvindesags- og frihedskæmper gik ind i politik for Socialistisk Folkeparti i 2019. Men allerede inden var hun en kontroversiel figur i politik, da hun uden omsvøb gik i kamp mod negativ social kontrol i indvandrermiljøerne. 2013 fik hun ros af selveste Pia Kjærsgaard i medierne - og det blev noteret på venstrefløjen. Også i SF’s venstrefløj, selv om Oguz altid har haft de prominente SF’eres støtte – fra folk som Villy Søvndal, hendes odenseanske byfælle Karsten Hønge – og ikke mindst den nuværende partiformand Pia Olsen Dyhr. En stærk profil på partiets klassiske venstrefløj, tidligere folketingsmedlem og europaparlamentsmedlem Pernille Frahm, tog straks til orde i venstrefløjstidsskiftet Solidaritet med kritikken og overskriften: ”…Kriminalitet og kvindeundertrykkelse er et spørgsmål om politik, ikke kultur…” Oven i denne kritik fra ”vennerne” kan man jævnligt i diverse debatter og tråde på de sociale medier opleve højrefløjens begejstring og skadefryd over Halime Oguz ’s kampe i egne, røde rækker. Efter devisen: Endelig en venstreorienteret, der indrømmer, at det ikke går med alle de fremmede og deres religion Halime Oguz står uden arbejde i dag efter at hun ikke blev genvalgt ved folketingsvalget sidste år. Men udover at være mormor og være noget for den syge mor, der i sin tid irettesatte sin datter, da Halime kom i tvivl om det arrangerede ægteskab – med ordene: ”I skal giftes – du har jo allerede holdt ham i hånden” - forsætter hun kampen for frisættelsen af kvinder og mænd i de konservative og reaktionære indvandrermiljøer. Og hun er klar til at fortsætte kampen i politik. Mød hende og lyt til hende og hendes dilemmaer mellem kultur og politik i ”POV-talken” med Jesper Grunwald.

For mange rockfans er 1977 synonymt med den såkaldte "77-punk", der i høj grad definerede den nye punkbølge med The Sex Pistols og The Ramones i spidsen. Men 1977 var også - eller især - hårdt rockende tiltag fra bl.a. AC/DC, Motörhead, Thin Lizzy, Rainbow og UFO, samt overbevisende pioner-metal udgivelser fra amerikanske Riot og engelske Judas Priest. Og var der måske et lille inspirationsmæssigt link mellem kvindebandet The Runaways i Los Angeles og undergrundsbandet Iron Maiden i London? Også dét runder vi i vores podcastafsnit fra det tunge rock år 1977. Som i de foregående 70'er år er studievært Jens "Jam" Rasmussen i yderst kompetent selskab med heavy metal-eksperterne Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - AC/DC lander midt i Londons punk virvar, og forkynder rock'n'roll musikkens lyksaligheder. - Thin Lizzy mener det alvorligt med deres 8. album "Bad Reputation". - The Sex Pistols og The Ramones kommer begge til Danmark, hvor den 13-årige Lars Ulrich er blandt koncertgæsterne. - Motörhead albumdebuterer et rock'n'rollet sted mellem heavy rock og punk. - Hvordan oplevede vores studiegæster så 77-punken? Ganske positivt, såmænd. - Hård rock anno '77 var ikke bare punk, men også Blue Ôyster Cult, KISS og Rainbow. - David Coverdale solodebuterer med albummet "White Snake" og får inspiration til sit kommende bandnavn. - 1977 er også hitlistevenlig boogie rock fra Status Quo og arena rockende klassiker-omkvæd fra Queen. - I Nordamerika leverer Rush og Ted Nugent rockhits på hver deres måde. - UFO udgiver "Lights Out" og tænder lys i blandt andre Iron Maidens Steve Harris, som måske også hører et særligt nummer med kvindebandet The Runaways? - Amerikanske Riot laver solid heavy metal på debutalbummet "Rock City", der er på forkant med den forestående og banebrydende New Wave of British Heavy metal. - Slade polerer lyden i Amerika, Aerosmith rocker videre samme steds, mens Alice Cooper kæmper med alkoholisme og dårligt mentalt helse hjemme i Detroit, Michigan. - Et par triste sensommerskæbner: I august afgår rock'n'roll kongen Elvis Presley ved døden, og måneden efter går glam rock-ikonet Marc Bolan bort. - Judas Priest banker hovedet på metal-sømmet og sætter deres læder og nitter på plads på tredje albummet "Sin After Sin". Tag med os tilbage til det tunge og mangfoldige rock år 1977, så skal vi nok sørge for både heavy metal, punk, rock'n'roll, hard rock, glam og garage rock! Rigtig god fornøjelse, og på gensyn i 1978! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I tiende episode i pod krøniken om heavy metals fødsel er vi nået i skolealderen, hvor bolden især lå på Judas Priests banehalvdel. Jens ‘Jam’ Rasmussen og hans gæster, anmelder og forfatter Steffen Jungersen, og Michael Stützer Hansen, bl.a. radiovært og guitarist i metal-bandet Artillery, guider dig gennem det hele. Vi er nået til den sidste halvdel af 70’erne, hvor punkrocken sendte dens første frenetiske snotklatter i hovedet på alt og alle, mens især Judas Priest definerede den nye heavy metal-lyd. Der var også hard rock i topklasse fra bl.a. Thin Lizzy AC/DC, Aerosmith, Rainbow og Blue Ôyster Cult, mens Black Sabbaths syvende album viste sig bedre end dets rygte. I undergrunden lurede opkomlingene Motörhead og Iron Maiden. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår det hårde rockår 1976 i dedikeret selskab med de faste metal-eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Judas Priest udgiver deres andet album, Sad Wings of Destiny, der af eksperter ofte kaldes den første fuldblods heavy metal-plade. - De tidligste udgydelser i den nye punk rock bølge: Først newyorkerne The Ramones’ debutalbum, dernæst de første udspil fra Londons notoriske The Sex Pistols og The Damned. - Black Sabbath omgives af både tung metal, melodisk hard rock, aggressiv punk, soft rock… og nikker til de gamle idoler i The Beatles. - De nye amerikanske hard rock-hittere Boston supporter Black Sabbath og fylder de store koncerthaller op. - KISS fortsætter rockballet i Detroit Rock City, mens Led Zeppelin udgiver både en koncertfilm og et nyt studiealbum. - Thin Lizzy har et overbevisende udgivelsesår med to stærke studiealbum. Det første, Jailbreak, bliver bandets gennembrud. - AC/DC er ude med deres to første internationale album, High Voltage og Dirty Deeds Done Dirt Cheap, som charmerer med kæk og bundsolid boogie rock. - Vores studiegæster jubler vildt og inderligt over årets Aerosmith-album, Rocks. - Lemmy og Motörhead indspiller deres debutalbum, men pladeselskabet vil sgu’ ikke udgive det! - Blue Öyster Cult profilerer sig med albummet Agents of Fortune og hittet “(Don’t Fear) The Ripper. - Dio og Rainbow på vej frem mod nye triumfer, David Byron og Uriah Heep på vej mod deres afsked. - Alice Cooper går ad H’ til, Marc Bolan og T-Rex elsker (fortsat) at boogie rocke. - Slade tager til USA og polerer deres rocklyd, Queen forbliver majestætisk rockende i London. Iron Maiden koncertdebuterer, The Scorpions finjusterer deres heavy metal. Masser at lytte til, altså, så tag turen med os tilbage til det hårde men alsidige rockår 1976. Med både fuldblods heavy metal, fræsende punk, melodisk hard rock og festlig boogie rock. God lytning! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen