MENNESKESKABT

Jeg har aldrig været 'morsyg' - men nu har jeg en syg mor. En mor, der stritter imod, når jeg forsøger at passe på hende. Som affejer mig, når jeg gør netop dét, som mine politiske forældre, har lært mig; tager ansvar for andre. Og da en forårsrulle sætter sig på tværs, udfordres min mors og min relation yderligere; Kampen om at blive - og forblive mor - sætter for alvor ind.

Min nye titel stiger mig til hovedet. Hvis jeg kan producere et menneske - så er der altså ret mange andre ting, som jeg også må kunne. Jeg udfordrer min skræk for at køre bil og tager min frygt for hospitalsfødsler alvorligt. Og så går det op for mig, at min baby måske er min nye business.

Graviditet, pandemi og kræft har givet mig et andet forhold til de historier, vi fortæller om os selv. Liv og død har fået tiden til at gå både hurtigt og langsomt og nu er der pludselig 21 dage til min termin. Samtidig er min podcastfortælling fem måneder bagud. Det kræver selverkendelse at indrømme og kræfter at rette op på. Mellem plukkeveer udplukker jeg nu optagelser, der kan afrunde et narrativ i en sand narre-tid.

Min krop sender os et trusselsbrev og prinsen og jeg begynder at forstå, hvad der er på spil. Lige nu bekymrer vi os om, at baby klarer sig godt igennem graviditeten. Men det stopper ikke her. At blive forældre er en oneway-ticket - og nu er der vist ingen vej tilbage.

Kvalmen kommer og jeg føler mig som en succesfuld gravid. Jeg er hovedpersonen i min egen romantiske komedie -  som en anden Sidse Babett i 'Den eneste ene' - der formår at underholde snablen med kvalme-komik på vores kemotur. Humoren er livsvigtig - men jeg har glemt at tage mig selv alvorligt.