I Hjertet på Danmark

Det er måske ikke til at høre, men jeg er rystende nervøs. Mere end jeg plejer. Ikke fordi jeg ikke har forberedt mig. Men fordi jeg ved, hvad der er på spil. De næste 50 minutter er nogle af Marias sidste. Kræften har vundet. Og det gør ondt. Ikke kun fordi vi er jævnaldrende. Men fordi vi begge har børn – og jeg ved, hvad det vil sige at være nogens mor eller far. Men jeg er også umådeligt stolt over, at Maria vælger at bruge noget af sin sidste tid på at sætte ord på, hvordan det er at stå midt i livet og samtidig vide, at det snart rinder ud. Det du skal høre nu, er en samtale om taknemmelighed, kærlighed og alt det, man måske først forstår værdien af, når det er forsent. Men også om det ubærlige i at vide, at hendes børn skal vokse op uden hende.

På min første dag på Hospice i Nørresundby, møder jeg Rasmus i fælleskøkkenet. En ung (og for mig jævnaldrende) pårørende, der både går igennem, men også står overfor en svær tid. Jeg antager intuitivt, at han er der for at besøge et aldrende familiemedlem, men spærrer øjnene op, da han fortæller, hvem han er her for at besøge: Mine kone .... Klumpen i halsen presser sig på. Men på trods af omstændighederne, har han en ro over sig. Han virker til at ha' accepteret, at der er ingen vej tilbage. Kræften har allerede vundet den ubarmhjertige kamp. Vi aftaler at tales ved, men da jeg kommer tilbage 3 dage, møder jeg kun et sødt rengøringspersonale, der gør værelset klar til den næste patient. Det kan kun betyde, at Kristina er gået bort.  En uge efter begravelsen ringer Rasmus mig op. Han er klar til at tale om sin sorg. Kort tid efter banker jeg på døren til det hjem de engang havde tilfælles. Minderne hænger på væggen, men man fornemmer også stilheden og savnet, der bekræfter, hvad der er sket. Med tatoveringer som en slags rustning og med et ydre, der mere signalerer robusthed fremfor sårbarhed, sætter vi os ned overfor hinanden. Klar til at tale om det, de færreste taler om. Det du skal høre nu, er ikke kun en samtale om at miste den, man elsker. Det er også en samtale om at være den stærke – ikke fordi man er det, men fordi man føler, man skal være det.

I denne første episode har jeg sat mig overfor Ane Sund Katborg, der er præst på Hospice Vangen. Hun møder mennesker i deres allersidste tid – og hun lytter til det, de frygter. Det, de fortryder. Det, de stadig håber på. Og ikke mindst: Til det, de har lært om livet, nu hvor det snart er forbi. Vi taler om døden – men vi taler også om tro, håb og tilgivelse.Om hvordan man giver slip. Og hvad det vil sige at holde fast, selv når alt forsvinder.

I første del hørte du, hvordan Magnus i årevis har levet med kroniske sygdomme. 13 operationer. Uendelige undersøgelser. Og en krop, der brød sammen. Men selvom andre har givet op på Magnus' vegne, så kommer du i denne episode til at høre hvordan han nægter at kaste håndklædet i ringen. At I stedet for at overgive sig til systemets dom, tager sagen i egen hånd. Han begynder selv at lede efter svar og begynder langsomt at finde en vej ud af sygdomshelvedet. Så spørgsmålene og det jeg forsøger at finde svaret på i denne sidste del af Magnus' historie er: Hvordan finder man modet til at tage kampen op  – når man står alene med sin krop, sin tvivl og sin tro på, at noget må kunne ændres? Og hvordan finder man fodfæste, når det lys, man har kæmpet sig frem imod, slukkes i ét øjeblik med ordene: Du har en hjernetumor?

"Mit navn er Magnus, en 26-årig ung mand med en umættelig appetit på livet. Min hverdag er præget af sygdom, en udfordrende realitet, som jeg har stået over for i cirka fem år." Sådan begynder Magnus sin fortælling i sin bog "Sygt Ung". En fortælling om at vågne hver dag i en krop, der kæmper imod sig selv. Om at leve med kroniske sygdomme, der ikke blot begrænser kroppen – men tærer på sjælen. Over 13 operationer. Utallige hospitalsbesøg. Knogler, der brækker. Lammelser, der sætter ind. Kan du forestille dig det? At være så ung og allerede have mistet kontrollen over din krop. Forestil dig så også et sundhedssystem, som gør sit bedste – men alligevel har opgivet. Et system, der forsøger at behandle dine symptomer, men som ikke længere leder efter årsagen. Som giver dig medicin, operationer, undersøgelser – men ikke håbet du har brug for. For Magnus blev det tydeligt: De havde ikke tænkt sig at finde svar. De ville blot holde ham kørende. Men hvor systemet havde givet op, nægtede han selv at gøre det. Han insisterede på at tage styringen tilbage. På at finde sin egen vej ud af sygdommens magt. Så spørgsmålene og det jeg forsøger at finde svaret på i de næste to episoder, er: Hvordan holder man fast i troen på, at der må være en løsning, når andre siger “vi kan ikke gøre mere”? Og hvordan finder man modet til at fortsætte, når det hele virker håbløst?