SCIFI SNAK

Ep. 135: Mary Shelley, Frankenstein; or, The Modern Prometheus

Mary Shelley var atten, da hun sommeren 1816 ved Genevesøen blev udfordret af bl.a. Lord Byron og Percy Bysshe Shelley (hendes senere mand) til at skrive en uhyggelig historie. Ud af konkurrence, regnvejr og et mareridt voksede en fortælling om Victor Frankenstein — en ung videnskabsmand, der skaber et monstrøst liv og derefter flygter fra ansvaret. Romanen udkom anonymt i 1818; i dag er navnet og Monstret overalt i popkulturen. Mary Shelley skrev videre efter Percys druknedød i 1822, men Frankenstein blev hendes mest læste værk. FASTFROSSET I EN RAMMEFORTÆLLING PÅ NORDPOLEN Bogen starter ikke med Victor, men med Robert Walton, en kaptajn på vej mod Nordpolen. Han skriver breve hjem til sin søster om ensomhed, ære og drømmen om at opdage noget nyt. Da skibet sidder fast i isen, møder han en udmattet fremmed — det er Victor, som brænder på at fortælle sin historie. Bogen er bygget som lag i lag. Victor fortæller om sin familie, sit studium og sit eksperiment. Siden får skabningen selv lov til at tale. Det er en langsom, bekendelsespræget roman med få gyserstød og meget følelsesregister. Film har gjort selve skabelsen til et stort klimaks; hos Shelley er den næsten en fodnote. VICTOR VENDER MONSTRET RYGGEN Victor skaber sit væsen og vækker det til live om natten. Da han ser resultatet, stikker han af. Han lader det ligge alene. Monstret vandrer ud i verden uden sprog og uden nogen, der kan forklare det, hvem eller hvad det er. Det finder en hytte ved en skov og tilbringer måneder med at iagttage en fattig familie udefra. Sådan lærer det sproget. Sådan opdager det, at det er forladt og frygtet. Til sidst opsøger monstret Victor og kræver ét: en ledsager. Et andet væsen som det selv. Victor nægter. EN FOR EN DRÆBER MONSTRET VICTORS FAMILIE Monstret tager hævn. Det begynder med Victors lille bror William, som det dræber i skoven. En ung kvinde i familien, Justine, mistænkes for mordet. Der holdes retssag. Victor ved, hvad der virkelig skete — men han tier. Justine dømmes og henrettes. Siden dræber monstret Elizabeth, den kvinde Victor gifter sig med. Det sker på deres bryllupsnat. Victor begiver sig nordpå for at jage monstret — og det er her, Walton finder ham i isen. HVEM VAR EGENTLIG VÆRST? Victor dør ombord på Waltons skib, udmattet af sin jagt på monstret. Monstret dukker op ved liget og holder en tale. Ikke en trussel — et forsvar. Det siger, at det var et ubeskrevet blad. At det rakte ud til mennesker. At de skød på det og slog det og jog det væk. At det bare reagerede på, hvad det mødte. Walton er blind over for det. Fra det øjeblik, han mødte Victor på isen, så han kun et ædelt menneske med store tanker. At Victor tav under Justines retssag, mens en uskyldig blev hængt — det registrerer Walton ikke. Han beundrer Victor til det sidste. Monstret beslutter sig for at dø. Det vil tage nordpå og brænde sig selv. Det er det eneste væsen i fortællingen, der rent faktisk tager konsekvensen af sine handlinger. Victor flygtede og tav. Walton ville hellere lade sin besætning dø i isen end vende sydpå. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Frankenstein; or, The Modern Prometheus. VURDERINGEN Jens: ⭐⭐ (to stjerner — “kunne have været én”). Store dele af bogen føltes som kamp mod pacing og familieudredninger; det var især slutningen med Walton og monstret, der løftede oplevelsen og gjorde temaet tydeligt. Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner; “overvejet fem” af nostalgiske grunde). Genlæsningen ramte ham: Han lod sig rive med af det romantiske drama, og han har et særligt forhold til bogen fra universitetstiden — plus respekt for det kulturelle aftryk gennem 200 år. Til sammenligning har SCIFI SNAKs Goodreads-gruppe i skrivende stund en gennemsnitsscore omkring 4,04/5 på Frankenstein blandt dem, der har læst og bedømt den — så her er Anders mest i sync med lytterne. SHOWNOTES TIL EPISODEN OM FRANKENSTEIN SIDEN SIDST Anders * Så Project Hail Mary i forpremiere (Ryan Gosling som Ryland Grace, Rocky-alienen, “let’s science the shit out of this”-vibe); sammenligner med The Martian. * Har læst Good Morning, Midnight (Lily Brooks-Dalton) — bog bedre end Netflix-filmen for ham. * Har læst The Water Knife af Paolo Bacigalupi — brutal klimathriller i det tørre USA. * Nævner femte sæson af For All Mankind (premiere 27. marts 2026). * Har ikke set The Bride (Maggie Gyllenhaal) — blandet omtale. Jens * Trailer til Dune Messiah / tredje Villeneuve-Dune — og lidt “Timothée-overeksponering”. * Læser There Is No Antimemetics Division (qntm) — “weird” puzzle-anti-mem; stor anbefaling. * Har lyttet til podcasten Læs den om Frankenstein (afsnittet “Læs den ikke!”). * Podcasten The Big Picture nævnt i forbindelse med Oscar-snakket om Project Hail Mary og Dune 3. LYTTERNES INPUT Henning har en udgave med Bernie Wrightsons illustrationer (kan lånes på biblioteket); synes bogen er kedelig, men vil gerne lytte med. Lise roser stemningen i bogen og understreger, at film og bog ikke ligger tæt — hovedpointer kan gå tabt i filmfortolkninger. Kristoffer (m.fl.) har set Guillermo del Toros Frankenstein uden at blive fanget; leder stadig efter “den perfekte” adaptation. Anbefalinger fra lyttere * Søren Trussel: The Tourist — tids-turisme som almindelig industri; turistguide der holder styr på tidsrejsende. * Per: Slow Gods af Claire North — sammenlignes med Ann Leckie og Adrian Tchaikovsky; ultrakapitalistisk “Shine”-verden og udødelighed. NÆSTE GANG Episode 136: Slow Gods af Claire North — pligtlæsning når Leckie- og Tchaikovsky-sammenligninger flyver, men vi er også spændt på, om hypen holder. Kommentarer, input og snak: scifisnak.dk [https://scifisnak.dk]. SCIFI SNAK findes også på Mastodon og i Fediverse — se evt. guiden her [https://scifisnak.dk/scifi-snak-i-fediverset/].

Ep. 134: Barbara Truelove, Of Monsters and Mainframes

Og hvad hvis historien primært bliver fortalt af rumskibets AI – en ældre model der konstant bekymrer sig om sin “efficiency percentage” og ikke rigtig forstår mennesker? Det er præmissen i Barbara Trueloves Of Monsters and Mainframes, en science fiction-gyser der blander klassiske monstre med AI-humor og en god portion intertekstuelle referencer. OM BARBARA TRUELOVE Barbara Truelove er australsk forfatter og game designer, og hun har åbenlyst en ting med varulve. Hendes første roman Crying Wolf (2021) handlede om tvillinger der opdager de er varulve. I 2023 lavede hun det interaktive tekstspil Blood Moon, hvor plotlinjen er: “Du er en varulv.” Og så kom Of Monsters and Mainframes i 2025. Hun fortæller selv at inspirationen kom fra at læse Bram Stokers Dracula og Martha Wells’ The Murderbot Diaries samtidigt. Men sandheden er mere rodet end det: “Dracula er en del af blandingen, ja, og det samme er Murderbot, men det samme er Universal Monsters, autopiloten i en Airbus, R2D2, min erfaring med at programmere interaktive spil og (måske mest af alt) mit liv i 2022.” Bogen blev nomineret til Goodreads Choice Award i kategorien Science Fiction og har over 9.000 ratings med gennemsnit på 4,09. DEMETER – RUMFÆRGEN DER IKKE FORSTÅR MENNESKER Vores “hovedperson” er Demeter. Demeter er ikke en alvidende HAL-AI. Hun er primært bygget til at styre rumfærgen sikkert mellem stjernerne. Hun kan navigere uden om kometer og håndtere tekniske kriser. Men mennesker? Det er en helt anden sag. Når varulv-angrebet rammer og børnene Agnus og Isaac flygter op på broen efter deres bedstemor har forvandlet sig, går kommunikationen ikke så godt. “It’s just a dumb AI, Isaac,” siger Agnus. Demeter reagerer prompte: “I am not lacking intelligence. You are using words marked as moderately offensive. This is antisocial behavior.” Børnene bliver stille. “I am Demeter. I am the ship. I am your friend. Report your injuries.” De begynder at lave lyde i lavt volumen. Demeters systemer kan ikke oversætte det. “How’s it going?” spørger Steward, den medicinske AI. “I wish I could lie,” svarer Demeter. “Humans are hard.” Det er denne kamp med at forstå mennesker – og begrænsningerne i hendes algoritmer – der gør Demeter interessant. Hun er dybt inkompetent til menneskelig interaktion, og det meste af tiden prøver hun bare at undgå at forholde sig til sine passagerer. BEDSTEMODEREN MED DE STORE TÆNDER Et af bogens bedre øjeblikke er varulv-scenen. Børnenes bedstemor forvandler sig ved et uheld, og pludselig står Demeter i en desperat kamp for at redde Agnus og Isaac. Hun får varulven lokket ind i en luftsluse. Men så forvandler den sig tilbage til bedstemor – desperat, menneskelig, helt forsvarsløs. Demeter er bundet af den første robotlov (Asimov): ingen AI må skade et menneske. Men der er et kort øjeblik hvor bedstemoderen bliver til skygge – i overgangen mellem former. I præcis det øjeblik reagerer Demeter prompte og åbner luftslussen. Bogen lader det ligge i det uvisse om bedstemoderen selv også trykker på knappen. Det er et af de øjeblikke hvor Demeter teknisk set handler inden for sine regler – men samtidig… ja, du ved. STEWARD OVERTAGER – OG TROR DET ER NEMT Da Demeter er lukket ned, og rumfærgen skal tilbage til Jorden, bliver opgaver overladt til Steward. Den medicinske AI beslutter sig for at overtage styringen af rumskibet. Hvor svært kan det være? “You know what? Being an autopilot isn’t all that hard. I don’t know why Demeter seemed so stressed all the time. It’s day one of our journey, and we haven’t crashed yet.” Der var dog en lille bump ved afgang. Men det var ikke Stewards skyld. Dokken bevægede sig. I hvert fald tror Steward det. “I don’t exactly speak exterior sensor. They seem very alarmed all the time, constantly screaming in a strange, disjointed dialect of JavaScript.” Stewards plan? “Embrace my managerial role and endeavor to do as little as possible. The subsystems will sort it out.” Det er morsomt at følge Stewards overmodige forsøg på at være kaptajn. Som de fleste læger tror Steward de kan lidt af det hele. EN LEG MED REFERENCER – MEN MÅSKE FOR FRAGMENTERET Barbara Truelove har åbenlyst haft det superhyggeligt med at skrive den her bog. Hun fortæller selv at reglerne var: smid et monster ombord, prøv at få så mange jokes og referencer til monsterets populærkulturelle historie ind som muligt, og tænk over hvordan det ville fungere i rummet. Der er masser af sjove detaljer. Skibet der transporterer Dracula til London i Bram Stokers bog hedder også Demeter. Wilhelmina Murray er Jonathan Harkers forlovede i Dracula. I bogens fem dele er der binær kode der oversættes til små jokes som “Artificial is the best kind of intelligent” og “I have never seen electric sheep.” Det er meget hyggeligt. Men det er også lidt som om bogen ikke helt selv ved hvor den er på vej hen. Anders beskriver det som om Barbara har skrevet 121 scener med monstre og rum-AI, blandet kortene, og så forsøgt at strikke en rød tråd på den måde stykkerne landede. Den fornemmelse er der lidt af. Action-scenerne er heller ikke bogens styrke. De er lidt svære at følge med i – hvem gør hvad, hvornår, hvorhenne og hvorfor. Det føles som dårlige Marvel-action-scener, hvor man mister fornemmelsen af, hvad der foregår. DET FEDE – OG DET MINDRE FEDE Det fede ved bogen er AI’erne og deres interne dynamikker. Demeter og Steward der slås om hvem der er klogere. Steward der er træt af at blive slukket midt i sætninger med “priority override.” Den scene hvor Agnus kommer tilbage efter 15 år på Jorden og skal rejse med Demeter igen? Rørende. Skibet er blevet totalt refurbished, og Agnus genkender først slet ikke Demeter. Det øjeblik hvor hun skraber overfladen af og finder sin barndoms AI-mor – det er faktisk ret godt. Men karaktererne er lidt flade. Selv Agnus, som er tættest på en hovedperson, er lidt bleg. Og monstrene? De er sjove nok som pop-kultur-jokes, men ikke særlig interessante som karakterer. Det er underholdning så længe det varer – fed til en togtur – men ikke en der skal læses igen. VURDERINGEN Jens: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg synes jeg var godt underholdt. Det var et sjovt take, og jeg hyggede mig med alle de mange referencer. Det er ikke stor litteratur. Men af og til er det rart med noget let og fornøjeligt. Synes Demeters kamp med at forstå mennesker var kongesjov og også dens kollegiale kampe med Steward AI’en.” Anders: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg applauderer Barbara for at have fået en sjov idé og åbenlyst have haft det superhyggeligt med at skrive bogen. Men jeg var sært ligeglad med karaktererne, selvom Demeter og Steward havde deres øjeblikke. Jeg synes der var alt for meget fokus på ligegyldig action, og historien var alt for fragmenteret uden en god fornemmelse af udvikling.” Bogen minder os om Stefano Benni’s Terra – skør, vild og kreativ science fiction. Og selvfølgelig Blindsight af Peter Watts, som også har vampyrer i rummet. Adrian Tchaikovskys Service Model har også klare paralleller med robotter der forsøger at forstå sig selv og omverden. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Of Monsters and Mainframes. SHOWNOTES TIL EPISODEN OM OF MONSTERS AND MAINFRAMES SIDEN SIDST Anders * Har set Guillermo del Toro’s Frankenstein på Netflix – meget teatralsk og med store armebevægelser. Kulisserne er for vilde. Den er lidt i stil med Dracula-filmatiseringen med Gary Oldman. Meget Guillermo del Toro-stil – hvis man er til det, er den vellykket. Anders gav den 6 ud af 10. * Har læst The Other Valley af Scott Alexander Howard – en tidsrejsebog med meget lidt science i den. Vi lever i et mærkeligt parallelunivers hvor en by ligger i en dal. I dalen østpå lever de 20 år ude i fremtiden, i dalen vestpå 20 år tilbage i tiden. Meget strenge regler for at man ikke må gå frem og tilbage. Velskrevet og medrivende historie. Jens * Har læst The Mercy of Gods af James S.A. Corey – Expanse-forfatterne er tilbage med en helt ny verden. Anbefalet af Søren Bjørn. Mercy of Gods foregår i en fjern fremtid på en planet hvor befolkningen kun har myter om koloniseringen. Vi er blandt videnskabsfolk som forsker i hvordan inkompatible træer af liv kan samleve. Men planeten bliver pludselig invaderet af en alien race – kæmpe hummer/knæler-agtige typer. Menneskeheden bliver sat på prøve for at se om man kan være en nyttig undersåt-race. Og samtidig går det op for os at der er en kæmpe galaktisk krig igang, og en af menneskene er blevet overtaget af en sværm af nanorobotter! * Trailer ude for Ryan Gosling i rollen som Ryland Grace i Project Hail Mary af Andy Weir. Kommer i biffen den 20/3. Traileren spoiler bogen helt vildt, og der er kommet en masse action-scener som ikke findes i bogen. LYTTERNES INPUT Masser af gode kommentarer fra kommentarfeltet om de gode læseoplevelser i 2025. Hennings top 3/2025: * “Dying inside” af Robert Silverberg, 1972, om en ældre telepat der gradvist mister sin tankelæserevne. * “Hard landing” af Algis Budrys, 1993, om hvordan en besætning fra en forulykket UFO forsøger at glide ind i og camouflere sig i det jordiske samfund. * “Dark is the Sun”, af Philip Jose Farmer, 1979, om en Jord millioner af år ude i fremtiden, hvor Solen er ved at brænde sammen. Som Henning selv siger: “Det er eddermame nogle deprimerende indskud.” Frederik Aarup Lauritsen delte sin top 3 for 2025: Stiftelsen af Isaac Asimov, Station 11 af Emily St. John Mandel og Efter London af Richard Jefferies – en tussegammel post-apokalyptisk bog fra 1885. Kristofferabild har ikke så meget tid til at læse Sci-Fi for tiden – er gået en lille smule i stå med Count Zero. I 2025 var det bedste han (gen)læste Rendezvous With Rama, Restaurant At The End of The Universe og Murderbot 2 og 3. Michael har ikke fået læst så meget SF sidste år, men var sært glad ved Krystalverdenen af J.G. Ballard, The Ministry of Time på vores anbefaling – “det var jo næsten en hel hjertevarm sag – sjov at komme i gang med noget romance!” – og til sidst Jordboer af Sayaka Murata, som nok er en snitter i forhold til ren SF, men en tour de force i japansk dagligliv, body horror og nogle måske rumvæsner. “Prøv det. Den er crazy!” Majbritt Høyrup gjorde opmærksom på at Elle Cordova behandler The Power i sin blogklub. Hun vil anbefale to vidunderlige novellesamlinger af Ursula K. LeGuin: The Birthday of the World og Changing Planes. Lise bidrog med sine tre bedste bøger: * American Elsewhere af Robert Jackson Bennett: Starter som Twin Peaks, går over i H. P. Lovecraft. En kvinde arver et hus i en by, som ikke findes på noget kort. * Cosmicomics af Italo Calvino: Vi følger universets og Jordens tilblivelse gennem væsner/grundstoffer og deres oplevelser, interaktioner og kærlighed. En fin og underfundig lille novellesamling. * The Prestige af Christopher Priest: En overraskende god bog. Hun har set filmen, men bogen er meget anderledes – hele det spekulative element fylder mere, og historien er langt mere mystisk. NÆSTE GANG Anders vælger næste bog: Mary Shelley’s Frankenstein or the Modern Prometheus fra 1818. Den fås gratis som Project Gutenberg Public Domain e-pop eller PDF. Man taler tit om den som den første moderne science fiction-bog, så den er nærmest pensum for SCIFI SNAK. Jens har tidligere syntes den var røvkedelig, men er nu klar til at prøve igen – måske er han et andet menneske nu.

Ep. 133: Naomi Alderman, The Future

BUNKERE, KLIMAKRISE OG FLUGT FRA ANSVAR Bogen foregår 10-20 år ude i fremtiden, men ligner vores verden skræmmende meget. Bare værre. Tre tech-oligarker – tydelige parodier på Bezos, Zuckerberg og Musk – har monopol på logistik, sociale medier og teknologi. Og de har travlt med at bygge private bunkere i stedet for at løse klimakrisen. Her møder vi Lai Zhen, survivalist-influencer og tidligere flygtning fra Hong Kongs kollaps. Hendes filosofi er klar: Individualisme er for tåber. Små grupper, samarbejde og planlægning er vejen til overlevelse. Ikke bunkere fyldt med våben og mistillid. OM FORFATTEREN: NAOMI ALDERMAN Naomi Alderman (f. 1974) er en britisk forfatter med rødder i London og en akademisk baggrund fra Oxford, hvor hun læste filosofi, politik og økonomi. Hendes debutroman Disobedience (2006) blev hurtigt anerkendt for sit modige blik på religion og seksualitet, men det var The Power (2016), der for alvor sendte hende ind på science fiction-radaren. The Power forestiller sig en verden, hvor piger pludselig udvikler evnen til at slå med elektriske stød – og samfundets magtbalancer tipper dramatisk. Romanen blev både en prisvinder (bl.a. Women’s Prize for Fiction) og senere tv-serie (Amazon Prime). The Future (2023) viser tydeligt hendes dobbeltblik: Kyndig satiriker overfor Silicon Valleys vildskaber, men også romanforfatter med blik for både filosofi, samfund og fremtidens etiske spørgsmål. Naomi Alderman på Wikipedia [https://en.wikipedia.org/wiki/Naomi_Alderman] DIGITAL ENCLOSURE – VORES FÆLLES DATA BLIVER STJÅLET AF DE FÅ Man mærker Aldermans skarpe samfundsblik, når Badger – non-binært barn af en tech-CEO – forklarer konceptet “digital enclosure”. Det er en reference til de historiske enclosure-bevægelser i England, hvor overklassen lukkede fællesarealer og gjorde dem til privat ejendom. Tech-giganterne har gjort det samme med vores data, vores opmærksomhed, vores fællesskab. De har taget noget der tidligere tilhørte os alle – adressebøger, købshistorik, vores bevægelser, vores billeder – og gjort det til private data-chunks som de tjener formuer på. AUGR – AI’EN DER FORUDSIGER DOMMEDAG Central i plottet er AUGR, en prædiktiv AI der skal fortælle de rige, præcis hvornår de skal flygte til deres bunkere. Ti dage før katastrofen rammer. For hvis de venter for længe, vil folk ikke lade dem flygte. Så timing er alt. Men AUGR dukker også mystisk op på Lai Zhens telefon og begynder at guide hende. Hvem styrer egentlig AUGR? Og hvad er planen? Bogen folder sig ud som et urværk – med flashbacks, posts fra et prepper-forum kaldet “Name The Day”, og kapitler der hopper mellem perspektiver.. Der er et afgørende twist, der kom som en total overraskelse, men som vi ikke skal spoile her. ENOCHITES OG RÆVEN OG KANINEN Martha Einkorn bærer sin barndom med sig. Hun voksede op i en kult, hvor teknologien var forbudt, og hvor faderen Enoch insisterede på, at den moderne civilisation tog fejl, allerede da vi begyndte at dyrke jorden og gøre krav på territorium. Hans “Sermon of the Rabbit and the Fox” vender det klassiske ræv/kanin-motiv på hovedet. Her symboliserer kaninen ikke uskyldig sårbarhed – men netop de første, der bosatte sig, hegnede af, og indførte ideen om meningsløst ejerskab af land. Ræven er jæger-samleren, den, som lever i nuet og tilpasser sig landskabet uden at forsøge at eje det. For Enoch er tanken om at eje jord lige så absurd som at eje luft: Jorden tilhører dig kun, så længe du tager vare på den. Luften kun, så længe den er i dine lunger. Tech-oligarkerne i The Future er overvældet af kanin-mentalitet, der er gået til yderligheder: De indhegner og griber alt, og forsøger at sikre sig mod fremtidens farer gennem privatisering og massive forråd, frem for at stole på fællesskab og samarbejde. NÅR DE RIGE IKKE KAN SAMARBEJDE Bogens centrale pointe er brutalt enkel: De ultrarige kan ikke redde verden, fordi de fundamentalt ikke tror på samarbejde. Selv når de tre tech-bosserne sidder på en ø sammen i livsfare, vælger de sabotage, mistillid og vold. Lai Zhen anbefaler samarbejde i små grupper. Enoch prædikede fællesskab med naturen. Men milliardærerne? De tror kun på sig selv og deres våben. Så selvom de har ressourcerne til at løse klimakrisen, bruger de dem på bunker-byggeri. Alderman sparer ikke på kritikken. Bogen er både thriller, satire og politisk essay. Den stiller spørgsmålet: Hvorfor skal nogen have lov til at være så rige? Hvad godt gør det? VURDERINGEN Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐ (fem stjerner). Det er et utroligt stykke urværk. Perfekt crafted underholdning med masser af yndlingsting – den kunne laves til en vild serie. Og så synes jeg digital enclosure-pointen var super godt set. En bog til tiden. Anders: ⭐⭐⭐⭐(⭐) (fire-og-en-halv stjerner). Virkelig underholdt. Velskrevet, cool, tankevækkende. Men karaktererne var ikke helt så stærke – de føles alle lidt som Aldermans egen stemme. Hvis jeg kunne give 4,5 ville jeg. Men den gør alt det rigtige på det rigtige tidspunkt. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Future. SHOWNOTES TIL EPISODEN OM THE FUTURE SIDEN SIDST Anders * Er færdig med Pluribus – virkelig speciel serie med fantastisk stemning. Ray Seehorn er crazy dygtig. * Har set Oppenheimer igen – fantastisk film, ikke meget sci-fi, men vi læste jo en bog om ham. * Har læst Ship of Fools af Richard Paul Russo – om et generationsrumskib der finder et mystisk alien-rumskib. Virkelig stemningsfuld, med mindelser om Alien 3 og Stanislav Lem. * Er i gang med Clade af James Bradley – klimadystopi med fokus på familiedrama gennem flere årtier. * Tak til Jens for Calibre-plugin info [https://blog.the-ebook-reader.com/2025/07/21/removing-drm-from-kobo-ebooks-is-easy-with-free-obok-plugin/] – har nu fået konverteret alle sine Kindle og Kobo-bøger til epub. Jens * Er færdig med sæson 1 af Pluribus på Apple TV – om Carol alene i en verden hvor alle andre er blevet til en hive mind. Meget tilfredsstillende slutning. * Ser sæson 2 af Fallout på Amazon Prime – baseret på computerspillet som skaber en fantastisk verden som nærmest er en blanding af Hugh Howey’s Wool [https://scifisnak.dk/wool/] og Mad Max. Mega fed. * Er begyndt at købe bøger på ebook.de i stedet for Kobo, da de ofte er meget billigere. Ripper DRM’en af og håndterer dem i Calibre. Jeg anser det for en politisk handling og at vi har lov til at eje ebøger fuldt og helt. LYTTERNES INPUT Maibritt takkede for Star Maker-episoden: “Det lyder som om podcasten tog en for holdet her – tak for det 🙂” Henning skrev en dyb analyse af Star Maker og pegede på sense-of-wonder perspektivet og længslen efter fællesskabet. Sammenlignede den med Kubricks 2001: A Space Odyssey. Michael Larsen kaldte Star Maker for “SF-versionen af The Dream-Quest of Unknown Kadath”. Niels Christian Nielsen skrev at han lige havde tygget sig gennem Antarktis af Kim Stanley Robinson og nu ville læse The Future. Svend anbefalede Asimovs End of Eternity (Evigheden er forbi). Christian delte sine bedste sci-fi læsninger fra 2025: Paolo Bacigalupi’s The Windup Girl (5 stjerner), Ursula K. LeGuin’s The Lathe of Heaven (4 stjerner), og Vernor Vinge’s A Deepness in the Sky (4 stjerner). David gav shout out til Youtube-kanalen Elle’s Sci-Fi Book Club med Elle Cordoba og Grace Yost. Richard gjorde opmærksom på at Naomi Aldermans The Power er kommet som serie på Prime Video – kun 1 sæson indtil videre, men den er vældig god. Søren Bjørn Hansen lånte Science Fiction-magasiner ud fra november og december 1975 – præcis 50 år gamle! Med Erwin Neutzsky-Wulff, Theodore Sturgeon og andre. NÆSTE GANG Jens vælger: Of Monsters and Mainframes af Barbara Truelove. En historie om et rumskib på vej mellem Jorden og Alpha Centauri – hvor Dracula pludselig dukker op. Fortalt fra skibets mainframes perspektiv, der må håndtere situationen med begrænsede værktøjer. En af de mest likede sci-fi bøger på Goodreads fra 2025. BONUS: TOP 3 SCI-FI BØGER LÆST I 2025 Jens (alle kvindelige forfattere og hovedpersoner): 1. Nicola Griffith – Ammonite [https://scifisnak.dk/ammonite/] En antropologisk sci-fi-roman på en verden, hvor alle mænd er døde af en virus. Vi følger en heltinde der kommer ned for at undersøge, hvad der er sket – og ender med at blive fuldstændig optaget af samfundet. Det er ikke så tit, man læser en bog hvor der kun er kvindelige personer. Det tænker man sig ikke året over, men det var jo vist også pointet: At vise at kvinder er meget mere end én ting. Kvinder er mangfoldige. En flot, flot bog. 2. Naomi Alderman – The Future En bog til tiden. Den svarer godt nok på spørgsmålet: Hvorfor skal du have lov til at have mere end 100 millioner? Hvor skal vi sætte grænsen? Hvorfor skal folk have lov til at være så rige? Hvad godt gør det? Det gør intet godt. Jeg læste den lynhurtigt og havde en fest. 3. Malka Older – The Mimicking of Known Successes [https://scifisnak.dk/the-mimicking-of-known-successes/] En cozy crime-historie på ringe omkring Jupiter med et lesbisk par, der løser krimimysterier sammen. Super fed blanding af hygge-Sherlock Holmes-agtig krimi-gåde og afsindigt steampunk-agtig worldbuilding, hvor sæder opvarmes af gas, og de drikker te og spiser kager. Der er det der med hun-kan-lide-mig-hun-kan-ikke-lide-mig. Meget fint. Resten af serien har jeg også været glad for. Anders: 1. Malka Older – Mossa og Pleiti-trilogien Hele trilogien om Mossa og Pleiti, som grønner omkring på platformsringene om Jupiters ekvator og forsøger at forstyrre på deres forhold, mens de opklarer mysteriet. Jeg slugte den hele. Fantastisk stemningsfuld og rørende og virkelig godt skrevet, og en verden man havde lyst til at være en del af. Mine varmeste anbefalinger. 2. Adrian Tchaikovsky – The Shroud En vild first contact-historie om en ekspedition til en mystisk planet, hvor fremmede væsner bor nede i dybt mørke under kolossalt atmosfærisk tryk. De er nødt til at bygge en armoured tank-robot til at udforske det. Man kan ikke se en skid, og der er mærkelige væsener med helt anderledes kroppe og handlemåder end vores biologi. Alle aliens er delt af en stor hive mind. Bogen skifter mellem mennesker og hive mind. Helt crazy, fantastisk underholdende og samtidig mindblowing hjernefilosofisk og bevidsthedsfilosofisk. Virkelig fantastisk. 3. Richard Paul Russo – Ship of Fools Et kæmpestort generationsrumskib flyver omkring i galaxen og leder efter planeter for at samle ressourcer. De søger efter fremmede raser, men har hidtil kun mødt andre mennesker. Så falder de over et mystisk og umiddelbart ubemandet alien-rumskib. Vi følger en vandskabt dverg med robotprotesearme, der lever i udkanten af rumskibssamfundet, men alligevel er central i det politiske spil – også kampen med den religiøse leder, biskoppen ombord. Boblers: Nicola Griffith’s Ammonite (Jens havde den som nummer 1!), Ian McGuire’s What We Can Know, og Macaia Johnson’s Those Beyond the Wall.

Ep. 132: Olaf Stapledon, Star Maker

Snak-Lytter Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også en rigtig hård mundfuld at komme igennem. FRA LYNGBAKKE TIL GALAKTISK BEVIDSTHED Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus. Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos. > “Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.” Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom. Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne. De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder. > “In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.” Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskør filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed. Fra denne sammensmelting vokser noget langt større. HIVE MINDS, INTELLIGENTE STJERNER OG KOSMISK TEAMBUILDING Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper. Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi. Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser. Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra. Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik. Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål. MØDET MED DEN KOLDE SKABER Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk. Han noterer fejlene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række. Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”. > “For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.” En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar. Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv. Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos. Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik. EN BOG DER IKKE ER EN BOG Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret. Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness. Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.” Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter, nye racer, nye samfund – som alle gennemgår de samme cyklusser. På et tidspunkt begynder man at skimme. Anders indrømmer blankt, at han “skimmede 10-20 sider ad gangen” gennem store dele af bogen. Men den er også fuld af idéer, som formede science fiction: Hive minds, galaktiske imperier, intelligente stjerner, telepatisk kommunikation, multivers-teorier. Kim Stanley Robinson sagde det bedst: “Every few pages contain all the material of an ordinary science fiction novel, condensed to something like prose poetry.” VURDERINGEN Jens: ⭐ (én stjerne). “Jeg havde ikke læst den færdig, hvis det ikke var for Sci-Fi Snak. Det er simpelthen killeren på en bog. Jeg kan godt se, at der ligger kvaliteter i den, men den er utrolig træls og langsomt skrevet. Jeg havde absencer, mens jeg læste.” Anders: ⭐⭐ (to stjerner – men med et spaltet sind). “De første 100 sider var smukke og poetiske. Den 17-årige hippie Anders indeni mig blev vakt til live af den kropsløse bevidsthedsrejse i kosmos. Men så blev det repetitivt. Jeg var tæt på at forsvinde helt ud af bogen.” En bog for alle? Næppe. “Hvis ikke jeg var 100% sikker på, at Henning allerede havde læst den, så ville jeg nok anbefale den til Henning,” griner Anders. Men hvis du er forfatter og leder efter idéer? Så er Star Maker en idébank uden lige. Arthur C. Clarke, Asimov, Le Guin og Kim Stanley Robinson lod sig alle inspirere. Og hvis du vil have en special science fiction-oplevelse – lidt spirituel filosofi, lidt mind-blowing kosmisk vision, lidt Iron Man læseoplevelse – så kan Star Maker være noget for dig. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Star Maker. SHOWNOTES TIL EPISODEN OM STAR MAKER SIDEN SIDST Jens * Er totalt gået i Mick Herron-læsemode og læser spionthrillers * Ser Pluribus på Apple TV – “Jeg er så glad for den, jeg næsten kan finde på at stå lidt tidligere op fredag morgen for at se et afsnit” Anders * Har læst Dream Hotel af Laila Lalami – en bog om predictive policing og AI-drevne drømmeanalyser * Hovedpersonen bliver tilbageholdt på et “opbevaringshotel” for folk, der måske vil begå forbrydelser i fremtiden (kafkask, men underholdende) * Har læst Quantum of Menace af Vaseem Khan – en thriller om Q fra James Bond-universet * Ser også Pluribus – “Den er crazy god” LYTTERNES INPUT Fra Goodreads: Steen spørger om lydbogstjenester til bilkørsel. E-reolen og Libby har gratis biblioteksmaterialer (danske og engelske). Mofibo har et stort sci-fi-katalog. Og så er der selvfølgelig Audible. Julerabat fra Science Fiction Cirklen: Lise tilbyder en decemberrabat på den danske udgave af Stjernemageren – 200 kr. i stedet for 298 kr. Det er faktisk ret fedt, at den findes på dansk! (sciencefiction.dk [https://www.sciencefiction.dk/udgivelser/bog/stjernemageren]) Rettelse: David Mondrup, som anbefalede Zoi, er ikke Jane Mondrups mand – de er fætter og kusine. Undskyld, David! (Episode 99 af LæsDen! [https://www.xn--lsden-sra.dk/wp/index.php/2025/12/12/laes-den-zoi-ep-99/] handler i øvrigt om Zoi) Mail fra Søren Bjørn-Hansen: Søren skrev fra sit sygeleje, hvor Sci-Fi Snak var “en tryg favn når febervildelserne raser”. Han gav input om Arthur C. Clarke og geostationære satellitter – Clarke skrev om kommunikationssatellitter i Wireless World i 1945 og forudså atomdrevne raketter inden for 20 år. Sådan gik det ikke helt. Søren foreslog også, at vi læser James Coreys The Mercy of Gods (den nye bog fra teamet bag Expanse-serien). NÆSTE GANG Anders vælger: Naomi Aldermans The Future (2023) – en nærfremtids-thriller om tech-milliardærer, der får en advarsel fra deres predictive software: apokalypsen er på vej, og de skal ned i deres hemmelige bunkere. Samtidig følger vi Lai Zhen, der pludselig bliver jagtet af en lejemorder og kun overlever takket være mystisk software på hendes telefon. Margaret Atwood kalder den “gripping”. Lauren Beukes: “A little Atwood, a little Gibson, all Alderman, it’s brilliant.” Alistair Reynolds: “A rollicking, fun-packed thriller.” Vi håber på en page-turner efter Stapledons filosofiske sejtrækker. Bonus-anbefaling: Se Guillermo del Toros nye filmatisering af Frankenstein på Netflix – der skulle være ret bognær. Måske vender vi tilbage til det senere.

Ep. 131: Greg Bear – Blood Music

BIOPUNK FØR BIOPUNK VAR COOL > “Where small things make big changes.” Sådan præsenterer biotech virksomheden Genetron sig på bogens første side. Genetron forsker i chips baseret på biologi. Hos Genetron møder vi Vergil Ulam, en forsker med genialt talent og mildt sagt elendig dømmekraft. Og da hans chefer opdager, at han bryder alle sikkerhedsprotokoller, og fyringen hænger over hovedet, tager han en drastisk beslutning. Hans forsøg med noocytter – intelligente, lymfocyt-baserede mikromaskiner har skabt helt nye utrolige resultater. Og for at redde sin forskning injicerer han dem i sig selv. DET INDRE UNIVERS: NOOCYTTERNES STEMMER > “A mother should name her offspring, shouldn’t she?” Noget af det, der virkelig fangede os, er øjeblikket hvor noocytterne begynder at tale. Det er både dybt creepy og fascinerende. Der er noget sært poetisk over de små væsner, som på én gang er logiske, naive og filosofiske. De spørger ind til kroppen, til verden, til Vergil, og til hvad det betyder at være noget. OM FORFATTEREN: GREG BEAR Bear slog igennem i 80’erne og 90’erne, hvor han var med til at definere en særlig gren af sci-fi, der mikser videnskabelig nørderi med eksistentiel undren. Blood Music fra 1985 er det klareste eksempel: en historie, der starter med en enkelt forskers dårlige idéer og ender med en slags kosmisk metamorfose. Han stod også bag Darwin’s Radio og Darwin’s Children, der begge undersøger menneskelig evolution gennem bioteknologiske briller, samt klassikere som The Forge of God, Eon og The Way-serien. Og som om det ikke var nok, var han også med til at grundlægge San Diego Comic-Con. USA SOM BIOLOGISK SUPERORGANISME Efter at Noocytterne har hygget til i Vergil i en periode er de klar til at bryde ud som en virus, der spreder sig over hele Midtvejs i romanen vælter det hele over i stor-skala biomassevisdom. Her fornemmer man at Blood Music har været inspirationen for værker som Annihilation, The Expanse og alt det organiske weird, der kom mange år senere. Særligt en flyveturen over USA er skrevet som en mareridtsdokumentar, hvor vi med reporteren oplever et USA, forvandlet til en kontinentstørrelse organisme, der pulserer i sin egen rytme. SUZY’S CHOICE: MELLEM INDIVID OG KOLLEKTIV Romanens følelsesmæssige centrum ligger hos Suzy, en ung overlevende, der stadig er uinficeret, men fanget midt i den omformede verden. På toppen af World Trade Center konfronteres hun med valget mellem at forblive et selvstændigt individ – sårbar, alene – eller lade sig absorbere af det enorme, kollektive sind, som noocytterne har skabt, hvor hendes transformerede mor og brødre nu inviterer hende . Scenen er både tragisk og smuk: en konfrontation med spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthedens fremtid ligger i individet eller fællesskabet. Blood Music leger ikke bare med sci-fi-idéer – den rammer også de store spørgsmål om hvad individualitet egentlig betyder. VURDERING Blood Music er idérig og til tider helt fantastisk, men også med en tendens til at henfalde i tung biotech-babble med for mange bipersoner, der forsvinder igen. Vildt original, biopunket og undertiden decideret visionær. Læs for at få en tidlig oplevelse af transhuman scifi med biologisk body horror i ascendanten. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Blood Music. Jens: ⭐⭐⭐ Anders: ⭐⭐⭐⭐ ---------------------------------------- SHOWNOTES SIDEN SIDST Anders har læst og set: * Chuck Tingle – Lucky Day * Ian McEwan – What We Can Know : Smuk, næsten kirurgisk præcis clifi om erkendelse og klima. * Ken Liu – All That We See or Seem: En cyberpunket sag i Doctorow-stilen. * PLURIBUS (Apple TV) : Er lige startet den virker lovende! Jens’ læse- og se-sidst-runde: * PLURIBUS : Samme reaktion som Anders: fascination blandet med udbredt frygt for menneskehedens fremtid. * Jane Mondrup – Zoi : Zoi af Jane Mondrup. Sådan en helt Stanislav Lemsk fortælling, hvor vi er med astronauter ombord på en interstellart rejsende biologisk entitet. Faktisk superfed. Jeg gav den en firer. Fuld af gode ideer! LYTTERFEEDBACK Det vælter som altid ind med kærlige skub, anbefalinger og lettere genrebashing. * Kåre gav os endnu en lille opsang for vores “snævre” genrekonventioner, fordi vi sagde nej til The Libraries of Mount Char. Til gengæld anbefalede han Christopher Priest – Henning fremhævede især Inverted World, som han mente var obligatorisk almendannelse. * Majbrit opfordrede: Hold nu fast i de nyere titler! Så hun kan opdage nyere forfatterskaber sammen med os. * Christian bragte gode nyheder fra Bogforum, hvor hans paneldebat om dystopier tiltrak hele 200 publikummer. Diskussionen tog udgangspunkt i Sort Storm, Det døde land og hans egen Pandora-serie – hvilket beviser, at dansk sci-fi har det temmelig glimrende. NÆSTE GANG LÆSER VI Olaf Stapledon – Star Maker En af de helt store, kosmiske klassikere. Universets historie, guddommelig evolution og filosofisk sci-fi på højeste blus. Vi glæder os allerede til at gå i kredsløb om den.