Martinus Kosmologi

OT006. Martinus’ syn på Jesus og på døden

Alle mennesker på jorden vil blive alkærlige og dermed “kristne” Udviklingen er som en ensrettet gade, det jordiske menneske vil uomgængeligt blive et kristusvæsen. For Martinus er det at være kristen ikke et spørgsmål, om man er troende, om man er protestant eller katolik, ortodoks, mormon osv. Det at være kristen er et spørgsmål om at være alkærlig og praktisere Kristi væremåde. Hvis en hindu, en muslim, en buddhist eller en materialist praktiserer Kristi væremåde, så er vedkommende kristen! Martinus: “Jordens mennesker er endnu ikke blevet kristusvæsener eller kosmisk fødte Buddhaer, men de har heller ikke endnu forstået, hvad en virkelig kosmisk født Kristus eller Buddha eller det virkeligt fuldkomne eller færdige menneske i Guds billede er.” (LB7 stk. 2432). At være “kristen” er at være til gavn, glæde og velsignelse for alt levende, og det er i virkeligheden et interplanetarisk eller universelt kærlighedsprincip. (Se evt. Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 30-38). I Genève findes hovedcentret for Økumenisk Selskab, der er en sammenslutning af over 2.000 forskellige kristne retninger, der hver for sig har sin tolkning af kristendommen og korsfæstelsen. Offer, synd, nåde og frelse er nogle af de begreber, der spiller en stor rolle i disse fortolkninger. Martinus har sin egen kosmiske udlægning af betydningen af Jesu korsfæstelse. Kort sagt er kernen i Jesu mission, at han skulle være modellen på det fuldkomne menneske. I kød og blod skulle den fuldkomne væremåde demonstreres for jordens mennesker. Kulminationen af denne alkærlighedsdemonstration var korsfæstelsen, hvor Jesus, da han i de værste smerter blev tortureret til døde, kunne føle kærlighed og sympati for sine bødler og udtale: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. (Luk. 23,34). Ikke blot kunne han udtale disse ord, men af hele sit hjerte følte han virkelig kærlighed til sine bødler eller disse yngre brødre i udviklingen.

OT007. Martinus om Jesus, julen og verdenssituationen

Julen er i sin højeste analyse en fest til ære for afskaffelsen af det dræbende princip, til ære for kærlighedens indstrømning i jordens åndelige atmosfære, mener Martinus. Jesus siger også, at ingen har større kærlighed end den, der vil give sit liv for at redde sin næste.           At det ikke er gået op for menneskene, at julen er en fest til afskaffelse af det dræbende princip, ses af julens massemyrderi. Hvis man havde forstået julen rigtigt, ville man gøre julens helligdage til kødløse dage for at reducere udfoldelsen af det dræbende princip.

OT008. Martinus, Darwin og intelligent design. Ole Therkelsen’s bog

Martinus, Darwin og intelligent design af Ole Therkelsen. Darwinismen tager udgangspunkt i en gradvis udvikling, der sker i kraft af mutationer og naturlig selektion. Intelligent design-teorien forsøger videnskabeligt at påvise, at der ligger en større intelligens bag skabelsen i naturen. Over for disse to teorier giver kemiker og biolog Ole Therkelsen en tredje forklaringsmodel på skabelsen af de komplekse organismer i naturen samt på livets oprindelse og beskaffenhed baseret på Martinus Kosmologi, skabt af den danske åndsforsker Martinus (1890-1981) Martinus ser verdensaltet som et altomfattende levende væsen, hvor al livsoplevelse finder sted i kraft af en evig udvikling og skabelse. Martinus Kosmologi, der stort set har været overset i de seneste års skabelsesdebat, argumenterer for en evolution, der er baseret på de levende væseners egen bevidsthed og erfaringsdannelse samt på en universel intelligens og skabekraft. Martinus kan forene darwinisme og intelligent design efter følgende formel: Al udvikling er skabelse. – Al skabelse er udvikling. – Evolutionen er designet!

OT009. Verdenssprog, Esperanto eller engelsk

I den ny verdenskultur vil verdensstaten få sit eget særlige internationale sprog Udviklingen følger ganske bestemte naturlove, og med kendskab til disse love vil det være muligt at forudsige udviklingen af en ny verdenskultur. Klodens mange forskellige lande vil forene sig, ikke blot til verdens forenede stater, men til én verdensstat, der vil sikre en ligelig og retfærdig fordeling af alle klodens ressourcer, og for Martinus var det en selvfølge, at denne verdensstat også vil få sit eget særlige verdenssprog. I forklaringen til symbol nr. 26, Det rigtige menneskerige, hvor Martinus analyserer forholdene omkring skabelsen af det internationale verdensrige, kommer han også ind på løsningen af verdens sprogproblem ved skabelsen af et internationalt verdenssprog. Martinus: “At man i verdensstaten eller det internationale verdensrige ikke halter af sted på nationale sprogkrykker, tolke og mere eller mindre dårlige oversættelser, er selvfølgeligt. Verdensstaten vil naturligvis få sit eget særlige internationale sprog. Hvert eneste barn i skolerne verden over vil blive oplært i dette verdensstatens internationale sprog. Tænk hvilken lettelse det vil være for den tids mennesker totalt at være uden sproghindringer, lige meget hvor de så end befinder sig på jorden. Alverdens mennesker fra syden og norden, fra østen og vesten kan tale med hverandre, kan forstå hverandre. I et fælles sprog er hele verden blevet til et fælles fædreland for alle mennesker uafhængigt af nationalitet, kultur og race. Tænk hvilken lettelse eller arbejdsbesparelse, at ingen som helst bøger eller skrifter behøver at blive oversat. Alle kan læse alle. At ingen af de eksisterende nationale sprog vil blive anvendt til dette fælles sprog er naturligvis givet. Intet som helst af disse nationale sprog vil kunne anvendes uden eventuelt at skabe jalousi og bitterhed, ja, måske endog krig. Derfor vil verden få et neutralt, internationalt sprog. Når dette begynder at komme i alverdens skoler, vil de pågældende børn, der bliver oplært i dette, nå frem til at kunne tale med hverandre uafhængig af nationalitet og race. Dette vil bidrage til en langt større forening af menneskene i venskab og fred, og i en stedse stigende grad gøre dem til et samhørigt broderfolk over hele verden.” (Det Enige Verdensbillede 2, stk. 26.25).

OT010. Det Tredje Testamente, reinkarnation og karma

Det tredje køn Et stort tema i kosmologien er de forgangne 3.500 år med Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og de kommende 3.000 år med Det Tredje Testamente. Det sidste, som menneskene må lære, er at være til gavn, glæde og velsignelse for alt levende, og det vil sige at leve i harmoni med livsloven eller kærlighedens store bud, “elsker hverandre”. Menneskets bevidsthed og seksuelle struktur er under en meget stor forvandling i disse århundreder. Det har Martinus beskrevet på over 500 sider i hele Livets Bog 5, bogen To slags kærlighed og Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 33. Allerede i 1932 i LB1 stk. 130-132 kommer Martinus ind på jordmenneskets seksuelle forvandling, der foregår i tre store trin: de lykkelige ægteskabers zone, de ulykkelige ægteskabers zone og ufrugtbarhedens zone. Denne udvikling fra dyr til menneske, fra egoisme til altruisme, fra partisk kærlighed og forelskelse til upartisk alkærlighed, følger naturlovene eller køreplanen for udviklingen. Et nyt menneskes tilsynekomst i vore dage kan bl.a. konstateres ved, at mænd og kvinder begynder at ligne hinanden mere og mere. – Det maskuline vokser frem i kvinden, og det feminine i manden, hvilket er den organiske basis for den begyndende udvikling af kønnenes ligestilling. Udviklingen fra dyr til menneske er ifølge Martinus ikke alene en naturlig, men også en uomgængelig proces i skabelsen af “det færdige menneske i Guds billede”, der udgør et dobbeltpolet væsen med den maskuline og den feminine pol i fuldstændig ligevægt. Det færdige menneske elsker alle og har ingen favoritter, fordi dets dobbeltpolethed ikke længere har nogen mental organisk forudsætning for at kunne foretrække det ene køn frem for det andet. Guddommen, der er summen af alle levende væsener, er således i sig selv også dobbeltpolet. Den største overraskelse i Martinus Kosmologi må være, at der ifølge udviklingens love eller køreplan skal opstå et nyt køn – et tredje køn. Man tager det for givet, at når der i fortiden har været mænd og kvinder, når der i dag er mænd og kvinder, så vil der i fremtiden også blive ved med at være mænd og kvinder. Men ifølge Martinus skal der ikke blive ved med at være mænd og kvinder, der skal som sagt opstå et tredje køn! – Det tredje køn repræsenteres af det dobbeltpolede køn, der i sin fuldt udviklede tilstand har det maskuline og det feminine i en jævnbyrdig balance i bevidstheden. Hanner og hunner, mænd og kvinder er halvkønsvæsener, der lever i en gensidig afhængighed af hinanden. Udviklingen af det gradvist mere dobbeltpolede menneske, der i sin slutfase bliver komplet og helt selvstændigt, viser sig statistisk set ved, at flere og flere voksne lever alene. Det er også den gradvise udvikling af dobbeltpolethed, der bevirker, at man efterhånden kan få sympati for sit eget køn. Ifølge Martinus’ analyser vil den dobbeltpolede bevidsthedstilstand på et senere tidspunkt i evolutionen også følges op af en ny dobbeltpolet organismetype. (Se LB5 stk. 1886-1918). Martinus’ forudsigelse om udviklingen af det dobbeltpolede menneske vil kunne dokumenteres videnskabeligt ved at kortlægge bestemte egenskaber hos mennesket i historiens forløb. En sådan programmeret eller lovbundet udvikling fra det instinktive og enpolede dyr til det intellektuelle og dobbeltpolede menneske ligger helt uden for rammerne af darwinismen, der udelukkende baserer sig på tilfældigheder og den naturlige selektion. På dette område kan Martinus’ analyser af menneskets seksuelle polforvandling siges at være helt unikke, og de har som sagt de bedste muligheder for at kunne blive afprøvet ved videnskabelige undersøgelser. Enpolethed er krigens anatomi Dobbeltpolethed er fredens anatomi