Fremtidens arbejdsliv

Ifølge nye undersøgelser er det omkring 20-25 procent af voksne i Europa, der synes, deres job er meningsløst, så potentialet for at forme fremtidens arbejdsglæde er enorm.  Hvor det tidligere – og mange steder stadig – handler om at blive forfremmet og ”komme videre”, vil man i fremtiden blive forfremmet hen. Hen til det, man selv synes, er sjovt, spændende og meningsfuldt. Det kræver, at man ved, hvad det er ved at have tid til og få hjælp ude i virksomhederne til at finde ud af det . Men som akademiker bliver det ikke ledelsens ansvar at skabe motivation, mening og retning. Det er en personlig og fælles opgave. Formår man at komme i mål med det, behøver man ikke at sige op for at genopfinde sig selv.

Travlhed kommer ikke nødvendigvis til at forsvinde i fremtidens arbejdsliv, men vi vil begynde at tænke over kvaliteten af vores travlhed, mener Anne Skarre. Fremtidens arbejdskultur vil i højere grad handle om meningsfuldhed, balanceret energi og trivsel som en strategisk prioritet fra virksomhedernes side. Der vil samtidig komme flere krav om tid til fordybelse og ro fra medarbejderne. Konkret kunne det for eksempel udmønte sig i krav om, at møder ikke ligger i kø efter hinanden, og at man får reflektionstid efter kurser og arrangementer. Man kan sagtens have travlt i perioder. Men vi skal også have tid til restitution, præcis som vi i har erkendt, at der er behov for i sportens verden.

Vi skal holde længere på arbejdsmarkedet, og derfor vil vi i stigende grad holde pauser undervejs i arbejdslivet frem for at arbejde konstant frem til pensionsalderen.   Når den estimerede levealder for børn i dag, er 100-120 år, så vil det fremadrettet give mindre og mindre mening at indrette systemet på den måde. I stedet kommer folk til at arbejde hele livet, men med lange pauser. Vi kommer til at have mulighed for at tage nogle års pause, når vi har små børn eller tage os tid til at videreuddanne os eller bruge tid på vores interesser midt i livet. Nogen holder allerede pauser, hvis de vel og mærket har penge til det, men det ville give god mening, hvis pause-samfundet bliver institutionaliseret. Nogle mener, at det bliver dyrt, men her skal vi huske, hvor meget stress for eksempel koster samfundet. Vi ved, at en mark skal ligge brak i perioder for ikke at udpine jorden, og det samme gælder for mennesker.   Senere generationer kan meget vel komme til at sidde og undre sig over, hvorfor det på nogen måde gav mening at arbejde 37 timer i stedet for at arbejde 80 timer om ugen i nogen perioder og fem timer i andre perioder alt efter, hvor man befinder sig i tilværelsen.