Du dør hvis du græder

I den her epilog, gør Sigurd status over, hvor han står - og hvilken vej tingene går.

Ulla Koppel er med egne ord født tosseglad. I den her historie fortæller hun om at miste evnen til at synge, danse, grine og græde – men alligevel nyde livet trods sclerose og se det smukke og sjove i alting. Det er fortællingen om at sige ’pyt’, om ballet og om, når lynet slår ned i skorstenen.

Sigurd får en datter og lander et sted i livet, hvor han ikke længere er på vej frem, tilbage, væk eller videre. Men der er også stor frygt, der skal modbevises, en sørgelig konstatering af noget, der skal ændres, og en sygdomserkendelse, han har svært ved at få på plads.

Vi vender tilbage til Line, der her i anden del af hendes historie, fortæller om, hvordan hun genvandt tilliden til livet efter både terrorangrebet og senere sin sclerosediagnose. Det handler om at tilgive sin krop, om bevidst at parkere ulovligt – og alting derimellem.

Sigurd sætter sin far, Morten, i stævne for at høre, hvordan det som forælder opleves, når ens barn bliver ramt af en alvorlig sygdom. Mortens reaktion var at krave ind i en hule og skubbe andre mennesker væk – en reaktion, der trækker tråde tilbage til hans tidlige ungdom, hvor han mistede sin søster.