Grønlandske Livshistorier

Lena Ravn Davidsen er lærer i Ilulissat. Hun sidder i kommunalbestyrelsen og er engagereret i frivilligt arbejde både lokalt og på landsplan. Hendes ønske om at hjælpe andre bunder i, at hendes storebror hængte sig, da hun var 14 år.  Hun hjalp sin far med at skære rebet over. Både hendes forældre, hendes søster og hun selv var i sorg, men på hver sin måde, og de formåede ikke at tale om det eller række ud til hinanden. Lenas mor druknede sorgen i alkohol, men kom efter fire år i behandling – og først der fik de hjælp til at bearbejde selvmordet – behandlingen gjorde, at Lena for første gang siden dødsfaldet tillod sig selv at grine og komme i kontakt med sine følelser. Hun vil gøre alt for, at andre ikke oplever det samme – og hvis det alligevel sker, at de får den nødvendige hjælp og støtte og mulighed for at snakke om sorg og selvmord og på den måde bryde tabuet om selvmord. Lena siger, at tabuet blandt andet lever, fordi det ikke er naturligt for en grønlænder at tale om følelser. Familiens sorg ødelagde så meget i hende, at hun ikke var klar til at gå i gymnasiet og tage en uddannelse, før hun havde fået det bearbejdet. Da begge forældre senere døde med kort tids mellemrum, ramte det igen hårdt, men hun sørgede for åbenhed, og for at give sine egne børn omsorg og mulighed for at snakke om det. Alligevel glemte hun sig selv og fik mavesår. Det var her, at Lenas læge tog fat i hende og talte om det. I hendes håndboldklub var der pludselig en stime af selvmord, derfor fik hun oprettet sorggrupper styret af en psykoterapeut. Senere fandt hun ud af, at det havde forhindret flere selvmord. Hun taler om, at selvmord ligefrem kan ”smitte” – at det bliver en løsning. Det arbejder hun på at stoppe. Er du ramt af sorg – eller er en af dine nærmeste – så læs mere om Aliasoqatit – Sammen om sorg: https://aliasoqatit.gl/ [https://aliasoqatit.gl/] Har du mulighed for det, kan du deltage i Sorgcafé i Nuuk, du kan skrive til Brevkassen om sorg og  til Chatten om sorg https://aliasoqatit.gl/aliasuuteqarnermi-tapersersoqatigiinneq/ [https://aliasoqatit.gl/aliasuuteqarnermi-tapersersoqatigiinneq/] Følg Aliasoqatit på Facebook.  Er du i en livskrise, måske går du med tanker om selvmord, kan du også ringe til Tusaannga på (00299) 80 11 80. Eller du kan sms’e på 1899, hvis du hellere vil det. Tusaannga svarer hele døgnet alle ugens dage.

Paornánguaq Helene Kleist er journalist og har blandt andet været kommunikationschef for henholdsvis Mittarfeqarfiit og for Naalakkersuisut. I 2019 flyttede hun til Danmark med sin familie og arbejder i dag som selvstændig journalist - dog mest for grønlandske medier blandt andet som redaktør for Kvindemagasinet Arnanut, der udgives af Mediehuset Sermitsiaq.AG. Hun og familien har mødt fordomme mod grønlændere, men siger, at det langtfra er alle danskere, der har fordomme. ”Jeg plejer at sige, at vi skal være som teflon, at vi ikke skal tage det til os, for det er ikke os, det handler om. Det er deres uvidenhed og fordomme, der skinner igennem”, forklarer hun og tilføjer, at de forsøger at angribe de fordomme, de møder, med humor. En af grundene til, at familien Kleist bliver boende i Danmark, er, at de vil være der, hvor deres tre drenge er. Den ældste ville på gymnasiet i Danmark for at stå stærkere, når han bagefter ville læse videre, og den mellemste stod alligevel for at skulle på efterskole i Danmark. Paornánguaq og hendes mand er enige om, at det er vigtigt at kunne støtte børnene i ungdomsårene, og at de har et hjem, der hvor familien er.

Inuuteq Bidstrup, 37 år, er multi-kreativ. Han var lærer på Nuuk Internationale Friskole, da Grønlandske Livshistorier talte med ham, men kort efter forlod han lærerjobbet for at leve af at fotografere og lave musik.  Efter et halvt års tid som freelance-fotograf har han valgt at fortsætte sin karriere i skoleverdenen, hvor han vil udvikle sin faglighed som viceforstander på Efterskole Villads Villadsen i Qasigiannguit.  Han har dybe rødder i den grønlandske mytologi, men er også kristen og tror på det. Inuuteq er født i Upernavik, uddannet matematik- og musiklærer på Grønlands Seminarium. På Nuuk Internationale Friskole stod han også for al medieundervisning og for it.  Han har stor tiltro til den grønlandske ungdom og synes, at de unge er langt mere aktive, end da han var ung. Han lægger mærke til, at de dyrker meget sport, går til musik, klaver, badminton og kunst ved siden af skolen, og at de er meget medieorienteret – de bruger det som et redskab til deres hverdag. Hans store stue er præget af hans arbejde som fotograf, men også af glæden ved kunst. Han siger, at han er meget visuelt orienteret – bl.a. generer det hans visuelle glæde, hvis tingene i stuen er for symmetriske. For ham danner matematikken forståelsen for blandt andet musikken.  Den grønlandske kultur og glæden ved naturen sidder dybt i ham samtidig med, at han må følge det moderne samfunds krav til at være præcis og overholde aftaler. Grønlandsk tid, det er fra solen står op, til den går ned, forklarer han. Han går ofte lange ture i fjeldene, mens nordlyset kaster sig hen over himlen. Det er ikke sådan, at kristendommen og mytologien kan forenes, men han tror på moralen i kristendommen, mens hverdagen er meget påvirket af de gamle myter. På hans arme er der masser af tatoveringer – hvor fotografiet spiller en af hovedrollerne.

Nuka Kleemann er rektor på Socialpædagogisk Seminarium, som har hovedkvarter i Ilulissat. Uddannelse er vejen frem for Grønland og for grønlændernes stadig bredere selvstændighed, fortæller han i denne podcast episode. Hans egen skolegang begyndte fra den lille lokale skole i Upernavik, og han fortsatte noget modstræbende på skole i Danmark. Senere valgte han universitetet i Nuuk med studier i Kultur og Samfundshistorie. I hele sit arbejdsliv har Nuka Kleemann koncentreret sig om det humanistiske, om pædagogik, sociale forhold og uddannelse. Desuden har han engageret sig i idræt. Først i Taekwondo forbundet, og senere som mangeårig formand for Grønlands Idrætsforbund. Her arbejder han for den folkelige idræt, med målet om at Grønland bliver det mest fysiske land i 2030.

Der er en tradition i Ilulissat. To datoer, som har betydning for årets gang. Den 28. november, er den dag solen går ned, og så den 13. januar, som er den dag, hvor byen hilser solen tilbage. Den 13. januar samles det meste af byen på toppen af klippen Holmens Bakke for at se de spæde solstråler i få minutter, det sollys som varsler lysere tider. Pia Nielsen er kemi- og fysiklærer på Mathias Storch Skole. Hun fortæller, i denne korte episode af Grønlandske Livshistorier, om mørketidens traditioner. Hun fortæller også, at hun i den mørke tid tager sine elever med ud for at se på stjernebilleder, både de alment kendte stjerner og inuit-stjernerne, som har vejledt og været er brugt kommunikationsværktøj.