Hankøn

Hankøn er flyttet - link i shownotes

Hankøn flytter. For fremtiden kan du derfor finde os hér: Apple Podcast: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/hank%C3%B8n/id1623536723?l=da [https://podcasts.apple.com/dk/podcast/hank%C3%B8n/id1623536723?l=da] Podimo: https://share.podimo.com/podcast/8cddd169-5234-4863-baee-1b1014d6ba27?creatorId=999910f1-e9f3-4318-9964-afb9668606b1&key=zpjrogc0dZhC&source=ln&from=mobile [https://share.podimo.com/podcast/8cddd169-5234-4863-baee-1b1014d6ba27?creatorId=999910f1-e9f3-4318-9964-afb9668606b1&key=zpjrogc0dZhC&source=ln&from=mobile] Spotify: https://open.spotify.com/show/1jDPiYjF01B93Phg7ECbeW?si=VI5dTTDZRmuam1IXduYj6A [https://open.spotify.com/show/1jDPiYjF01B93Phg7ECbeW?si=VI5dTTDZRmuam1IXduYj6A] Alternativt kan du søge på Hankøn der hvor du ellers normalt lytter til dine podcasts, og trykke på det nye coverbillede.

’Hankøn’ med Chili Klaus: Det at spise chili har aldrig været en stærkmandskonkurrence

Er der overhovedet brug for mig her? Den tanke havde Claus Pilgaard, også kendt som Chili Klaus, da han blev gift med en kvinde, der allerede havde tre børn og en velfungerende familie. Han vidste, at hvis der ville være en afstemning, var han den første, der røg ud. Derfor handlede det om, hvordan han kunne finde sin plads. ”Hvad skulle jeg bidrage med? Jeg kunne jo ikke leve mit liv som gæst. Det var en længere proces. Men jeg tror, at man skal gøre sig fortjent til en accept, som det egentlig også gør sig gældende i alle relationer.” Det fortæller han i denne nye udgave af ’Hankøn’ med Mikkel Braginsky. En podcast om mandens tilstand og identitet. Claus Pilgaard har i dag lavet en international virksomhed ud af sit chili-eventyr. Da han først begyndte at invitere kendte mennesker til at spise de stærke krydderier, havde han ikke forestillet sig, at det skulle blive den succes, det er nu. Men når sådan en chance opstår, skal man udnytte den, mener han. ”Det var tilfældigt, at det skete. Chili og stærk mad har været en lidenskab siden gymnasietiden, men denne succes har været lidt tilfældig. Jeg kan godt lide at være entreprenant, og der er en vanvittig tilfredsstillelse i at se noget vokse.” I hans YouTube-film må selv store mænd bryde sammen og tørre tårerene væk, når chiliens kræfter sætter ind, men det er ikke umiddelbart det, der er formålet. ”Det har for mig aldrig været en stærk mands-konkurrence. Det, der er interessant er, at chilien skræller alle lag væk, og man ser ind på et ægte menneske. Det er en genvejstest til at se folks følelser, og det er der mange, der godt kan lide at se.”

Carsten Bjørnlund: “Jeg manglede et solidt mandebillede”

Carsten Bjørnlund har altid vidst, at han ville være skuespiller. Men da han som nogen-og-tyve-årig søgte ind på Teaterskolen, var nerverne ved at sabotere hans drøm. “Jeg havde søgt ind på teaterskolen, men havde massive nerver og kom ikke ind. Derfor ville jeg finde ud af, hvad fanden der skete inde i mig. Og så startede jeg i terapi,” fortæller han til Mikkel Braginsky i dette afsnit af Hankøn. Egentligt troede han, at det var relationen til sin far, han skulle til at dissekere. “Mine forældre blev skilt, og min far kørte sit eget liv. Han var der ikke 100% af alle mulige grunde, og jeg manglede et solidt mandebillede,” forklarer han om sin barndom. Men undervejs i terapien fandt han ud af, at det egentlig var relationen til moren, der skulle under loopet. “Jeg fandt ud af, at min relation til min mor ikke var så sund, som jeg troede, den var. Jeg syntes, at jeg havde et meget tæt forhold til min mor. Vi talte om alt, vi delte alt, vi ringede sammen hver dag - nogle gange flere gange om dagen. Og så blev jeg opmærksom på, at det egentligt var et mønster, jeg ikke havde bedt om. Hver gang hun var i dårligt humør på arbejde eller med en kæreste - hvilket var tit, fordi hun altid skabte problemer for sig selv - så skulle jeg trøste hende. Og så blev jeg vred,” fortæller han. Selvom vreden blev den drivkraft, der hjalp ham med at bryde mønsteret, har relationen trukket spor helt op i Carsten Bjørnlunds voksenliv. “De udfordringer, jeg står med i mit parforhold, kan jeg spore tilbage til det,” siger han. “De dæmoner, man kan møde i sit liv, kan også være ens guru,” smiler han. Og det er også det, han forsøger at lære sine egne børn: “Det er kriserne, vi lærer af. Ved at begå fejl lærer vi, for der ligger en læringsproces i at fejle. Det prøver jeg også at lære min 13- og 18-årige; søg hen mod fejlen. Det er der, man lærer noget.”

Anders Lund Madsen: ”Jeg har ikke noget naturtalent for at være en god kæreste, men jeg har arbejdet hårdt for at opveje manglende evner"

Siden 1980’erne har Anders Lund Madsen haft små børn. Det er blevet til i alt syv børn med to forskellige kvinder, og det betyder, at han både lige er blevet far og morfar. ”Du ville kunne ringe til mine børn, og de ville alle kunne sige ting, jeg skulle have gjort det bedre. Der er min eneste undskyldning, at der er så mange af dem. Smørret bliver nødvendigvis smurt tyndere ud,” som han fortæller i den nye episode af ’Hankøn’. Her fortæller han også, at det at være kæreste eller husbond ikke er faldet naturligt let. ”Jeg vil håbe, at alle mennesker bliver bedre og bedre til at leve. Man skal helst akkumulere erfaringer og ikke gentage fejl for mange gange. Jeg er blevet bedre til at være kæreste, end da jeg startede. Jeg er ikke særlig dygtig, men jeg er meget ihærdig. Jeg har haft stor lyst til det, men ikke evnen. Men jeg arbejder meget godt, længe og grundigt, og det opvejer for de manglende talenter.” I podcasten taler de også om ansvaret som mand, og hvilket formål, han går gennem tilværelsen med. ”Jeg vil sige, at jeg er varsom med at sige, at jeg har så fandens meget andet formål, end det, jeg gør hver eneste morgen kl. 6, når jeg står op og beslutter mig for ikke at udrydde min familie med en flammekaster. Det er ved at sige: “I dag vil jeg også prøve at være et menneske.” Og det synes jeg, at man skal gøre hvert eneste fucking sekund.” Når det gælder sårbarhed, som også er et fast tema i ’Hankøn’, er Anders Lund Madsen i kontakt med sin på daglig basis. Han har ikke noget problem med at række ud efter hjælp fra andre mennesker, og det skyldes ikke mindst én særlig episode, da han var teenager. Han fik en bums på sin penis, men han troede, at det var et symptom på en frygtelig sygdom, og at den ville falde af. ”Min mor er sygeplejerske, så efter halvandet døgn kan jeg ikke mere, og jeg viser hende den grædende. Og så siger hun: ’Hold da op, sikke en bums, den skal have noget jod på’. […] Men dét at have sin mor i puberteten til at nærstudere ens bums på sin… Der er intet værre eller mere grænseoverskridende, ydmygende… Det har betydet for mig, at jeg vitterligt har meget, meget få grænser for, hvad jeg synes, jeg kan involvere andre i af frygt for, at det er pinligt.”

David Dencik: “Jeg har dybest set ikke respekteret mine partnere på et menneskeligt plan”

Det at være god er vigtigt for mange. Hvad enten man er kok, fodboldspiller eller skuespiller. Og David Dencik, der nu er internationalt anerkendt for sin metier, elsker det rum, hvor han kan gå ind og være kompetent. ”Det med at spille skuespil er dybest set en offerhandling. Det er meget forbundet med at give noget, og hvis man er heldig, bliver man belønnet den anden vej. Skuespil er et sted, hvor jeg kan være god, og det kan jeg ikke være, når jeg spiller net-skak eller klaver, som jeg også prøver lige nu. Det at være dygtig er vigtigt for mig,” fortæller han i denne nye episode af ’Hankøn’ med Mikkel Braginsky. Derfor var corona-nedlunkningen også en frustrerende tid, selvom det ikke var pengekvaler eller andet, der nagede. ”Det er rystende, at mit arbejde fylder så meget. Frem til pandemien havde jeg set lidt med foragt det med at være på et filmsæt, men nu forstår jeg, hvor vigtigt det er for mig. Det er også derfor, at jeg ikke arbejder så meget, for jeg vil ikke sjuske med det.” Hans dedikation til arbejdet har givet ham stor succes, men han har også de senere år måttet erkende, at han ikke altid har været god til at være i en relation med det modsatte køn. Han mente ofte, at hans ideer var mere fornuftige, originale og inspirerende end hans kones, og han så det som sine partneres opgave at give ham ret og støtte ham i hans behov: “Jeg har nok har set på mine partnere som om, at de skal være der for mig i større udstrækning, end jeg skal være der for dem. Jeg har vel dybest set ikke måske respekteret dem på et menneskeligt plan,” fortæller han. Før i tiden kunne han finde på at surmule, hvis han ikke fik sin vilje. Han indrømmer, at han ikke har været en “fed gevinst” for en partner i de situationer, og det har tvunget ham til at genoverveje sit syn på sin kone og blive mere fleksibel. Ellers giver han ikke meget for traditionelle roller eller opgavefordeling. Og en herretur kun med drengene står ikke på hans ønskeliste. ”Jeg er ikke så begejstret for kønsbestemte fællesskaber. Fadertur, mandetur. Jeg kan ikke se pointen med det. Jeg føler, jeg deler meget med andre mennesker, men ikke på grund af deres køn.”